Eklatant hykleri!

Den russiske ambassadør har gjort opmærksom på, at hvis Danmark lader tre fregatter deltage i færdiggørelsen af NATO’s missilskjold, som russerne mener, er rettet mod dem, så risikerer Danmark også, at russiske atommissiler vil blive rettet imod fregatterne.

Reklametegning fra Reagan-tiden:

Danske politikere er ved at blive kvalt i forargelse. Undtagen politikere fra SF og Enhedslisten, som klogeligt nok ikke går ind for beslutningen.

Hvor vover den russiske ambassadør sig dog at blande sig i det suveræne Danmarks beslutninger? Han burde sendes hjem, lyder det fra alle ledende danske politikere. Danmark har besluttet at være medlem af NATO, og det rager ikke russerne. Og når NATO nu mener, at et missilskjold kan afværge, at den frie verden bliver ramt af et eventuelt atomangreb, så rager det heller ikke russerne, at Danmark også vil deltage i disse bestræbelser. Atomskjoldet har nemlig udelukkende til hensigt at sikre os alle sammen mod den forfærdelige trussel om et atomangreb, som muligvis kan opstå i fremtiden – eller måske aldrig vil opstå.

Udenrigsministeren er mere forsigtig. Han kræver ikke, at ambassadøren skal sendes hjem, og han vil end ikke indkalde ham til en ”alvorlig” samtale.

Måske ved udenrigsministeren mere om meningen med atomskjoldet, end det andre politikere har fået oplyst.

Desuden bedyrer NATO, at skjoldet slet ikke er rettet mod Rusland men mod de såkaldte slyngelstater og mod eventuelle terrorister, der skulle være i stand til at udstyre en raket med atomvåben, og til at fyre den af mod landene i NATO.

Rusland har været interesseret i at komme i dialog med NATO om atomskjoldet. Der har også været ført visse samtaler, men at der alligevel kan være noget om snakken med, at skjoldet er rettet mod Rusland, fremgår af den omstændighed, at NATO afbrød alle samtaler med Rusland om missilskjoldet i april 2014 på grund af Ruslands optræden i Ukraine.

Afskaffelsen af ”terrorbalancen”

I mange år har freden i verden hvilet på den såkaldte terrorbalance. Kernen i den var, at et land, der brugte atomvåben i en krig, risikerede, at der også blev brugt atombomber mod dette land som gengældelse for et sådant angreb.

Under den kolde krig var det netop denne terrorbalance, som betød mest for verdensfreden.

Men da terrorbalancen også var en hindring for USA’s totale verdensdømme, begyndte man allerede under Reagan-regeringen at opbygge et atomskjold, der kan gøre det muligt for satellitter at opdage atomraketter straks efter affyringen. Dernæst sendte satellitterne en besked til raketter, som så skød atommissilet ned.

Planerne for atomskjoldet eller ”sternekrigsprojektet” er mere end 30 år gamle, og de var i sin tid udelukkende rettet imod Sovjetunionen.

Planerne var oprindeligt primitive, ligesom opsætningen af de første satellitter også var det i Reagans tid.

Men siden har ikke mindst USA brugt billioner af skatteborgernes penge for at fuldstændiggøre projektet.

Og nu er der faktisk ikke længere noget at grine af.

En sammenligning

Situationen omkring atomskjoldet minder om situationen i 1989. Her gav Sovjetunionens leder, Mikael Gorbatjov, tøvende sit ja til Tysklands genforening. Overfor ham og andre sovjetiske diplomater havde NATO’s ledere nemlig lovet, at NATO ikke ville udvide sig så meget ”som med en tomme” mod øst.

Det gjorde man dog alligevel. Den 8. juli 1997 besluttede man på et møde i Madrid, at man ville optage Polen, Tjekkiet og Ungarn i NATO.

I mellemtiden var Sovjetunionen brudt sammen.

Den amerikanske ambassadør i Moskva undrede sig:

”Vi havde ingen grund til at udvide NATO mod øst, før vi havde en aftale, som kunne placere Rusland en europæisk sikkerhedsstruktur”, sagde Jack Matlook til RT i 2014.

Siden er NATO’s udvidelse mod øst forsat. Nu er Rusland omringet fra næsten alle sider.

Det viser sig med andre ord, at meningen med Den Nordatlantiske Forsvarsalliance ikke er at beskytte friheden og freden for de implicerede lande, men derimod at fremme amerikanernes interesser, fordi USA vil være verdens eneste supermagt.

I et forsøg på at undgå en ny og kostbar oprustningsspiral forsøger Rusland at nå til enighed med NATO. Men det har NATO altså afvist.

En forbrydelse

Opførelsen af atomskjoldet er en forbrydelse af mange grunde.

For det første fordi den afskaffer terrorbalancen, som freden i verden hidtil har bygget på.

For det andet fordi den er et forsøg på at tvinge hele verden til at anerkende det amerikanske overherredømme, hvad de færreste lande er interesseret i.

For det tredje fordi den sætter gang en ny oprustningsproces.

For eksempel har Rusland forsøgt at imødegå, hvad man betragter som en trussel fra NATO, med udviklingen af et nyt atombærende missilsystem med navnet Iskander. Dette system er man i gang med at opsætte omkring i Kaliningrad i det tidligere Østpreussen. Da Kaliningrad ligger meget tæt på Warszawa kan man formentlig nå at ramme denne by, inden atomskjoldet bliver aktiveret.

På denne måde søger Rusland at genskabe noget af den tidligere terrorbalance. Men de polske politikere og politikerne i NATO er selvfølgelig forargede over den trussel, som det værgeløse Polen derved udsættes for.

For det fjerde er starten på et nyt våbenkapløb et yderligt bevis på ligegyldigheden over for de milliarder af fattige og sultne mennesker jorden over, som i forvejen må lide under den skæve fordeling af verdens goder.

Atomskjoldet er ikke en start på at gøre op med et system, der ikke mangler tekniske, industrielle eller økonomiske ressourcer til at sikre hvert eneste menneske en god tilværelse på jorden. Den er det modsatte, fordi en endnu større del af disse ressourcer også i fremtiden vil blive brugt til krigsformål og anden form for oprustning.

Hvis altså ikke alle disse milliarder gør op med krigsgalskaben.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.