Faren for fascisme i Ukraine synes drevet over

Ukraine har været det land i Europa, hvor faren for nynazisme har været størst. Nu synes denne fare at være forbi. Her vil vi forsøge at beskrive, hvordan det gik til.

Den israelsk-ukrainske oligark, Oleg Kolomoyskij, hævdes at stå bag den frygtelige massakre i Odessa, den 2.maj 2014:

Efter at der i længere tid havde været stigende vold i Kiev og mest på Maidan Pladsen, indkaldte repræsentanter for EU til et forsoningsmøde mellem regeringen og oppositionen. Mødet fandt sted den 21. februar 2014. Det mundede ud i en samarbejdsaftale.

Samarbejdsaftalen

Mødedeltagerne var blandt andet Ukraines Viktor Janukovitj og oppositionspolitikere fra en række partier – herunder med lederen af det nynazistiske Svoboda parti, Oleg Tyagnibok. Deltagerne underskrev en samarbejdsaftale, der blandt andet omfattede udarbejdelsen af en ny forfatning, dannelse af en fælles regering, samt en aftale om at indstille skydningerne på Maidan pladsen i Kiev, og at alle våben inden for en vis frist på et par dage skulle afleveres til indenrigsministeriet.

EU skrev også under på samarbejdserklæringen og sagde, at den ville garantere for den.

Samme dag udsendte indenrigsministeriet et dekret, der gjorde det muligt for det ukrainske politi at bære og anvende våben i deres kamp imod uromagerne.

Fredsaftalen underskrives. Til venstre for Janukovitj sidder lederen af det nynazistiske Svoboda Parti, Oleg Tyagnibok. Til højre sidder en leder fra “Fædreland”, Arsenij Jatsenjuk – som den næste dag var blevet midlertidig premierminister: 

underskrifter. Præsident Viktor Janukovitj (nummer to fra højre), oppositionsleder Arsenij Jatsenjuk fra Fædrelandets Parti (til højre) Virtali Klitko, formand for Udar-partiet (til venstre) og Oleg Tjagnibok, formand for Svoboda underskrev i dag en fredsaftale om Ukraines fremtid. - Foto: Andrei Mosienko/AP

Kuppet i Kiev

Knapt var blækket under samarbejdsaftalen tørt, før den blev brudt af nynazisterne. I løbet af natten eksploderede volden på Maidan, og mange mennesker mistede livet – både politibetjente og tilhængere af den såkaldte revolution.

Da parlamentet den næste dag trådte sammen, blev politikerne mødt med væbnede vagtposter fra Right Sektor, der bevogtede parlamentsbygningen.

På mødet besluttede man at afsætte den tidligere regering, og man udnævnte en ny og midlertidig regering. På posten som midlertidig præsident udnævnte man et medlem af det højreorienterede parti, ”Fædreland”. Posten som premierminister blev erstattet af medlem fra samme parti.

Seks medlemmer af nynazistiske partier indtog vigtige ministerposter. Desuden blev Andrej Parubiy, som i 1992 var blandt stifterne af Ukraines Nationalsocialistiske Parti, udnævnt til leder af den vigtige ukrainske sikkerhedskomite, der har alle væbnede styrker under sig.

Samme dag forlod Janukovitj, som trods alt var blevet valgt af hele det ukrainske folk, Kiev og søgte mod Rusland. Den 24. februar udsendte den nye regering en arrestordre på Janukovitj.

Modstander af regeringen søger ly for kugler fra snigskytter på Maidan Pladsen. Ved siden af ham ligger der en dræbt regeringsmodstander:

An anti-government protester sit near the bodies of two demonstrators killed by a sniper during clashes with the police in the center of Kiev on February 20, 2014.(AFP Photo / Sergei Supinsky)

Etniske udrensninger

På et møde den 23. februar besluttede parlamentet også, at ukrainsk var det eneste legale sprog i Ukraine. Dermed var scenen sat til etniske udrensninger af den store del af befolkningen, som taler russisk eller andre sprog.

For yderligere at styrke kampen for den ”rene” ukrainske stat og for bedre at overleve udnævnte den nye regering stenrige ukrainske oligarker som guvernører af langt de fleste regioner.

Den russisk-talende befolkning bor i det sydøstlige Ukraine.

På halvøen Krim i Sortehavet taler næsten alle indbyggere russisk. Havnebyen Sevastopol har været base for den russiske Sortehavsflåde siden Katarinas tid som zar af Rusland. Da det givetvis også var et forsøg på at berøve Rusland dets Sortehavsflåde, der lå bag kuppet i Kiev, afholdt indbyggerne på Krim den 16. marts en folkeafstemning om deres fremtidige tilhørsforhold. Afstemningen gav til resultat, at over 96 procent af befolkningen stemte for, at Krim skulle være en del af den russiske føderation, som de derefter er blevet optaget i.

Vesten beskylder Rusland for at bryde med de demokratiske spilleregler. Den betegner afstemningen som ulovlig.

Andre steder, hvor der er en stor del af befolkningen, der taler russisk er i den store og multinationale havneby Odessa. Her fandt en massakre sted, der var rettet imod den russisk-talende del af befolkningen sted den 2. maj.

Under massakren satte nynazistiske bander blandt ild til byens fagforeningsbygning.  Mere end 48 personer blev brændt ihjel, atter 48 bliver betragtet som savnede og mindst 247 personer blev såret.

Andre byer med et stort antal russisk-talende indbyggere er havnebyen, Mariupol, der ligger ved en indsø fra Sortehavet.  Byen blev under stor brutalitet erobret af guvernøren for regionen, den stenrige oligark, Sergej Taruta.

Denne politibetjent fra Mariupol nægtede at skyde civile:

 

Langt den største del af den russisk-talende befolkning lever dog i det østlige Ukraine i områder, der tidligere var en del af Rusland. Området kaldes også for Donbas og Novorussia.

Afholdelse af valg – og regeringsoffensiv

Det ville ikke se særlig demokratisk ud, hvis Ukraine fortsat skulle regeres af en midlertidig regering. Derfor blev der afholdt ”rigtige” valg den 27. maj.

Valgdeltagelsen var lav og efter nogen forvirring fandt man ud af at ”chokoladekongen”, Petro Poroshenko var blevet præsident.

Petro Poroshenko: 

Nynazisternes opbakning var derimod ikke særligt imponerende. Oleg Tyahnybok, som leder Svoboda, fik kun 1.3 procent af stemmerne. Dmitry Yarosh, som leder Right Sektor fik 1,1 procent. Ikke desto mindre fortsatte Svoboda-medlemmet, Andrej Parubiy, som leder af den nationale sikkerhedskomite.

Allerede efter den midlertidige regerings tiltrædelse begyndte man at mobilisere hæren til et fremstød mod alle, som ikke ville finde sig i det nynazistiske styre i Kiev, og som man kaldte ”terrorister”.  Da Poroshenko kom til, mente han, at kampen mod kun ville vare nogle få uger. Så var ”terroristerne” nemlig blevet nedkæmpet, sagde han.

Da man vidste, at den hårdeste modstand ville komme fra det russisk-talende Østukraine blev langt størstedelen af de ukrainske væbnede styrker sat ind på at kvæle ”terroristerne” i dette område.

Dannelse af folkerepublikker

Det gjorde bestemt heller ikke situationen for regeringen lettere, at indbyggerne i Lugansk- og Donetskregionerne havde trodset advarsler fra Putin og afholdt folkeafstemninger den 11. maj, hvor befolkningen skulle tage stilling til, om disse højtudviklede regioner skulle være selvstændige.

92 procent af befolkningen i Lugansk regionen stemte for, at Lugansk skulle være en selvstændig republik, mens 90 procent af befolkningen i Donetsk regionen mente det samme.

På basis af disse to afstemningsresultater besluttede man at oprette Folkerepublikken Lugansk og Folkerepublikken Donetsk. Man antog den samme betegnelse som delstaterne havde i det gamle Sovjetunionen, hvad der var et klart politisk signal.

Putin, der indtil da havde støttet den østlige Ukrainske befolkning imod, hvad han kaldte de fascistiske kupmagere i Kiev, ændrede holdning. Nu var regeringen i Kiev ikke længere hans modstander, men han partner, som de vestlige nationer hele tiden havde været.

Regeringen møder modstand

I begyndelsen gik regeringens offensiv fremragende. By efter by, beboelse efter beboelse blev bombet med missiler, langtrækkende raketter fra lang afstand, med bombemaskiner og helikoptere. Også fragmentationsbomber og fosforbomber blev brugt.

Store områder blev lagt i ruiner. Og på et vist tidspunkt, da hæren havde omringet de store byer, blev også vandforsyningsanlæg og elværker sat ud af spillet. Udover at være udsatte for et dagligt bombardement begyndte befolkningen i de store byer også at mangle fødevarer, medicin og andre livsfornødenheder.

Indbyggere i en østukrainsk by flygter fra bombardementerne:

Fra Rusland begyndte konvojer med nødhjælp at strømme ind til sultende indbyggere i Lugansk by og i mindre omfang til Donetsk.

For at forsvare sig havde folkereplikkerne oprettet, hvad de kaldte selvforsvarsmilitser og en fælles kommandostruktur, der blev ledet af dygtige kommandanter. Man oprettede også særlige minearbejderbataljoner og kvindebatatjoner. Og man var klar over, at et er at bombardere byerne på afstand. Noget helt andet er, at vove sig ind i selve byerne, hvor hæren måtte kæmpe sig frem fra hus til hus eller fra kvarter til kvarter.

Fra kvindebataljonen i Lugansk:

Sidst i maj besluttede folkerepublikkerne, at tiden var inde til at lave en modoffensiv, og langsomt begyndte situationen at vende.

Den 24. august kunne ledelsen af folkerepublikkerne meddele, at store militærstyrker fra den ukrainske hær var blevet omringet, og at man nu i Donetsk havde besluttet at lave en egentlig hær:

https://www.youtube.com/watch?v=yH35raTPVu8

”Jeg kan fortælle jer, hvor meget af vores svære udrustning, vi tabt”, sagde Poroshenko på ukrainsk tv den 21. september. ”Fra mellem 60 og 65 procent af vores svære udrustning er blevet ødelagt”.

I de vestlige ukrainske byer bredte utilfredsheden med den måde de korrupte politikere behandlede soldaterne i den almindelige ukrainske hær på sig også.

Den 28. august kom det til store demonstrationer i Kiev, hvor man krævede, at Poroshenko, forsvarsministeren og hærledelsen trådte tilbage:

http://www.intersol.dk/?p=6947

Fra demonstrationerne:

Tvunget af det truende totale nederlag og en stadigt ringere økonomi så Poroshenko ingen anden udvej, end at lade Ukraine underskrive fredsaftalen i Minsk den 5. september. Trods enkelte tilbagefald virker denne aftale med stigende styrke.

Hærens indflydelse

Det, som folkerepublikkerne måtte mangle i retning af bevæbning, havde de til gengæld rigeligt af i moralsk styrke. Forsvarsstyrkerne forsvarede deres egne hjem og deres egne familier. Desuden var de meget bevidste om, at det var faren for nazismens genopståen, de også bekæmpede. Under Anden Verdenskrig mistede omkring 27 millioner borgere fra Rusland fra Ukraine, hvor nogle af de vigtigste slag stod, og andre sovjetrepublikker livet. De vidste også godt, at slaget om Stalingrad markerede den første sejr mod Hitler styrker.

De ukrainske styrker, som forgæves havde søgt at sejre over folkerepublikkernes forsvarsmilitser består af to meget forskellige dele.

De nynazistiske bataljoner og den almindelige ukrainske hær.

Nynazisternes bataljoner har vist sig utroligt grusomme. Efter at også de har lidt nederlag, kunne RT den 29. september fortælle, at den fjerde massegrav med torterede ofre var blevet fundet i det østlige Ukraine:

http://www.intersol.dk/?p=7441

OSCE og folkemilitser undersøger gravstedet:

View image on Twitter

Derimod er der mange rapporter, der beviser, at de almindelige ukrainske soldater gør, hvad de kan for at undgå at ramme civile.

Og den 28. oktober kunne The Saker fortælle, at kommandanter fra den almindelige ukrainske hær og kommandanter fra folkerepublikkerne havde holdt tre lange møder, som var blevet offentliggjort af en russisk tv-station, af en ukrainsk tv-station og en tv-station fra folkerepublikkerne og derefter lagt ud på YouTube i deres fulde længde.

Begge sider var enige om, at det var vigtigt at få standset krigen. De var også enige om, at det var en vigtig opgave at få gjort op med oligarkiet og med nynazisterne.

Det var repræsentanter for den ukrainske hær og repræsentanter for Folkerepublikken Lugansk, der blev enige om at slutte fred i Lugansk for nogen tid siden. En fred, som den vestligt dominerede Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, nu er sat til at overvåge.

Og det var generalstaben i de ukrainske væbnede styrker, der lå bag en meddelelse fra den 25. december om, at den ukrainske hær ville begynde at trække sit svære artilleri væk fra Donbas for at lave en 30 kilometers sikkerhedszone.

På denne baggrund finder vi det fuldt ansvarligt at skrive, at faren for fascisme i Ukraine nu synes at være drevet over.

Hjælp os med at sprede artiklen til andre!

Tryk på “Synes godt om” og send den videre til din egen Facebook, hvis du har en sådan. 

 

Du kan også kopiere sidens e-mail-adresse og sende den videre til andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.