/
Vælg kategori:

Albin Kurti arresteret af det makedonske grænsepoliti

7. May 2009

”I dag kl. ca. 19.30 har det makedonske grænsepoliti arresteret lederen af Vetevendosje, Albin Kurti”, skrev Vetevendosje i en pressemeddelelse den 5. maj.

”Albin Kurti blev arresteret, da han ville krydse grænsen ved Hani i Elezit. Indtil udsendelsen af denne pressemeddelelser kl. 22.30 er Albin stadig arresteret i politibygningen ved den makedonske grænse. Han bliver afhørt af inspektøren for det makedonske indenrigsministerium.”

Vetevendosje tager denne arrestation som endnu et udtryk for det makedonske regimes anti-albanske politik. Men skriver i øvrigt, at Albin Kurti gentagne gange har været i Makedonien uden at der er blevet lagt hindringer i vejen for ham. I januar 2008 var han således i den makedonske hovedstad Skopje for at søge om visum til Sverige for at kunne deltaget i Europas Sociale Forum i Malmø som gæsteforelæser i en workshop, der var arrangeret af STS International Solidarity – selvom han i øvrigt ikke fik noget visum i tide.

Denne gang var Albin imidlertid rejst til Makedonien for at være med til at fejre tre års dagen for stiftelsen af bevægelsen ZGJOHU, og så stiller det sig måske anderledes.

Men om formiddagen den 6. maj var Albin Kurti blevet frigivet igen og var vendt tilbage til Kosova. Det fik STS at vide, da vi ringede til ham – bl.a. for at tale nærmere med ham om et besøg i Danmark, som STS har inviteret ham til at aflægge.

Men hvad er det egentlig, der gør, at Albin Kurti bliver betragtet som persona non grata af magthaverne i Europa og i andre lande. Det fremgår bl.a. af en artikel i det nye nummer af nyhedsbrevet for STS International Solidarity:

Stadig ikke noget visum til Albin Kurti

På trods af at vi ansøgte om visum til Albin Kurti, lederen af Vetevendosje (Selvstændighed!) i Kosova, den 2. marts – altså for omkring 8 uger siden – har vi endnu ikke modtaget noget svar.

Vetevendosje og Albin Kurti er modstandere af den såkaldte Ahtisaari-plan, der ligger bag dannelsen af republikken Kosovo,
fordi planen:

1) betyder en opdeling af Kosova i serbiske og albanske entiteter, hvilket vil føre til opløsning,

2) betyder, at den nye republik er forhindret i at få sin egen hær, sit eget forsvarsministerium, sit eget udenrigsministerium og retten til repræsenteret i FN,

3) betyder, at magten i Kosova i realiteten lægges i hænderne på en højkommissær, som kan omstøde alle beslutninger og afskedige alle embedsmænd og politikere, som han mener modarbejder Ahtisaari-planen,

4) betyder, at befolkningen i Kosova ikke får ret til at afholde en folkeafstemning om landets fremtid, sådan som andre folkeslag i det tidligere Jugoslavien har gjort – og

5) betyder privatiseringer af de store mineralforekomster, vigtige fabrikker, lufthavne, jernbaner, busser, busstationer m.m.,
og at arbejdernes selvforvaltning af virksomheder vil forsvinde.

For dette program har Vetevendosje kæmpet med fredelige midler – også med store folkelige demonstrationer. En demonstration den 10. februar 2007 blev forvandlet til en massakre, da FN’s politi angreb demonstrationen med skydevåben, dræbte to demonstranter og sårede omkring 70 andre.

Under demonstrationen blev Albin Kurti banket af politiet, sat i fængsel og senere i husarrest. Der er ikke rejst nogen egentlig sigtelse endnu, men sagen kører stadigvæk.

Måske er det disse sandheder om situationen i Kosova. ingen statsmagt i Europa ønsker skal slippe ud til et større publikum, der lægger bag de gentagne afslag eller udsættelser af visa til Albin Kurti.

Da Albin Kurti heller ikke nåede frem til det første planlagte besøg i marts, måtte Vetevendosjes repræsentant i Sverige, Shqiptar Oseku, indlede på at møde i Udenrigspolitisk Selskab i stedet for. Også Shqiptar opfordrede til, at man støttede Kosovas befrielseskamp. Under et møde med repræsentanter for STS udtrykte Shqiptar frygt for, at hvis ikke Vetevendosje vandt kampen snart, kunne resultatet blive, at kampen imod besættelsesmagterne blev overtaget af islamiske fundamentalister.

E-mail denne artikel