/
Vælg kategori:
Afrika
Amerika
Asien
Europa
Foreningen STS
Mellemøsten

Kosova: FN’s og EU’s neoliberalistiske eksperiment.

30. December 2009

Af Stefan Gaarsmand Jacobsen

PRISTINA. For omtrent halvandet år siden udråbte Kosova sig som selvstændig stat. Løsrivelsen fra Serbien blev tilskyndet af magtfulde kræfter i Vesten. Det Ny Clarté har talt med Albin Kurti, en af lederne af selvstændighedsbevægelsen, som også retter kritik mod FN’s administration af landet og den aktuelle tilstedeværelse af NATO’s tropper.

Albin Kurti blev af STS inviteret på besøg i Skandinavien i juni 2009. Her ses han til et møde arrangeret af STS:

I de 10 år, der er gået siden NATO greb ind over for Serbiens undertrykkelse af Kosova i 1999, har et lille land været et samlingspunkt for FN, EU, NATO og andre internationale aktører. Det har skabt nye konflikter, der viser, hvordan den internationale hjælp ikke altid er i tråd med befolkningens ønsker. Efter krigen står landet tilbage med store politiske splittelser, der involverer både det internationale samfund, nabolandenes interesser og lokale politikeres ambitioner. Midt i det hele er der opstået en politisk bevægelse i Kosova, der har skarpe meninger om politik, økonomi og kultur, og som med demonstrationer og happenings indtager en Davids position over for det internationale samfunds Goliat. Det Ny Clarté har mødt bevægelsens leder i Kosovas hovedstad Pristina.

Besættelse og modstand

“Efter 700 år har vi endelig uafhængighed. Først var det i mange år osmannerne, der havde besat os, siden serberne, men sidste år fik vi uafhængighed. Det er meget vigtigt for Kosova. En pensioneret professor, der nu driver et pensionat i Pristina, er entusiastisk, mens han giver et historisk vingesus til Kosovas erklærede uafhængighed sidste år. Mange lande, også Danmark,
har allerede anerkendt selvstændigheden, og flere stiller sig for hver uge der går bag Europas nyeste land. Samtidig er det 10 år siden, at NATO’s bombardement af Serbien førte til tilbagetrækningen af serbiske styrker fra Kosova. Siden har der været fokus på at opretholde stabilitet. Det synes at være lykkedes gennem oprettelsen af regionale kontorer for både FN og EU. Ikke alle er lige tilfredse med denne udvikling. En ting er, at det serbiske mindretal, der hovedsageligt lever i den nordlige del af landet, holder fast i en tæt knytning til Serbien, bl.a. gennem separate valg til egne serbisk-kosovariske forsamlinger. Mere overraskende er det, at der er en stærk bevægelse blandt kosovo-albanere, der er kritisk over for det, der foregår i landet. Bevægelsen kalder sig Levishja Vetëvendosje – det betyder ”bevægelse for selvbestemmelse” – og har i en tidligere studenteroprører i Kosovos frihedshær, Albin Kurti, en energisk og velformuleret leder. Kurti fortæller, at bevægelsen har eksisteret siden juni 2005, hvor det efter hans mening stod klart, at Kosovas status som ny nation ville blive afgjort gennem FN’s forhandlinger med Serbien.

“Vi begyndte at problematisere situationen på to måder: For det første gjorde vi gældende, at Kosovas folk ikke brød sig om nogle, skulle afgøre Kosovas ’status’, men at vi derimod ønsker frihed. Denne frihed er det samme som selvbestemmelse. For det andet gjorde vi gældende, at Kosova ikke er et problem, men at Kosova nærmere har nogle problemer – nemlig Serbien
og UNMIK,” fortæller Kurti.

UNMIK er FN’s mission i Kosova, hvis hovedkontor ligger som en kolos midt i Pristina. Ligesom NATOs tanks og andet militærmateriel har bygningen været udsat for lidt af hvert i Vetëvendosjes aktioner. Bevægelsen er af mange anerkendt for sine ikke voldsprincipper, men det holder ikke bevægelsen tilbage fra at dække de fysiske omgivelser med politiske budskaber ved hjælp af maling, plakater og klistermærker. Man kan ikke udøve vold mod objekter, kun mod subjekter – dvs. levende mennesker, som Kurti forklarer. Men hvad er det ved det internationale samfunds organisationer, bevægelsen finder så problematisk?

“For mig virker dette internationale samfund hverken som noget samfund eller som noget videre internationalt. Det synes nærmere at være en masse nationale interesser, der skal afstemmes i forhold til hinanden. Storbritannien, Frankrig, Tyskland, USA, Rusland etc. Hvis du kradser lidt i overfladen på det internationale samfund, finder du en formel gruppe, der diskuterer en regional sag, men det er samtidig en slagmark for nationale interesser. Vi ville gerne have NATO’s hjælp i 1998 til 1999 under krigen med Serbien, men ud af de tre ting, som var vigtige at forsvare – viden om terrænet, soldaternes moral og krigsudrustning – manglede vi kun det sidste. Vi bad derfor NATO om at have et klart politisk mandat, der bekendtgjorde, at Kosova var besat af Serbien, og at dets folk skulle befris. På den måde ville befrielsen være politisk. Vi var tilfredse med, at de serbiske styrker blev bombet, men det havde været bedre blot at støtte os med krigsudrustning, der var nødvendig for at vi kunne frigøre os selv. Vi ville hellere have en politisk intervention end den humanitære intervention vi fik, for det gjorde os til ofre nærmere end politiske aktører.” De typiske medlemmer af bevægelsen er unge mennesker, men ikke nødvendigvis studerende. I øjeblikket har Kosova en stor ungdomsgeneration, hvor kun omkring en femtedel har mulighed for at begynde på en universitetsuddannelse. For en stor del af de resterende ser fremtiden vanskelig ud med stor arbejdsløshed og uden udsigt til stor vækst i samfundsøkonomien. Derfor er der stor aktivitet i Vetëvendosje, der også forsøger at give medlemmerne indsigt i den politiske situation og internationale forhold ved at arrangere åben undervisning og debatter. “Mange af vores aktivister
vinder derfor nu de offentlige debatter over universitetsstuderende,” siger Kurti, ikke uden stolthed.

Noget af det, der er kommet ud af Vetëvendosjes debatter er en punktforpunkt kritik af indholdet og ordlyden i Kosovas uafhængighedserklæring, der blev offentliggjort sidste år. Kurti forklarer baggrunden for, at bevægelsen ikke bare jubler over, at uafhængigheden er en realitet. Problemet er, mener han, opstået i kølvandet på en plan udtænkt af den finske FN-diplomat Marrti Ahtisaari, der skulle give stabilitet imellem befolkningsgrupperne i Kosova.

Folkelig befrielse?

Fra en demonstration arrangeret af Vetevendosje i november 2008:
“Problemet med erklæringen er, at den hellere hylder Ahtisaaris plan end egentligt erklærer os uafhængige. Ahtisaari er nævnt otte gange i dokumentet, uafhængighed kun tre, inklusive titlen. Jeg synes det giver et meget forkert udgangspunkt at basere en uafhængighedserklæring på et udenlandsk dokument, der er blevet udformet af en elite i toppen, i stedet for at basere den på noget, der kommer inde fra landet selv, fra landets folk. Erklæringen refererer ikke til folkets vilje og protester, den nævner ikke uafhængighedskrigen, Kosovas frigørelseshær eller de fortsatte lidelser og opofrelser, folket har gennemgået i løbet af det 20. århundrede.”

Men der er vel ikke langt fra at ihukomme disse lidelser til at fremelske et nyt had? Hvis blikket hele tiden skal søge tilbage til fortidens lidelser, så bliver det måske aldrig muligt at komme videre?

“Jeg er enig, men disse ting burde blot være nævnt én gang, og det ville være nok. Det er vigtigt at gøre det klart rent begrebsligt, hvad det er, vi baserer vores uafhængighed på. Hvorfor et land skal erklæres uafhængigt. Hvad der grundlæggende står skrevet nu er, at det er fordi Ahtisaari sagde, det skulle være sådan og sådan, og det er fuldstændigt uacceptabelt.”

Afmægtig selvstændighed

Den 10. februar 2007 gik FN’s politi til angreb på en fredelig demonstration i Pristina og dræbte to demonstranter. Albin Kurti blev arresteret og beskyldt for at organisere voldelige demonstrationer:
Kan du pege på nogle konkrete konsekvenser af det, du i erklæringen opfatter som en løsagtig omgang med Kosovas nyere historie og fremtidige skæbne?

”Jeg har været meget kritisk over for de ting, der er sket siden uafhængigheden, for i stedet for egentlig statsopbygning, så er der udelukkende blevet arbejdet på dannelsen af en nation: Nyt flag, nye symboler, en ny identitet. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har sagt, at en stat har brug for to hænder. Den venstre hånd består af uddannelse, kunst og de symbolske ting, jeg lige nævnte. Den højre hånd er militær, politi, retssystem osv. Vi har endnu ikke en højre hånd. En stat, der beror udelukkende på den venstre hånd er alt, hvad vi har. Det betyder fx, at vi ikke har nogen fysisk kontrol over vores territorium, ingen kontrol over grænserne, ingen kontrol over naturressourcer og dermed ingen chance for at bruge dem til økonomisk udvikling.

Er det ikke tilstrækkeligt at starte med etableringen af den ”venstre hånd” og så håbe på, at resten af statsopbygningen kan følge derefter?

”Vi bliver beordret til at bruge den venstre hånd til at opbygge en hel ny identitet og på dette niveau foretages der en form for eksperiment med os. Siden vi fortsat mangler reel statsopbygning, så synes det, at hele projektet nærmere er at opnå en uafhængighed fra Albanien end fra Serbien. Uafhængighed fra Serbien ville betyde en demontering af de gamle strukturer, skabelsen af vores egen hær og etableringen af en ordentlig og respekteret grænse til Serbien. Det er ikke sket endnu efter så lang tid. UNMIK og EULEX har tilsyneladende kun ambitionen om at få albanerne i Kosova til at blive kosovarer for at få dem til at være separate fra Albanien. Vi har fortsat en venstrehåndsstat, og denne ene hånd er kontrolleret af en udenlandsk hjerne.”

Du fremhævede før frigørelseshærens vigtige militære rolle, og du har ved flere lejligheder udtrykt, at Kosova i dag burde opbygge en hær, ligesom Montenegro gjorde umiddelbart efter deres uafhængighed var vundet. I sammenligning med andre europæiske, idealistiske bevægelser, så virker jeres tilgang til problemerne meget ”realpolitisk”, når I involverer militær som en nødvendig del af det fremtidige samfund, I forestiller jer.

”Jeg tror, at fred vil fortsætte med at bestå af en balancering af magter. Jeg kan ikke forestille mig, at der indfinder sig fred imellem stater og folk på andre måder i en nær fremtid. Fred i verden er selvfølgelig et ønske for mig, men i vores situationen må vi huske, at Serbien har en hær, Rusland har en hær, Grækenland har en hær og så videre. Siden det er svært at pege på et land i verden, der lige nu er i gang med at sætte sit militærbudget ned, så tror jeg ikke, der er nogen anden vej. For at blive hærene kvit skulle vi begynde med de rige lande, ikke de svage. Det er ikke rimeligt, at en tysk eller fransk general siger til os: ”I skal ikke have nogen hær”, som de gør lige nu. Lad de stærke lande afvikle deres militær. Verdens farer kommer jo i virkeligheden fra dem, ikke fra os. Hvis vi ser en positiv udvikling i disse lande er vi selvfølgelig parate til at følge trop. Men det er urimeligt, at det for nu kun er Kosova tilladt at have en ”sikkershedstyrke” – en slag politistyrke. 2500 letbevæbnede politifolk under NATO’s kontrol, der strengt forbyder styrken at forsvare selv den mindste landsby, for ikke at tale om hele vores land.

Kan du forklare lidt nærmere, hvorfor det internationale samfund ikke er i stand til at løse disse problemer for Kosova?

”Først og fremmest tror jeg ikke, at Kosova er i gang med at blive kosovarisk. Det er ved at blive albansk-serbisk og dette følger Ahtisaaris plan. Den er nemlig baseret på etnicitet, og derfor kan vi ikke få en reel “kosovarisering” i gang. Det er en etnisk deling på bunden ved det folkelige niveau, internationale bureaukrater i toppen og imellem dem nogle rige politikere. Ahtisaaris plan institutionaliserer og territorialiserer forskellen mellem albanere og serbere, hvor serbere og albanere ikke lever sammen, men blot side om side, ligesom det gælder for befolkningsgrupperne i Bosnien. Kosovariseringen sker for albanere, ikke for serbere. Men fordi man kun satser på én befolkningsgruppe, så er Kosova ved at blive serbisk-albansk og ude i horisonten ligger en ide om en opdeling mellem kosovarer og serbere.

Et økonomisk eksperiment

_Du nævner ofte i taler og artikler, at et af de største problemer for Kosova er, at landet ikke har mulighed for at udvikle sin egen økonomi, fordi der er for megen fokus på den politiske
stabilitet hos UNMIK og jeres egen regering. Hvilke muligheder er der for at få gang i økonomien?_

”Verdensbanken har vurderet, at vores regering kun kan forvente at få 5 % af det samlede udbytte ud af en planlagt handel med vores store ressourcer af kul. Tilsyneladende er det meningen, at et privatejet firma skal investere 3 milliarder euro i projektet, men til gengæld lyder prognoserne på et afkast på 70 milliarder euro. Der findes også store forekomster af bly, magnesium og andre mineraler i nogle af vores eksisterende miner. Jeg mener desuden, at vi udover indtægter fra mineraler og energi bør satse på landbruget i udviklingen af økonomien. Vi skal igen have indtægter fra “landet”, men for at kunne få det, så har man brug for en ordentlig skattepolitik, hvilket vi ikke har nu og heller ikke har udsigt til at få. Hvis for eksempel en forretningsmand fra
Kosova ønsker at importere råmaterialer fra Albanien, Makedonien eller Montenegro, så skal han betale 10% oveni i told. Men hvis selvsamme forretningsmand i stedet vil importere
og sælge færdige produkter fra Serbien, så skal han ikke betale 10 %. Vi har bl.a. af den grund en skattepolitik, der ødelægger lokal produktion, mens handel med færdige varer fra udlandet begunstiges. Konsekvensen deraf er et kæmpe handelsunderskud, og vi eksporterer fortsat kun en tiendedel i forhold til hvad vi importerer af varer. Alt dette grunder i en ekstrem form for neoliberalistisk politik, som UNMIK anvender her i Kosova. De har udformet privatiseringspolitikken, administreret offentligt ejede virksomheder osv. Vi tjener som et eksperiment, hvor de simpelthen gennemfører ting her, der aldrig ville være mulige ”derhjemme”. Det styres ikke af en gennemtænkt langtisplan for Kosovas økonomiske udvikling. Det er ikke foregået således, at vi først spurgte os selv, hvilke skridt der skulle tages i vores nationaløkonomi, og derefter fandt svaret: privatisering. Nej, svaret kom før spørgsmålet overhovedet var stillet, og siden det skete på den måde, forsvandt spørgsmålet selvfølgelig helt fra dagsordenen.”

Er det efter din mening muligt at ændre nogle af de udviklinger, du her nævner? Ser du et alternativ til privatiseringer og UNMIK’s øvige økonomiske politik, der måske kunne give flere fremtidige muligheder og fremgang for Kosova?

”Det kan kun lade sig gøre at stoppe det, de gør, hvis vi viser en massiv folkelig modstand. Jeg kan ikke se nogen anden løsning. Jeg håber det vil ske og det er det vi arbejder for. Men ellers vil de sælge så meget ud af vores værdier og offentlige virksomheder, som de kan. Vi er heldige, at der ikke er nogen teknologisk mulighed for at privatisere luft, for så ville de straks benytte sig af den. Faktisk er der tegn på, at de vil privatisere vandforsyningen. De har frie hænder – vi har en enorm arbejdsløshed og derfor hverken stærke fagforeninger eller nogen bekymring for miljøet.”

Den post-moderne borger

Du taler om UNMIK, EULEX (EU’s juridsiske program i Kosova.red) og andre internationale aktører, som om de var én gruppe. Hvad er det, der, efter din mening, er fælles for dem?

”Det gælder sådan set også vores egen regering. De står på samme side som UNMIK og EULEX. Hvis jeg skal sige det kort, så er sagen, at når vi siger ”universalitet”, så siger de ”forskel”. Når vi siger ”solidaritet”, så siger de ”diversitet”. Måske kan det give et billede af den dybe ideologiske forskel, der findes imellem os og dem, og hvor de forventer, at vi retter os ind. Jeg mener, at de er meget farvede af de dominerende diskurser om multi-etnicitet, hvilket kommer ud af en post-moderne og post-strukturalistisk tankegang. Fra den slags begreber, som vi i bevægelsen støtter os op ad – politik, økonomi, suverænitet og lignende – så ønsker de et skift til begreber som identitet, etnicitet, religion og kultur. Så det skal ikke handle så meget om, hvad der tilkommer mig som borger, og hvad jeg materielt set bliver snydt for, men i stedet ”hvem er jeg?”. Det er et skift, der skal få os til at fortrække til indadvendte spørgsmål om identitet. ”Er jeg kosovarer eller albaner?”, ”er jeg vesterlænding eller østerlænding?”, ”er jeg muslim, katolik, ortodoks eller protestant?”. Vi kan bedre lide at pege på konkrete spørgsmål om politik, sociale forhold og suverænitetsspørgsmål end spørgsmål om identitet.”

Teksten er redigeret og oversat fra engelsk af Stefan Gaarsmand Jacobsen

Stefan Gaarsmand Jacobsen er PhD-studerende ved Afdeling for idéhistorie, Århus Universitet og driver Forlaget Findes.

Albin Kurti

Albin Kurti, født 1975, er leder af Bevægelsen for Selvbestemmelse i Kosova og var igennem 1990’erne aktiv i studenterbevægelsen imod Serbiens undertrykkelse af Kosova. Som sekretær for det politiske kontor hos Kosovas befrielseshær (UÇK) blev han i 1999 fængslet af
serbiske styrker i Pristina, Kosovas hovedstad. Efter internationalt pres blev han imidlertid løsladt i 2001 og vendte hjem til Pristina, hvor han fortsatte sit politiske engagement. Som leder af de demonstrationer som Lëvizja VETËVENDOSJE! har stået bag, har han siden været placeret i husarrest af FN’s domstole i Kosova.

Vetevendosje

Lëvizja VETËVENDOSJE! betyder Bevægelsen for Selvbestemmelse. Den har eksisteret siden 2005 og har sit ophav i de folkelige demonstrationer, der fra slutningen af 1990’erne manifesteredes imod serbisk undertrykkelse af Kosova. Efter NATO’s og FN’s missioner havde udstødt det serbiske militær fra området, fortsatte protesterne imidlertid, nu imod den udemokratiske måde, hvorpå FN’s lokale mission styrer Kosova.

E-mail denne artikel