/
Vælg kategori:

Heftige kampe om kontrollen med Beledweyne i det centrale Somalia

13. January 2010

”Tidlige rapporter fra Beledweyne, hovedstaden i Hiran regionen, fortæller, at der er heftige kampe mellem militser fra den moderate Ahlu Sunna Waljame, støttet af tropper fra den føderale somaliske overgangsregering, som har overvældet militserne fra Hizbul Islam”, skrev Somaliweyn, et nyhedsbureau, der har hovedkvarter i Gøteborg, den 10. januar.

Ahlu Sunna Waljame (ASW) bliver som oftest præsenteret som en Sunni muslimsk religiøs gruppe, men den er snarere en koalition af krigsherrer, der støttes kraftigt af Etiopien, som bl.a. har trænet dens styrker, mange hvervet i den somaliske del af Etiopien. Desuden har den etiopiske hær gentagne gange overskredet grænsen ved Beledweyne og andre steder, bl.a. i den nærliggende Galgadood region for at støtte sine våbenbrødre i ASW.

”Jeg kan forsikre jer om, at byen Beledweyne fuldstændigt er under kontrol af Ahlu Sunna Waljame, og at det ikke vides, hvor det slagne Hizbul Islam er henne. Repræsentanter for Ahlu Sunna Waljame kører omkring i byen og opfordrer folk til at bevare roen og blive indendørs”, sagde Zakariya Hajji Ali, en indbygger i Beledweyne søndag til Somaliweyn hjemmeside.”

En sandhed med store modifikationer

Der synes ikke at være tvivl om, at etiopierne og ASW har forsøgt at løbe Hizbul Islam over ende i det strategiske Beledweyne. Men helt så let, som Somaliweyn beskrev det, er det bestemt ikke gået.

Andre og mere troværdige nyhedsbureauer har også berettet om kampene, og ifølge Shabelle har kampen mellem Hizbul Islam og ASW og etiopierne bølget frem og tilbage i de fire dage.

Udlægningen af krigslykken synes at være afhængig af, hvilken part, der blive spurgt. På anden dagen af kampene fortalte Shabelle bl.a.:

”Aden Abdulle Awale, en repræsentant for de gejstlige i Ahlu Sunna Waljame, fortalte Shabelle radio, at Hizbul Islam havde angrebet deres baser tidligt mandag morgen og påpegede, at de havde forsvaret dem og tilføjede, at kampene fortsatte i byens centrum.

På den anden side fortalte formanden for Hizbul Islam administrationen i regionen, Shrurie Farah Sabrye, at de havde jaget de styrker, som han sagde, havde angrebet dem, tilbage”.

Langt de fleste indbyggere i Beledweyne menes at være flygtet ud af byen.

Den 12. januar fortalte Garowe Online bl.a. at:

”Mindst ti mennesker er blevet dræbt og elleve andre er blevet såret i nye kampe tirsdag mellem regeringstropper og Hizbul Islam-rebellerne i Beledweyne by, hovedstaden i Hiran regionen…

Kampene, der nu foregår den tredje dag, genstartede, da rebellernes militser angreb regeringstropper, der støttes af Ahlu Sunnas militser, og dt førte til heftige skudvekslingerr, der spredte sig til byens centrum…

”Kampene var de hårdeste, som har ramt byen i de forløbne dage. De foregår stadigt i byens centrum”, sagde Shuriey Farah Sabrieys, Hizbul Islams guvernør i regionen.

Oberst Tawane Hure, en kommandant for regeringsstyrkerne, hævdede, at militser, der var loyale over for Al Shabab, bakkede Hizbul Islam op, og at de ikke var i stand til at erobre hele byen.

Situationen er spændt, og det frygtes, at kampene vil fortsætte for fjerde dag i træk”.

Den 13. januar fortalte Shabelle, at kampene i Beledweyne fortsatte:

”Ysuf Ahmed Hagar, kendt som Dabaged, en af Ahlu Sunna Waljames gejstlige(!) og tidligere guvernør i Hiran-regionen, som er involveret i kampen, fortalte Shabelle radio, at de havde overtaget i kampene, og at de var trængt ind i nogle kvarterer i Beledweyne by.

Shrirye Farah Sabrieye, formanden for Hizbul Islam-administrationen i Hiran regionen, sagde, at situationen var spændt og tilføjede, at de ville bringe en afslutning på kampene i byen.

Dabaged har gjort adskillige forsøg på at erobre Beledweyne med etiopiske hjælp. Men hidtil forgæves. Måske lykkes det heller ikke for ham denne gang trods sin nye titel som ”gejstlig”.

I øvrigt bekræfter Shabelle, at militser fra Hizbul Islam og Al Shabab kæmper sammen.

Utroværdige medier og rapporter

Mareeg, et somalisk nyhedsbureau, hvis hovedkvarter ligger i London, kunne den 12. januar fortælle, at talsmanden for Ahlu Sunna Waljame havde fortalt, at Sheik Ahmed Mohamed Islam, ”kendt som Madobe” havde tilsluttet sig Ahlu Sunna Waljame.

”Sheik Ahmed Madobe er leder af Raskamboni brigaden, som var allieret med Hizbul Islam gruppen under ledelse af Sheik Hassan Dahir Aweys…

“Ahmed Madobe var ikke tilfreds med det, som vores rivaler gjorde i Lower Jubba, og han har nu besluttet sig for at tilslutte sig de gejstlige i Ahlu Sunna Waljame, sagde talsmanden for ASW, Abu Yusuf”.

Dette ville være et hårdt slag for Hizbul Islam, hævdede Mareeg.

Men allerede den næste dag måtte Mareeg indrømme, at historien ikke var sand. Ahmed Madobe er stadigt med i Hizbul Islam.

Nye tropper til AMISOM?

På et møde i Addis Ababa i den Afrikanske Union havde man ifølge Shabelle fra den 9. junuar vedtaget at forlænge den Afrikanske Unions Mission til Somalia, AMISOMs mandat i et halvt år mere.

”Styrken, hvis første tropper fra Uganda ankom i det tidlige 2007, har været mål for gentagne angreb fra de islamistiske oprørere, der havde dræbt snesevis af soldater”, sagde kommissæren for AU’s freds- og sikkerhedsudvalg, Ramtana Lamamba. på en pressekonference.”

”Det internationale samfund må sætte flere midler til rådighed for den somaliske overgangsregering,” sagde han også.

Missionen mangler 3000 soldater for at komme op på den planlagte styrke på 8000 mand, blev der noteret.

”Lederen af AU-kommissionen, Jean Ping, fortalte, at der var planer om, at Djibouti skulle sende 450 soldater, og at Burundi skulle sende endnu en bataljon med 800 soldater.

Uganda ville også sende endnu en bataljon med hjælp fra USA”.

I øvrigt har en talsmand for Al Shabab advaret om, at repræsentanter for private amerikanske sikkerhedsfirmaer, blandt andet Black Water, nu befandt sig i præsidentpaladset, og at man derfor kunne vente angreb på bl.a. moskeer i et forsøg på at diskreditere de islamiske oprørsgrupper.

E-mail denne artikel