| Vælg kategori: |
USA vil intervenere direkte i Somalia – endnu engang
8. March 2010
Anti-amerikansk demonstration i Mogadishu i november 2006. Foto: STS Somalia:
”Hvad I mest sandsynlig vil få at se, er luftbombardementer og særlige hit and run operationer”, sagde en anonym talsmand for den amerikanske regering, da han af New York Times blev bedt om at kommentere den nye Somalia-politik, som Obama-administrationen har fastlagt, og som vi her gengiver efter det Mogadishu-baserede Shabelle Media Networks referat den 6. marts.
”I flere måneder har amerikanske rådgivere overvåget træningen af somaliske sikkerhedsstyrker, som skal anvendes i offensiven”, sagde talsmanden til avisen”.
Amerikanske C-130 flyvende fæstninger bombede i det sydlige Somalia under invasionen i 2007:
Med offensiven mener talsmanden, den offensiv imod oprørsgrupperne, som den somaliske regering længe har planlagt. Og med amerikanske rådgivere menes der også de private firmaer med lejesoldater, som længe har gjort sig gældende i Somalia.
Foruden luftangreb og direkte landsætning vil den bebudede offensiv også få adgang til det moderne amerikanske satellitovervågningsudstyr, skrev Times.
Den trængte regering kan ikke skjule sin begejstring:
Helikoptere, der kom fra havet, bombede med kemiske våben i Mogadishu under opstanden i foråret 2007:
”Repræsentanter for den somaliske overgangsregering har sagt, at de er i gang med de sidste stadier af deres forberedelser til en stor offensiv mod de islamistiske rebeller i dele af landet”, skrev Shabelle den 7. marts.
”Indenrigsministeren i regeringen (TFG), Sheik Aldulkadir Ali Omar, har holdt en pressekonference i Mogadishu lørdag eftermiddag, og han sagde, at regeringen inden for nogle få dage vil starte sin store krig, hvor regeringen planlægger at overtage kontrollen med den somaliske hovedstad.
Ministeren sagde, at deres vigtigste mål var at genskabe fred og stabilitet i det sydlige Somalia og hovedsageligt i Mogadishu.”
”Fred og stabilitet”? Tja – så sent som den 5. marts kunne Shabelle rapportere om nye interne kampe mellem regeringsmilitser, der ligesom mange af de andre var et resultat af et internt opgør om byttet fra de røverier, den civile befolkning stadig udsættes for i de regeringskontrollerede områder af Mogadishu.
”Ministeren sagde også, at regeringen havde forberedt veltrænede tropper på at tage del i aktionen, og erklæringen kommer samtidigt med, at Washington har sagt, at den vil tage del i kampene og støtte regeringen med krigsfly, logistisk støtte og penge”, sluttede Shabelle.
Ahlu Sunna Waljame
Regeringens store problem er, at den kun kontrollerer nogle få kvarterer i Mogadishu, hvor den er stærkt afhængig af Den Afrikanske Unions ;ission i Somalia, AMISOM. Ganske vist er der også meldinger om, at tanks og andre svære våben er blevet samlet i disse områder, men hvis den bebudede offensiv skal være landsdækkende, er det nødvendigt for regeringen og for USA at få andre med på vognen.
Her har koalitionen, Ahlu Sunna Waljame (ASW), som længe har været støttet af Etiopien og formentlig også af USA, en oplagt kandidat.
ASW er et konglomerat af indbyrdes stridende fraktioner – Sufi-gejstlige, forskellige klaninteresser, hvor klaner og grupper ofte hævder, de kontrollerer de samme områder, samt – ikke at forglemme – de krigsherrer, som oprørerne har frarøvet magten i det sydlige og store dele af det centrale Somalia.
I Galgaduud regionen råder ASW ikke desto mindre over nogle militser, som kan bruges. I Muduq regionen har den tidligere politichef (nu minister for vand og mineraler) krigsherren Abdi Hassan Awale Qeybdid udnyttet sine klanfæller til også at samle en ASW- milits.
Desuden er ASW’s krigsherrer til stede i visse områder af det sydlige Somalia, hvor de kan få direkte hjælp fra etiopiske styrker.
For nogle uger siden underskrev regeringen og krigsherre-fløjen i ASW en magtdelingsaftale i Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Ifølge denne aftale skulle ASW besætte en række vigtige ministerposter herunder posterne som forsvarsminister, som udenrigsminister, indenrigsminister samt posten som minister for forfatningsspørgsmål.
Knapt var aftalen underskrevet, før andre medlemmer af ASW tog afstand fra den, herunder formanden Sheik Omar Mohamed Farah, som med rette frygtede konsekvenserne i retning af at splitte ASW.
Men alt kan åbenbart købes, hvis blot prisen er den rigtige. I hvert fald meddelte Shabelle, at efter forhandlinger ”på topniveau” havde Sheik Omar Farah nu også tilsluttet sig ”magtdelingsplanen”. Man må for forhandlernes skyld håbe, at forhandlingsviljen forplanter sig nedefter til de enkelte militser, som er tiltænkt en vigtig rolle i den nye amerikansk betalte og støttede storoffensiv.
Om magtdelingsplanen også omfatter en yderligere udvidelse af det allerede overdimensionerede parlament med 250 pladser til ASW, som Djibouti-fløjen af Alliancen for Genbefrielse af Somalia fik gennemtrumfet for godt et år siden, er endnu ikke kendt.
Scene fire af en dårlig film
Med den nye amerikanske politik synes det som om, USA er parat til at indspille fjerde afsnit af en bedrøvelig film om sin holdning til Somalia.
Belgiske soldater i aktion under “Restore Hope”!
Første del af filmen blev udspillet, da den amerikansk-ledede FN-mission med det klingende navn – Restore Hope – gik i land ved Mogadishu i slutningen af december 1992. Det erklærede formål med aktionen var at bringe fødevarer frem til de sultende somaliere. Det reelle var at komme militslederen Fareh Aidid til livs.
Det sidste lykkedes faktisk, og igen var penge en stor del af forklaringen.
Et fattigt og relativ ukendt medlem af Fareh Aidids parti, Osman Ato, fik arbejde som chauffør på en amerikansk base. Men ret pludselig blev Osman Ato meget velhavende, og han steg i graderne inden for partiet.
Osman Ato i november 2001. Foto: STS:
Ato blev Aidids næstkommanderende. Aidid blev dræbt i et sammenstød med sin næstkommanderende, hævder bl.a. FN.
’
Men ellers var invasionen en dundrende fiasko. Amerikanerne matte beskæmmet trække sig ud af Somalia efter måneders kamp med de dårligt udrustede somaliske militser.
Optakten til anden del af filmen udspillede sig, da USA besluttede sig for at danne ”Alliancen for Genetablering af fred og mod terrorisme” den 6. februar 2006. Medlemmer af denne alliance var først og fremmest de forhadte krigsherrer i Mogadishu, som også fik masser af penge fra USA.
Meningen med denne alliance var at komme Unionen af Islamiske Domstole (ICU) til livs.
Men resultatet blev det stik modsatte. En folkelig rejsning i Mogadishu i foråret 2006 bragte i stedet ICU til magten, og krigsherrerne måtte overgive sig eller flygte.
Da heller ikke dette forsøg på at knække somaliernes vilje til modstand mod krigsherrerne og deres regering, installeret af det internationale samfund i 2002, lykkedes særligt godt, så man sig om efter en anden løsning for at få væltet ICU – på trods, at ICU faktisk havde bevist sin villighed til at gennemføre betingelsesløser forhandlinger med regeringen.
Scene tre i filmen handler om den løsning, man fandt på ved at lade den etiopiske hær (Somalias arvefjende!) – støttet af USA – angribe Somalia i den sidste uge af december 2006 for definitivt at fjerne ICU. Igen blev aktionen bakket op af FN’s sikkerhedsråd på USA’s foranledning.
I løbet af omkring en uge havde den etiopiske hær fået erobret det meste af det sydlige Somalia og den upopulære præsident Abdullahi Yusuf og hans regering kunne komme til Mogadishu i spidsen for Yusufs relativt veltrænede militser fra Puntland. Men alligevel ridende på ryggen af etiopiske tanks. Et forvarsel om kommende problemer udspillede sig under den folkelig rejsning i Mogadishu fra februar og til midten af april 2007. Denne rejsning blev dog kvalt i strømme af blod, og omkring 700.000 indbyggere fra Mogadishu måtte flygte på grund af bevidste bombardementer af de civile områder.
Efter denne lektie i deres modstanderes hensynsløshed gik oprørerne over til at betjene sig af en guerillataktik, som gradvist trængte den stærke etiopiske hær i defensiven. Og USA og Vesten fandt det derfor nødvendigt at skifte taktik såvel som leder af Somalia.
Man indsatte Den Afrikanske Unions Mission i Somalia – AMISOM – med det formål at hjælpe etiopierne med at beskytte regeringen.
Da det heller ikke hjalp, lod man Abdullahi Yusuf fyre og indsatte i stedet en tidligere leder af ICU, Sheik Sharif Ahmed, som præsident. Men siden Sharif Ahmed blev præsident for godt et år siden, er de regeringskontrollerede området svundet ind i en sådan grad, at det har vakt modstand i krigsherrerparlamentet.
Nu står USA så at sige parat med scene fire – som i høj grad ligner en reprise af de gamle optagelser.
Vil det lykkedes – denne gang?
Det tror ikke alle.
”Etiopierne var i stand til at løbe den Islamiske Unions tropper over ende i løbet at en uge i 2006”, sagde Rashid Abdi fra International Crisis Group til den kenyanske avis, Sunday Nation den 7. marts. ”Men dette viste sig ikke at være nogen sejr, fordi ICU var i stand til at erobre områderne meget hurtigt, da først den etiopiske hær var trukket tilbage”.
Afbrændte etiopiske køretøjer under de somaliske angreb på den etiopiske hær i sommeren 2008:
Ja – og tvunget af oprørerne kan man tilføje.
Abdi sætter også spørgsmålstegn ved værdien og loyaliteten hos de i alt omkring 2.400 soldater, der til stor forargelse for mange organisationer, der beskæftiger sig med at hjælpe flygtninge, er hvervet blandt de desperate unge somaliere i flygtningelejrene i Kenya.
Mens træningen foregår, får de udbetalt løn, og de får lovning på at få endnu mere, hvis de kommer i kamp. Men dels er det sket nogle gange, at så snart de unge bliver klare over, at meningen med træningen er, at de skal sendes til Somalia for at kæmpe imod deres eget folk, er de deserteret.
Og kommer de endelig til Mogadishu, skal de heller ikke regne med nogen løn. Det får andre regeringssoldater nemlig heller ikke. AMISOM’s soldater har ikke fået løn i månedsvis. Nogle af regeringens nye rekrutter får endda for lidt at spise.
Størstedelen af de uhyre summer, som USA, EU m.fl. hidtil har betalt for at holde regeringen oppe er forsvundet i korruption.
De ledende medlemmer af Hizbul Islam tror heller ikke på de storstilede planer om en storoffensiv.
I hvert fald kan Shabelle den 7. marts citere Hizbul Islams viceguvernør for Banadir regionen (som også Mogadishu hører til) for på en pressekonference at sige, at Hizbul Islam er i færd med at sprede deres administration til hele Mogadishu – inklusive de områder, som i dag kontrolleres af regeringen.
Men den største fejl Pentagons generaler endnu engang er i færd med at begå, er at forveksle en konventionel krig med en krig mod guerillastyrker. De fleste militære eksperter går ud fra, at man for at bekæmpe en guerillabevægelse skal råde over en styrke, der er omkring 20 gange stærkere end guerillastyrken.
Dybest set er den somaliske overgangsregering et fremmedelement. Den er dannet i Kenya for at forsvare udenlandske kræfters interesser, ført til Somalia med støtte fra etiopierne og ført til Mogadishu på samme måde. I Mogadishu beskyttes den af udenlandske soldater mod sin egne borgere. Nu er man parat til at føre en ny og omfattende krig i et formentlig forgæves forsøg på redde dens eksistens.
Det eneste sikre er, at det somaliske folks lidelser vil blive mangedoblet, når bomber og heftig ild fra granater og tanks begynder at supplere angrebene på de civile områder, som allerede nu foretages af de såkaldte fredsbevarende styrker.
Etiopiske tanks på Bakara marked i Mogadishu i foråret 2007:

Hvem skal give de sultende mad i Somalia? / Nye kampe i Mogadishu / Nye modsætninger i regeringen Somalia: Regeringens og USA’s offensiv på vej


