/
Vælg kategori:
Afrika
Amerika
Asien
Europa
Foreningen STS
Mellemøsten

Vil den somaliske præsident og handelsministeren trække sig tilbage?

25. March 2010

”Kilder tæt på de somaliske topledere siger, at præsidenten og finansministeren har samlet store pengemidler sammen, der stammer fra korruption, og anbragt dem i europæiske banker. De ønsker snart at trække sig tilbage, idet de vil sige, at de ikke kan klare det voksende oprør. De vil købe hoteller og leve et komfortabelt liv i Europa ved at bruge de penge, som verden har givet til Somalia”, skrev det regeringsvenlige Mareeg Online, der redigeres fra London, den 25. marts.

Mareegs opsigtsvækkende nyhed kommer i en artikel, hvor man også fortæller, at en leder fra Al Shabab under en tale i en moske i Mogadishu har sagt, at Abgaal klanens ledere var vantro.

Abgaal er en af de største enkeltklaner i den store Hawiye klan-familie og den indeholder en lang række kendte personer fra somalisk politik såvel som krigsherrer.

Blandt medlemmerne af Abgaal-klanen finder man Somalias nuværende præsident, Sheik Sharif Ahmed, de to tidligere premierministre Ali Mohamed Gedi og Nur Hassan Hussein, Ali Mahdi Muhammed , som var (klan)præsident for Somalia fra januar til november 1991, Hussein Kulmiye Afrah, der var vicepræsident under Siad Barre, Salad Ali Jelle, der var viceforsvarsminister i regeringen, krigsherrerne Muse Sudi Yallahow, Bashir Raghe Shierer, Omar Finnish og Mohamed Dhere, som først var guvernør i Middle Shabelle regionen og regerede i Johwar for derefter at blive borgmester i Mogadishu og guvernør for Banadir regionen under præsident Abdullahi Yusuf.

Oprørerne har befundet sig i stadig krig med lederne af Abgaal. De har jaget Abgaal klanens militser ud af Middle Shabelle og Johwar, ud af Hiiraan regionen med hovedstaden Beledweyne og har angrebet dem gang på gang i Mogadishu.

Mareeg beskrev også, hvordan Al Shabab (i sin iver efter at udbrede den rette form for islam?) havde ødelagt nogle hellige grave af gejstlige fra Abgaal. Mareeg fortsatte:

”De militantes brutale handlinger kommer, mens lederne af den svage overgangsregering sparer så mange penge som muligt sammen af de penge fra verden, som kommer til Somalia og ikke gør andet end at forsvare nogle få blokke i hovedstaden.

Men håbet om fred er ukendt”, skriver Mareeg lidt stødt.

En afventende holdning

Set på en sådan baggrund er der ikke noget at sige til, at den væbnede opposition holder sig tilbage fra angreb. Man venter formenligt på, at regeringen skal bryde sammen af sig selv, når præsidenten og den begærlige finansminister og vicepræsident, Sheik Sharif Aden, nedlægger deres embede eller af det internationale samfund tvinges til at gå.

Den nylige rapport fra FN’s overvågningsgruppe for Somalia må også have fået alarmklokkerne til at ringe hos de vestlige donorer. I rapporten slås det fast, at regeringens styrker er ”ineffektive, dis-organiserede og korrupte”, og at styrkerne er sammensat ”af uafhængige militser”, som står under kommando af militsernes repræsentanter i regeringen og af officerer, ”der profiterer på krigshandlingerne”.

Den længe bebudede offensiv fra regeringen, de afrikanske såkaldte fredsbevarende styrker og muligvis USA mod oprørerne lader stadigt vente på sig. Der har ganske vist været mindre træfninger mellem regeringssiden og Hizbul Islam i Mogadishu, og i området omkring hovedstaden, Beledweyne, i Hiiraan regionen, tæt ved den etiopiske grænse, har der været sammenstød mellem styrker fra Hizbul Islam og styrker fra Etiopien og Ahlu Sunna Waljame. Ellers er der forbløffende roligt i Somalia.

Også den højt opreklamerede ”magtdeling” mellem regeringen og Ahlu Sunna Waljame, som blev forhandlet på plads i Addis Ababa for nylig, synes at være en fiasko. Der, hvor Sunna-gruppen har sin største styrke, nemlig i dele af Galgaduud regionen, har man i flere områder indført undtagelsestilstand for at tage eventuelle provokationer fra etiopierne og fra krigsherrefløjen i Ahlu Sunna Waljame i opløbet.

Snakken om iværksættelse af en storoffensiv mod oprørerne har sikkert først og fremmest tjent det formål at få pengestrømmen til at fortsætte lidt endnu. Og efterhånden som advarsler indløber synes selv USA at trække følehornene lidt tilbage i retning af direkte støtte til den bebudede offensiv.

I stedet er der nu en tendens til at privatisere krigsindsatsen. Da Uganda for nylig sendte 1200 soldater til Mogadishu – som udskiftning eller forstærkning – blev opgaven løst af det private amerikanske firma DynCorps International, ligesom dette selskab også skal være ansvarlig for udskiftning af AMISOM’s tropper. EU meddelte den 24. marts at et privat vagtkorps på et skib fra den Europæiske Union havde dræbt sine første somaliske pirater.

Det internationale samfunds store fejltagelse

Det var USA, EU, FN, den Afrikanske Union, den lokale sammenslutning af Somalias fjendtlige nabostater – kort sagt næsten hele det internationale samfund – der var ansvarlig for, at Somalia blev udstyret med en regering og et parlament, der bestod af nogle af verdens værste krigsforbrydere og almindeligt kriminelle.

Lige siden har man forsøgt at lokke og at tvinge det somaliske folk til at acceptere denne regering. Men som tiden er gået, bliver det mere og mere usandsynligt, at det nogensinde vil lykkes.

Sætter man en flok forbrydere i spidsen for et land, burde man også have kunnet regne ud på forhånd, at de benytter enhver chance til at berige sig selv. De er aldeles uhæmmede. Selv lønnen til deres egne soldater stjæler de. De giver dem endog ikke tilstrækkeligt med fødevarer.

Til Associated Press sagde Roland Marschal, en Somalia-ekspert fra Centret for Internationale Studier og Undersøgelser, den 21. marts, at de ”militante kan vente på, at regeringens tropper enten begynder at sælge deres ammunition eller simpelthen deserterer, fordi de ikke får betaling eller får tilstrækkeligt med fødevarer”.

I den forbindelse er det en dårlig løsning at sætte sin lid til de afrikanske tropper, som heller ikke har fået betaling længe. De mange penge, som gives ud til dem, forsvinder også i korruption enten i Addis Ababa, hvor AU har sit hovedkvarterer, eller i selve de to afrikanske lande – Uganda og Burundi – der betales for at have tropper i Somalia.

E-mail denne artikel