| Vælg kategori: |
Rejser til og fra Kosova
27. April 2010
Det er ikke kun i det nordlige Europa, man i disse dage kan tale om lukkede luftrum. Luftrummet over serbisk territorium er konstant lukket for alle fly, der vil til Prishtina. Denne konstante lukning af serbisk luftrum for Kosova-destinerede fly skyldes ikke vulkanaske, men modvilje. Derfor måtte også flyet fra Budapest, der bragte mig til Prishtina, flyve en stor omvej.
Ad landjorden er det ikke meget bedre. Skal man som jeg til Sarajevo fra Prishtina med en bus, kan man ikke gå ad den direkte vej mellem de to byer, for så kommer man også ind på serbisk territorium. Den nærmeste vej til Sarajevo går via Montenegro. Målt alene i kilometer, kan turen se overkommelig ud. Men da det meste af Montenegro består af stejle bjerge, så er det ikke så ligetil, som det umiddelbart kan lyde.
Hvis man keder sig – og det gør mange, der rejser med bus – kan man f.eks. give sig til at tælle tunneller, som er særligt talrige, hvor den stærkt snoede hovedvej forsøger at følge floderne, der ligger nær bunden af stejle bjergvægge. På en strækning på omkring fem kilometer nåede jeg op på at tælle 44 tunneller, indtil det også blev kedeligt.
Man kan også følge med i de musik- og underholdningsprogrammer, som bussen fra Prishtina og til Montenegros hovedstad, Podgorica, underholdt passagererne med det meste af vejen, Men hvis ikke, man forstår albansk eller er en ynder af den ensformige musik, der udsendes af Tv-stationer som TMC, så er dette en form for underholdning, man helst ville være foruden,
Turen til Podgorica startede kl. 14.25 med en bus fra Albatros-rejser og var planlagt til at være afsluttet ved 2-tiden den næste morgen. NB – hvis ikke noget går galt, som det sædvanligvis gør.
I hvert fald punkterede vores bus på det venstre forhjul, og da donkraften ikke virkede, tog det omkring to timer at få forhjulet udskiftet. Da vi også var blevet yderligere forsinket af Kosovas og Montenegros paspoliti, så nåede vi først frem til Podgorica ved sekstiden næste morgen. Da alle også synes at være i tvivl om, hvornår der gik en bus til Sarajevo, måtte jeg indkvartere mig på hotel Evropa.
Albin Kurti er godt bekendtskab
Men i øvrigt viste det sig at være en stor fordel at kende Albin Kurti. En medpassager, der talte engelsk og var en stor sympatisør af Albin Kurti, sagde, at jeg kunne overnatte hos ham, hvis jeg ville. En anden medpassager – en Kosova-albaner, som havde arbejdet i Tyskland og som derfor kunne tale tysk – hjalp mig på forskellige måder.
Da bussen var blevet stærkt forsinket på den planlagte rute, havde den så travlt med at komme ud af Podgorica, at den for af sted uden at bekymre sig om min bagage. Min nye ven fik fat i en taxa, som drønede af sted efter bussen, som var nået temmelig mange kilometer væk. Mine vigtige papirer og andet indhold i bagagen blev reddet fra at forsvinde og bagefter hjalp vennen mig med at finde et billigt hotel, hvor jeg kunne overnatte.
Manden, der ikke måtte komme ind i Republika Srpska
En bus til Sarajevo ville afgå kl. 14.35, sagde receptionisten på hotellet efter at have telefonisk at tjekket personalet på busstationen. Og det gjorde der faktisk.
Denne bus havde ingen problemer med at køre. Den standsede endda mange steder undervejs for at tage nye passager op.
I en større by samlede bussen blandt andet en passager op, hvis udseende afveg fra det almindelige udseende hos Montenegros og Bosniens andre unge mennesker. I modsætning til næsten alle andre unge mennesker, jeg har truffet i disse egne, havde den nye passager ladet sit hår farve. Han bar snævre bukser, en snæver trøje og en ring i det ene næsehul – en type, der er let ses på vore breddegrader, men bestemt ikke i Montenegro eller i Bosnien.
Ved ankomsten til paskontrollen ved udrejsetoldstedet fra Montenegro kastede paspolitiet sig over den unge mand. Al hans bagage blev minutiøst gennemgået – selv en racercykel blev slæbt ud af bagagerummet og undersøgt.
Undersøgelsen varede i omkring to timer, og passagerer fra vores bus og fra andre busser fulgte med en vis sympati med i, hvad der ville ske med den unge mand. Til sidst fik han dog lov til at stige ind i bussen igen – der nu kunne fortsætte ca. 100 m. frem til toldstedet ved indkørslen til Bosnien-Hercegovina.
Ved denne grænsestation stod der et stort blåt EU-skilt med teksten ”Bosnia-Herzegovina, Agency of the European Union”.
Men i modsætning tidligere gange, jeg har krydset grænsen til Bosnien-Hercegovina, stod der ikke ”Velkommen til Bosnien-Herzegovina”, men ”Velkommen til Republika Srpska”.
Men det var en tekst, der viste sig at have sine begrænsninger. Efter at have kastet et hurtigt og fjendtligt blik på vores nye ven og taget hans papirer med, blev han af Republika Srpskas paspoliti beordret ud af bussen, sammen med alle sine ejendele. Det sidste glimt vi fik af den unge passager var et fortvivlet ungt menneske, der sad med sit hoved mellem sine hænder i midten af ingenmandsland mellem de to lande.
Den ubehagelige oplevelse påvirkede alle i bussen. Folk talte dæmpet sammen. En midaldrende kvinde bød på slik til alle.
Efter køreplanen skulle vi være nået frem til Sarajevos busstation kl. 18.30. Vi nåede først frem ved 9 tiden.
(Offentliggørelsen af denne rejseskildring er også blevet forsinket på grund af manglende Internetforbindelse på Balkan.)
Vagn Rasmussen.
Otte skibe vil snart sejle med forsyninger til Gaza Somalia: Upålidelig ro vender tilbage til Mogadishu / Regeringstropper deserterer