/
Vælg kategori:

Somalia skal have ny premierminister – (eller skal det?)

18. May 2010

Den stadigt skærpede uenighed i det somaliske parlament og i regeringen, nåede søndag et nyt foreløbig klimaks, da den hidtidige regering under premierminister Omar Abdirashid blev erklæret for afsat af præsident Sheik Sharif Ahmed, som erklærede, at han vil udpege en ny premierminister.

Afsættelsen fandt i første omgang sted under det første møde, parlamentet har haft i lang tid. Under et angreb fra oprørsstyrkerne mødtes parlamentet til et møde i den restaurerede parlamentsbygning, hvor formanden for parlamentet, Adan Madobe, fremlagde et forslag om at afsætte premierministeren på grund af uduelighed.

Men ingen kan med sikkerhed udtale sig om, hvad der egentlig skete, for ”parlamentarikere”, der var utilfredse med formanden, råbte så højt, at man ikke kunne høre, hvad han sagde. På en senere pressekonference sagde Madobe imidlertid, at et overvældende flertal i forsamlingen havde stemt for afsættelsen.

Noget senere forlød det, at et flertal også havde stemt for afsættelsen af Madobe som formand for parlamentet. Og at premierministeren ikke ville bøje sig for beslutningen.

I hvert fald har han senere meddelt, at han trækker sig tilbage frivilligt og at han havde meddelt præsidenten sin beslutning. Efter denne tilbagetrækning meddelte Sheik Sharif Ahmed – iøvrigt på en pressekonference, hvor også den afgående formand for parlamentet talte, at han ville udpege en anden premierminister så hurtigt som muligt.

Så medmindre det lykkes for premierministeren at samle opbakning bag sin person, så bliver resultatet, at Somalia får en ny premierminister. Men at den interne kævl betyder en svækkelse af regeringen og er til fordel for oprørerne, er der ingen tvivl om.

Mulige forklaringer

I en artikel med titlen ”Somalias regering mister sine soldater” i Media Line, skriver Benjamin Joffe-Walt bl.a.:

”Bashir Goth, somalia-analytiker og tidligere redaktør af Awdal News, siger, at en af grundene til, at overgangsregeringen ikke kan betale løn til sine soldater, er korruption. ”I må huske på, at de fleste repræsentanter for regeringen er folk fra diaspora, som var arbejdsløse i deres gæstelande”, sagde han til Media Line. ”Deres eneste formål med at tilslutte sig regeringen er at tjene så mange penge, de kan. Alle ved, at tidligere medlemmer af overgangsregeringen, inkluderet tidligere premierminister Ali Mohamed Gedi, som underviste tandlægeelever, før han blev premierminister, nu ejer mange værdier”.

Det samme billede går igen i filmen ”Warlords next Doors” fra det britiske kanal 4. En af de mest berygtede krigsforbrydere i Mogadishu, hvor dele af filmen er optaget, var chauffør og pakkede ærter for et engelsk supermarked, før han blev udnævnt til general og tog til Mogadishu på opfordring fra Somalias nu afsatte præsident, Abdullahi Yusuf.

Garowe Online mener, at ændringen har meget at gøre med, at en undersøgelseskommission i parlamentet har beskyldt finansminister Sheik Sharif Aden for at svindle med de penge, som donorlandene sender til Somalia foruden, at han antages for at være ansvarlig for, at der er trykt nye pengesedler, der alene i trykkeudgifter løb op i adskillige millioner dollars.

De første nye penge kom til Mogadishu med et særfly den 15. De er anderledes end de gamle somaliske shillings. Regeringen håber at kunne distribuere dem til sine repræsentanter og også til militæret. Problemet er dog, at de handlende har nægtet at tage imod dem som betaling for varer.

”Rapporter indikerer, at finansministeren hemmeligt har delt penge ud (formentlig dollars eller gamle somaliske shillings) for at opmuntre parlamentsmedlemmerne til at presse på for afskedigelsen af parlamentsformand Sheik Aden Mohamed ”Madobe”, skrev Garowe Online den 10. maj.

”Adskillige lovgivere har argumenteret for, at formandens periode var udløbet, og at de ønsker nye valg, som Sharif Aden efter rapporter støtter.

Svindleriet med pengene har gjort det vanskeligt for den svage regering at betale løn til lovgiverne, tropperne og de ansatte.

I marts 2009 blev mere end 16 millioner dollars indefrosset i Malaysia, da det kom frem, at de tilhørte finansministeren. Pengene skulle efter planerne have været overført til europæiske konti”, slutter Garowe Online.

Mange forventer i øvrigt, at den nye premierminister bliver krigsherren Qanyare, som i modsætning til den forrige er fra Mogadishu.

Voldsomme bombardementer

”Mindst 25 mennesker er dræbt og 50 andre er sårede, da heftige bombardementer rystede den somaliske hovedstad, Mogadishu søndag, rapporterer Garowe Radio”.

Sådan skrev Garowe Online den 16. maj og fortsatte:

”Bombardementerne udbrød efter, at oprørerne med morterer havde angrebet et område, der huser det somaliske parlament, hvad der fik den afrikanske unions tropper og regeringsstyrker til at fyre granater af mod det nordlige Mogadishu.

Det berømte Bakara marked fik sin andel af bombardementerne, som kostede dræbte og sårede”.

Andre nyhedsmedier fortalte, at dele af markedet kom i brand, og at også nogle forretningsmænd mistede livet.

Efter et tidligere bombardement den 14. maj, som kostede over 20 dræbte og omkring 50 sårede angreb talsmanden for den store Hawiye klan AMISOM for at bombardere de civile områder.

Al Shabab henter forstærkninger

Mareeg fortalte den 15. maj, at omkring 750 nyuddannede og stærkt bevæbnede militser, der var trænet i det sydlige Somalia, var ankommet til Mogadishu.

Mandag holdt Al Shababs guvernør for Banadir regionen, som også omfatter Mogadishu, en tale, hvor han opfordrede befolkningen til ikke at tro de politikere, der kæmper mod hinanden, for det viser, at de ikke bekymrer sig om det somaliske folks skæbne.

Guvernøren sagde også, at han vil opfordre Al Shababs militser til at gå til angreb på de sidste lommer, som regeringen kontrollerer.

Aftalen med Ahlu Sunna Waljame

Det medvirker også til at skærpe den interne magtkamp, at regeringen har indgået en aftale med det etiopisk støttede Ahlu Sunna Waljame – oprindeligt en styrke med rod i Sufi sekten, men i stigende grad et tilholdssted for de krigsherrer, som har mistet deres magt til Al Shabab og Hizbul Islam.

Ifølge aftalen skal Ahlu Sunna Waljame besætte en række regeringsposter, som andre så må forlade.

En af dem, der er blevet gået, er den tidligere statsminister for forsvar, Yusuf Mohamed Siyad Indhi-adde, som var guvernør for Lower Shabelle regionen, indtil han mistede magten til Al Shabab og i mindre udstrækning til Hizbul Islam.

Det er han selvfølgelig sur over.

På en pressekonference beskyldte han den afgående premierminister for at være ansvarlig for situationen, som den havde udviklet sig.

Ifølge Shabelle sagde Indi-adde, at han aldrig havde bestemt over ministeriet for forsvar, men at det var premierministeren, der havde bestemt, og at han havde gjort, hvad der passede ham.

”For fire dage siden led vi nederlag i Hodan-distriktet, fordi soldaterne ikke fik de våben fra AMISOM, de havde bedt om”. Det var den tidligere premierminister, der ikke mente, ”at de kæmpende soldater skulle gives nogle våben”, sagde den tidligere statsminister for forsvar.

Så mens nederlaget truer, forsætter de interne magtkampe i regeringen.
Indhi-adde og Sheik Sharif Aden fotograferet af STS i august 2005:

I øvrigt er der grund til at betvivle effekten af den indgåede aftale mellem regeringen og Ahlu Sunna Waljame, for i det område, hvor Ahlu Sunna hidtil har stået stærkest, nemlig i Galgaduud regionen nord for Mogadishu, har lederen af Ahlu Sunna vendt sig imod aftalen.

Billeder fra parlamentets møde:



E-mail denne artikel