| Vælg kategori: |
Colombia: Hvem vandt egentlig?
18. July 2010
I juni var der præsidentvalg i Colombia. Juan Manuel Santos, den ekstreme højrefløjs kandidat, har vundet med 69 % af stemmerne, sagde man. Men det er en sandhed med meget store modifikationer, hævede Colombia-eksperten og folketingskandidat for Enhedslisten, Christine Lundgaard på sin blok på Modkraft, som vi har ”lånt” og bringer her:
Colombia: Hvem vandt egentlig?
–Alle skulle prøve at sidde i fængsel, sagde Emiliano bestemt.
Jeg var bare ude med et par venner i La Villa. Men manden her var ikke ude på smalltalk.
–Nu ved jeg, jeg aldrig vil være i stand til at angive mine kammerater, lige meget hvad der sker. Jeg kender mig selv rigtig godt kan du tro. Det skulle alle prøve.
Emiliano fortalte han har brugt sit liv på at organisere bananarbejdere ved Colombias stillehavskyst. 30 år har han arbejdet i fagforeningen. Nu var han et stykke tid i Venezuela, mens han prøvede at komme sig over sit livs værste gang tæv.
-De vidste hvem jeg var, de vidste alt om mig, sagde han. –De ville ha navne fra fagforeningen. Hvem står for det og det og det. Jeg gav dem ikke ét. Ikke ét! sagde han og holdt mit blik fast.
-Var det derfor de lod dig gå? spurgte jeg.
-De lod mig ikke gå, de lod mig ligge, svarede Emiliano. – De troede jeg var død og det troede jeg også.
Danske fagforeningsfolk vil stoppe aftale
De fleste fagforeningsledere, der bliver angrebet af paramilitære grupper i Colombia, bliver ikke tævet, men skudt. Sidste år blev 39 fagforeningsledere slået ihjel af dødspatruljer, og mange flere blev truet og tvunget til at gå under jorden.
Derfor knokler danske fagforeningsfolk for at støtte deres colombianske kammerater. Lige nu prøver de at stoppe en frihandelsaftale mellem EU og Colombia, sammen med faglige organisationer fra Europa og resten af verden. EU-komissionen har frihandelsaftalen med Colombia klar og vil med den sende et skulderklap herfra til regimet derovre. I Danmark betyder det nok at Europaudvalget inden længe blåstempler aftalen, uden videre debat.
Men det er lykkedes de faglige græsrødder at overbevise en del EU-parlamentarikere om at stemme imod når aftalen skal igennem parlamentet. De vil alligevel ikke stemme for mere handel med Colombia, når Colombias faglige LO inderligt beder dem om at lade være.
Samtidig holder de paramilitære chefer fest i Colombia. De har lige vundet præsidentvalget. Juan Manuel Santos, den ekstreme højrefløjs kandidat, har vundet med 69 % af stemmerne, siger de. På en måde passer det. De har selv sørget for det gode resultat, med trusler, massiv militær tilstedeværelse, gaver, afpresning og stemmefalskneri. Hvis ellers dette valg er gået som valg i Colombia plejer. Og som det er blevet grundigt dokumenteret ved de sidste valg, som den nuværende præsident Uribe officielt har vundet.
Tillykke til venstrefløjens kandidat
Gloria Inés Ramírez (th) fra centrum-venstre-alliancen PDA har selv overlevet et attentatforsøg. Fredsmægleren Piedad Córdoba (tv) har tidligere været kidnappet af paramilitære grupper. Begge opfordrede til ikke at stemme ved valget d. 20. juni.
Men om Santos har vundet valget, afhænger af øjnene der ser. På en måde var det venstrefløjens kandidat der vandt. Jeg ved ikke om jeg skal sige tillykke.
Venstrefløjen opfordrede nemlig til slet ikke at stemme på valgdagen, for de vil ikke legitimere et valg de mener er udemokratisk. Et flertal på 60 % af colombianerne fulgte den opfordring. Nogle fordi de ikke ønsker sig nogen af de højreorienterede kandidater til at lede landet. Nogle fordi de blev truet fra at stemme. Andre fordi de ikke havde råd til bussen ind til valgstedet, eller fordi de tænker at borgerkrigen kommer til at fortsætte mange år endnu.
Santos, som lige nu bliver fejret af højreekstreme kræfter verden over, har altså – ifølge det officielle resultat – fået stemmer fra en tredjedel af Colombias befolkning.
Oppositionen: Bliv hjemme
-Venstrefløjen og andre demokratiske kræfter i samfundet har ikke nogen at stemme på, forklarer senatoren Gloria Inés Ramírez fra centrum-venstre-alliancen Polo Democrático.
-Vores eneste mulighed er at protestere mod de to reaktionære kandidater og blive væk fra valget d. 20. juni, forklarer Ramírez som er tidligere leder af Lærernes Forbund i Colombia og selv har været udsat for et attentatforsøg.
-Valgobservatørerne fra Colombias Valgmission melder allerede om hundredvis af sager om valgsvindel, fortæller en anden af oppositionens frontfigurer, Piedad Córdoba, socialdemokratisk fredsmægler.
-Vi der ønsker fred i Colombia må bare fortsætte arbejdet med at finde en fredelig løsning på krigen, siger Córdoba. -Lige meget hvad præsidenten hedder.
Paramilitær fest
Colombias kommende præsident har været en af præsident Uribe´s nærmeste medarbejdere. Han, Santos, er lige nu anklaget for krigsforbrydelser af nabolandet Ecuador, fordi han som forsvarsminister var hjernen bag Colombias militære angreb ind i Ecuador for to år siden, hvor mere end 20 mennesker blev dræbt. Santos er også hovedperson i en af regimets værste skandaler, sagen om de såkaldte ”falsos positivos” – ”falske beviser”.
Sagen handler om at Colombias hærchefer, for at pynte på krigsstatistikken, har bortført unge mennesker fra storbyens slumkvarterer, slået dem ihjel og klædt dem ud i guerillatøj, for at fremvise dem som oprørere dræbt i kamp.
Egentlig var det meningen at præsident Uribe selv skulle tage en periode mere, og ikke overlade scenen til Santos. Men Uribe sidder endnu mere i til halsen med skandaler og risikerer at trække mange flere toppolitikere med i faldet. Den fængslede paramilitære chef Mancuso siger hans organisation sidder på en tredjedel af pladserne i Colombias kongres.
Ifølge Amnesty har 80 colombianske parlamentarikere muligvis paramilitære forbindelser.
Og så er Uribe belastet af sagen om sin nære ven, chefen for det hemmelige politi, som selv udarbejdede de sorte lister over fagforeningsfolk, som de paramilitære bødler siden skulle rydde af vejen.
Præsidenten ejer medierne
Det er ikke kun fagforeningsfolk regimet er ude efter. Det er også organiserede studerende, bønder og oprindelige folk, som taler regeringen imod. De colombianske magthavere gør hvad de kan for at udrydde deres organisationer. Men jeg tror ikke det vil lykkes. De studerende i Colombia har held med at vinde international støtte for tiden. I Europa er der en spirende solidaritet i gang; mest af alt fordi danske studerende gør et fantastisk arbejde for at sætte Colombia på dagsordenen.
Og de sidste par år er en bred fredsbevægelse vokset frem i Colombia, som beder europæiske organisationer bakke op om kampen for en ny fredsproces. I Danmark har Enhedslisten lige sluttet op om initiativet.
Det er jo godt at vide, men hvad skal man ellers bruge information om et fjernt sydamerikansk land til? Mens jeg siger at Colombias nye præsident og regering kan sammenlignes med Pinochets styre i 80ernes Chile, siger andre at godt nok er der problemer i Colombia, men det går vel den rigtige vej. Hvad skal man tro? En god idé er at tjekke hvor informationerne kommer fra. Tjek kilderne, næste gang der står i din avis at Colombias præsident er utroligt populær, eller at mere militær og ”sikkerhed” er det colombianerne vil have:
Juan Manuel Santos er medlem af Colombias mest magtfulde familie. Den ejer de vigtigste af Colombias medier, bl.a. Colombias eneste landsdækkende dagblad ”El Tiempo” og det toneangivende ugebrev ”Semana”. De er vant til at sidde tungt på nyhedsstrømmen ud af Colombia, de er dygtige til at kommunikere med internationale medier og tager jævnligt på charmeture rundt i Europa. Det nye er at Santos-familien har solgt aktiemajoriteten i deres avis til den spanske mediegigant Prisa. Prisa udgiver også den spanske avis El País.
Så nu har vi en stærk alliance mellem en af Europas vigtigste formidlere af nyheder fra Latinamerika til dansk presse – og Colombias absolutte elite. Det er meget få alternative nyheder der når Europa og Danmark uden om det maskineri. Nyheder er også en vare. Men der står ikke på dem, hvordan de er produceret og hvad de er tilsat.
Hvad gør vi for at få mere nuanceret information fra Colombia og andre brændpunkter frem i danske medier?
SOMALIA - sådan som STS International Solidarity ser det Brevveksling med udviklingsministeren