| Vælg kategori: |
Somalia: Kamphandlingerne spredes mod nord
20. August 2010
Den halvt selvstændige republik Puntland i Somalias nordlige hjørne har indtil nu været forskånet for særligt mange krigshandlinger. Men det ser ud til at være slut nu. For tiden kæmper soldater fra Puntlands hær en meget hård kamp med en islamisk gruppe, ledet af Sheik Mohamed Said Atom.
Atom tilhørte Unionen af Islamiske Domstole, som regerede i det meste af Somalia i 2006, indtil den blev jaget på flugt af de etiopiske styrker.
Mens Puntlands regering fremstiller Atom som en krigsherre, der samarbejder med Al Quada, så fremstiller andre konflikten på en helt anden måde.
Kampene er koncentreret om området ved Galgala-landsbyen, i et bjergområde tæt ved havnebyen Bossaso, og hvorfra man kan overvåge hele Bossaso, som er Puntlands vigtigste kommercielle by.
Ali H. Abdulla har været i Galgala. I artikler, som blandt andet er offentliggjort på Hiiraan Online, beskriver han Galgala som en by, der på grund af højden har et behageligt klima, og som er berømt for sin skønhed ved bredden af en stor sø, og hvor indbyggerne er fredelige og gæstfri mennesker.
Om Puntlands nye regering uder Farole skriver Abdulla:
”Farole og hans nydannede krigskabinet fortjener at blive sat under anklage i Haag for forbrydelser mod menneskeheden. Krigen i Galgala er en fortsættelse af en krig, som blev startet under Faroles forgænger, der prøvede at bruge udenlandske selskaber med henblik på at finde mineraler i Majayahan uden, at de lokale indbyggere godkendte eller vidste noget om det. Mange mennesker døde under denne konflikt.
I fraværet af en føderal struktur, der regulerer udnyttelsen af naturressourcer i Somalia ved hjælp af regionale administrationer, har disse administrationer ingen ret til foretage undersøgelser efter olie og andre mineraler uden, at den svage føderale regering, som undergraves af ekstremister og de lokale administrationer, har givet sit samtykke til det eller ved noget om det.
Konflikten i Galgala har intet med islamitisk ekstremisme at gøre. Den drejer sig om en lokal befolkning, der vil forsvare sine ressourcer mod udnyttelse af grådige individer og fremmede selskaber. Det drejer sig om mineralressourcer, der kan sammenlignes med de blod-diamanter, som har bragt Charles Taylor til Haag”.
Abdulla hævder også, at Puntlands berygtede sikkerhedsstyrker i Puntlands efterretningsvæsen, er betalt fra udlandet. At Puntlands regering har arbejdet hånd i hånd med den etiopiske regering, har også været kendt længe.
Deportationer, fyringer, angreb på pressefriheden og fængslinger
Billedet af Puntland som en fredelig og demokratisk provins har fået et alvorligt knæk.
For at gøre klar til de kommende angreb på oppositionen til Faroles regime, begyndte man en massedeportation af somaliere, der havde søgt tilflugt i Puntland fra de krigshandlinger, der udspiller sig i det sydlige Somalia.
Dette vakte stor vrede fra klaner i det sydlige Somalia, blandt andet den store Hawiye klan. Deportationerne blev også fordømt af FN.
Tre parlamentsmedlemmer blev smidt ud af parlamentet under mistanke for at samarbejde med oppositionen. En leder af en radiostation, der samarbejdede med Voice of America, blev idømt seks års fængsel for at have været så formastelig at interviewe Atom, som er med til at koordinere den militære modstand imod regimet. Det har sammenslutningen af somaliske journalister protesteret imod.
Nogle dage senere forbød Puntlands regering alle aviser og radiostationer at referere oppositionelle gruppers udtalelser eller at interviewe dem.
Ikke desto mindre udtrykker den vestlige presse store bekymringer. Man understreger den militære svaghed hos Puntlands regering og frygten for, at den kan blive væltet af en opstand, som ikke er forbi, mens dette skrives.
Hvad blev der af forstærkningerne til AMISOM?
Trods de mange taler og de mange løfter, der blev afgivet på AU’s nylige møde i Ugandas hovedstad, Kampala, kniber det gevaldigt med at øge antallet af tropper til AMISOM. De lovede to divisioner fra Uganda er endnu ikke dukket op. Det er de nye tropper fra Burundi heller ikke. Tropperne fra Guinea, som beskyldes for at have begået alvorlige krigsforbrydelser, er heller ikke dukket op. Djibouti har ikke sendt de lovede tropper, og kontinentets stærkeste stat, Sydafrika, som man ellers havde næret store forventninger til, tenderer imod at afslå indbydelsen til at sende tropper, hvis man da skal tro FN’ nyhedsbureau IRIN.
Derimod kom den etiopiske diktator, Meles Zenawi, for ganske nylig med en interessant oplysning, der afpeljer, hvor desparet situatonen er. Det kunne faktisk tænkes, at den etiopiske hær ville vende tilbage til Mogadishu – i det ”helt usandsynlige tilfælde”, at de blev nødt til at hjælpe AMISOM med at blive evakueret.
Brug for 40.000 soldater
Men de omkring 6000 soldater, som AMISOM stadigt råder over, er ikke nok.
”Den afrikanske unions mission til Somalia (AMISOM) har brug for 40.000 tropper for at få jobbet gjort”, skrev New Vision i Uganda den 19. august.
”Denne stærke melding kom torsdag fra kommandant, generalmajor Mugishi, fra AMISOM’s Uganda-kontingent ved AMISOM’s hovedkvarter i Mogadishu, da han skulle briefe kommandanten for Landstyrkerne general Katumba Wamale og medlemmer af de diplomatiske missioner.
Opfordringen til denne enorme øgning kommer på et tidspunkt, hvor AMISOM-missionen i Somalia fortsætter kampen for at øge styrken til 8.000. Til dato er der kun 6.000 tropper fra Uganda og Burundi beskæftiget i Mogadishu-området. Medlemmer af AU, såsom Ghana og Nigeria, har lovet at hjælpe, men har endnu ikke sendt de nødvendige tropper til forstærkning.
Ifølge general Migisha var den oprindelige styrke tilstrækkelig for tre år siden, fordi Al Shababs krigere var få og relativt dårligt organiserede og manglede kapacitet til at yderligere at destabilisere Somalia. Men situationen har forandret sig, eftersom mere hårdnakkede krigere fra Irak og Afghanistan har tilsluttet sig kampen, hvad der resulterer i en mere omfattende og sofistikeret front mod den somaliske overgangsregering, som ledes af præsident Sheik Sharif Ahmed”.
Men bortset fra at generalen mangler 32.000 soldater, så går det godt – (”fru kammerherreinde”). Generalen hævder, at AMISOM kontrollerer 8 ud af Mogadishus 16 distrikter og for øjeblikket arbejder på at kontrollere endnu fire distrikter.
Den amerikanske somaliaekspert Michael Weinstein giver i sin rapport fra den 17. august et billede af, hvordan mange krigshandlinger foregår i Mogadishu, idet han citerer kilden Seeko:
”Regeringens styrker rykker ofte ud fra deres baser om morgenen for at udføre operationer. Sommetider erobrer de positioner, som holdes af Al Shabab, og derefter vender de tilbage til deres baser for at tygge det mildt euforisende stof khat, mens Al Shabab vender tilbage. Seeko gentager de vedvarende rapporter om, at de ubetalte regerings- og politisoldater er demoraliserede, ofte kæmper imod hinanden og røver civile til fordel for dem selv og deres familier”.
Der foreligger heller ikke noget om, at AMISOM har fået større lyst til at forlade deres baser.
Hvad blev der af soldaterne?
Den tyske radiostation Deutshe Welle skrev i sin engelsksprogede netudgave den 30, juli, at Tyskland i 2009 havde brugt 1 million dollars på at lade den etiopiske hær træne omkring 1000 tropper til den somaliske hær og at udstyre dem med våben.
Efter at de nye soldater havde forladt Etiopien, har ingen hørt noget til dem. Man frygter, at mange af dem har tilsluttet sig til oprørerne og taget deres våben med sig. Eller simpelthen solgt våbnene til oprørerne for at overleve.
Denne historie gik videre til andre tyske medier.
Den 8. august advarede Deutshe Welle imod at sende flere tropper til Somalia, fordi det kunne give bagslag. Det er en bekymring, som er vidt udbredt blandt eksperter i somaliske forhold. Den bekymring synes New York Times at dele:
”Jeg kan ikke forestille mig nogen værre beslutning end blot at fortsætte den bankerotte politik med at sende flere ”fredsbevarere” til Somalia, hvor der ikke er nogen fred at forsvare, og at fortsætte med at beskytte et regime, der ikke har noget håb om nogensinde at komme til at regere det sydlige og centrale Somalia endsige hele landet”, sagde Peter Pram, som er vicepræsident i den Nationale Komite for Amerikansk Udenrigspolitik den 28. juli til New York Times’ Jeffrey Gettleman.
”Mange analytikere argumenterer for, at det vil være bedre at trække alle fredsbevarere ud, at lade overgangsregering gå under og at lade Al Shabab overtage landet, hvad der så vil gøre det muligt for klanmilitser og forretningsfolk at rejse sig for at styrte dem. Resultatet, hævder analytikerne, kan blive dannelsen af en regering, der er mere organisk og derfor mere langvarig end en regering, som er afhængig af udenlandske magter for at eksistere”.
Mens disse ting foregår uden for den vigtigste kampzone i Mogadishu så fortsætter Al Shabab og Hizbul Islam sine næsten daglige angreb på regeringssoldater og AMISOM, som svarer igen med voldsomme bombardementer af civile områder – ikke mindst Bakara marked, men også flygtningelejre, hvor der også formodes at være oprørere.
Særligt efter Ramadanen er angrebene blevet forstærket og intet tyder på, at de vil holde op. Regeringen og AMISOM er fortsat i defensiven.
Fagforeningsledere fængslet i Bangladesh DERFOR LAVER STS EN LANDSINDSAMLING