/
Vælg kategori:

STS skriver til Politiken

30. August 2010

Til Politiken

Vibeke Sperling har fuldstændig ret, når hun i dagens leder skriver, at det bedste forsvar mod naturkatastrofer er, at man bekæmper fattigdommen i verden.

Men hvad betyder det i grunden? Skal fattigdommen bekæmpes ved, at man sender nogle flere penge og holder lidt bedre øje med dem? Eller betyder det, at vi skal støtte de organisationer i de fattige lande selv, som ønsker at gøre situationen bedre.

Her i landet og de fleste vestlige lande er det anerkendt, at lønmodtagerne har ret til at danne faglige organisationer, som kan aftale løn- og arbejdsvilkår med arbejdsgiverne.

Men det er det ikke i mange såkaldte u-lande, som vestlige firmaer i øvrigt i stigende grad flytter deres produktion til for at udnytte den billige arbejdskraft. I lande som Bangladesh og Pakistan betyder involvering i fagligt arbejde meget store og personlige risici for de fagligt aktive.

I STS International Solidarity kender vi bedst til situationen i Pakistan, hvor vi har samarbejdet med faglige kræfter i omkring fem år.

Deres problemer kan jeg bedst (og lettest) beskrive ved at sende jer en kopi af en mail, vi for nylig sendte Danmarks Lærerforening, hvor vi bad om et beløb til vores indsamling til fordel for dem:

”Til Danmarks Lærerforening

Hvis DLF har tænkt sig at støtte ofrene for oversvømmelsen i Pakistan, håber STS International Solidarity, at I (også) vil betænke den landsindsamling, STS har sat i gang.

Man kan indbetale et beløb til vores indsamlingskonto i Andelskassen Merkur. Nummeret på kontoen er: 8401 33 70 592. Penge kan også indsættes på girokonto nr. 069 2921, men i så fald bedes man betegne indbetalingen med ”oversvømmelse”.

Begrundelse

Modtagerne af støtten vil være en ad hoc-komite, Labour Relief Campaign, LRC.

Den vigtigste kraft bag LRC er Labour Education Foundation (LEF), der består af 28 faglige og politiske organisationer. Herunder en ikke-forhandlingsberettiget lærerorganisation, to faglige landsorganisationer, kvindeorganisationer og en komite, der omfatter 22 bondeorganisationer.

(Det skal bemærkes, at langt den overvejende del af jorden i Pakistan ejes af store godsejere – en vigtig jordbesidder er i øvrigt hæren – så flertallet af pakistanske bønder er jordløse og nogle må endda arbejde under feudale betingelser.)

STS har samarbejdet med LEF i fem år, hvor organisationen har vist sig at være både effektiv og pålidelig.

Det, der udløste vores beslutning, var en appel, vi for nylig modtog fra lederen af LEF, Khalid Mahmood.

Appellen kan i sin helhed læses på vores hjemmeside på engelsk:

http://intersol.dk/intersol/english_articles/1849/more-than-12-million-people-suffering-from-floods-in-pakistan

En forkortet dansk udgave med kommentarer kan læses her:

Appel: HJÆLP OFRENE FOR OVERSVØMMELSERNE I PAKISTAN

Støtte til faglige bevægelser

LEF blev dannet i 1993 med støtte fra blandt svenske faglige organisationer og Oluf-Palme-instituttet. Siden da har LEF medvirket til og støttet dannelsen 21 nye faglige organisationer.

På grund af love og forordninger, der går tilbage til militærdiktaturets tid er kun 2.5 procent af en arbejdsstyrke på 45 millioner mennesker medlem af faglige organisationer, og kun 1,4 procent har ret til forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår.

Den 6. august 2010 sluttede en langvarig og blodig strejke blandt tekstilarbejderne i Pakistans tredje største by, Faisalabad, med en sejr, der omfatter mere end 250.000 arbejdere.

Under denne strejke spillede LEF, Pakistans Arbejderparti og lignende organisationer en vigtig rolle, som man kan se her:

http://modkraft.dk/spip.php?article13760

http://modkraft.dk/spip.php?article13861

Khalid Mahmoods synspunkter (på skolevæsnet i Pakistan, på faglige foreninger, den pakistanske regering og Taliban m.m.) vil i forvejen være kendt af mange i DLF jf. interviewet fra hans besøg i folkeskolen.dk i 2009:

http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=59778

Khalid vil i øvrigt snart komme på besøg igen. På en rejse, der også går til LEF’s kontakter i Sverige, vil han besøge STS den 15. og 16. september. På baggrund af den nylige succes med strejken i Faisalabad, oversvømmelser m.m. vil det måske have interesse med et nyt interview eller blot et orienterende møde. Af hensyn til programlægningen bedes I svare på dette tilbud så hurtigt I kan.

Vi ville være glade for et bidrag til vores indsamling, som jo også dybest set går til at gøre det muligt for den pakistanske lærerorganisation, der er med i LEF, at hjælpe befolkningen, inklusive sine egne medlemmer. Vi ville også være glade for, hvis I – f.eks. i Folkeskolen – også omtalte vores indsamling.

Vores samarbejde med LEF

Samarbejdet med LEF går tilbage i tiden til det store jordskælv med centrum i Kashmir, som ramte Pakistan og den indiske del af Kashmir den 8. oktober 2005. Dagen efter jordskælvet dannede organisationer med baggrund i bl.a. LEF en særlig hjælpeorganisation i form af en ad hoc-komite, som også blev kaldt Labour Relief Campaign (LRC). Aktivister i LRC gik øjeblikkeligt i gang med at samle penge og materialer til jordskælvsofrene. Fra Lahore modtog vi rapporter om, at LRC samlede flere penge og flere materialer sammen end de større, men ikke særligt populære fundamentalistiske organisationer. Tre dage efter blev de første lastbiler med forsyninger sendt til Kashmir.

I Paniola-området i Kashmir oprettede man modtagerkomiteer, som sørgede for en retfærdig fordeling af hjælpen. Senere hjalp man befolkningen med at arrangere protestdemonstrationer vendt imod regeringens manglende indsats og hærens nepotisme, som det faktisk lykkedes at overvinde.

Så snart STS hørte om disse folkelige initiativer i Pakistan, besluttede vi at arrangerer en landsindsamling til støtte for dem.

Samarbejdet er fortsat. For tredje år udgør STS den økonomiske baggrund for driften af Fikr-e- Noa Community School, hvor pt. 120 elever af fattige jordskælvsofre modtager gratis undervisning. De nøgne udgifter til skolens drift er 50.000 kr. om året.

Foruden at tjene et humanitært formål tjener Fikr-e-Noa-skolen også til at bevare den folkelige opbakning i Kashmir, man fik takket være sin indsats efter jordskælvet.

På basis af et besøg som Jamal Bakhteyar fra Københavns Lærerforening aflagde på skolen i sommeren 2008, har vi fremstillet en video på 8 minutter, som vi gerne ser bliver spredt så meget som muligt:

http://www.youtube.com/watch?v=9qTNiBzIEM0

På vegne af STS

Med kollegial hilsen

Vagn Rasmussen.”

Formålet med denne henvendelse er ikke at blive omtalt i Politiken på linje med alle andre, der samler penge ind til ofrene i Pakistan, selvom vi ikke ligefrem ville have noget imod det. (Da vi samlede ind til ofrene for jordskælvet i 2005 blev vi dog i det mindste ringet op – men vores initiativ blev heller ikke omtalt dengang).

Formålet er at opfordre Politiken til at interessere sig lidt mere for de kræfter i Pakistan, som repræsenterer de fattige. Blandt disse kræfter er Khalid Mahmood, der som nævnt kommer på besøg i Danmark fra den 14. og til den 17. september.

Hvis I ikke kan afse en journalist til at interviewe ham personligt, kunne I måske finde en journalist, der kan deltage i det offentlige møde, STS og Mellemfolkelig Samvirke holder med ham den 15. september i MS’s lokaler kl. 19.

På vegne af STS International Solidarity

Med venlig hilsen

Vagn Rasmussen.

E-mail denne artikel