| Vælg kategori: |
STS åbner hospital i Somalia
31. August 2010
Roskilde-organisation medvirker til åbning af et hospital i Somalia
Overskiften og selve artiklen blev bragt i Dagbladet i Roskilde den 27. august, 2010:
Den humanitære organisation, STS International Solidarity, som i årevis har holdt til i et kælderlokale i Borgediget, har været initiativtager til åbning af et hospital i Marka i det sydlige Somalia.
Den udfarende kraft i initiativet har været de mange medlemmer, STS har samlet i paraplyorganisationen, STS Somalia, der i dag består af 24 medlemsorganisationer af forskellig størrelse.
STS Somalia har stået for opførelsen af hospitalet, som drives i samarbejde med den schweiziske hjælpeorganisation Swisso Kalmo.
Der er ansat to læger – den ene er specialuddannet til at tage sig af AIDS-patienter, den anden til at tage sig af tuberkulosepatienter.
Mangler ambulance
Hospitalet, der behandler både ambulante og sengeliggende patienter, har blandt andet seks uddannede sygeplejersker og syv, der er under uddannelse. Desuden arbejder der fem sygeplejersker på frivillig basis.
Hospitalet ligger i et område, som i dag kontrolleres af den fundamentalistiske gruppe Al Shabab i et samarbejde med lokale klaner.
Hospitalsledelsen har også fremsendt en ønskeliste til diverse organisationer, herunder STS International Solidarity. På ønskelisten står bl.a. en ambulance, et røntgenapparat, medicin og penge til lønninger for det næste år.
Hjælp Pakistan
STS har også siden jordskælvet i Kashmir samarbejdet med den pakistanske organisation Labour Education Foundation, der består af 28 faglige organisationer inklusive en komite, der samler 12 organisationer, der arbejder på at organisere de jordløse pakistanske bønder.
I tre år har STS udgjort det økonomiske grundlag for driften af en skole i Kashmir, hvor pt. 120 børn af fattige ofre for jordskælvet kan modtage gratis undervisning. Sidste skud i rækken af initiativer fra STS er iværksættelsen af en landsindsamling til ofre for oversvømmelserne i Pakistan, som også gennemføres i et samarbejde med Labour Education Foundation.
Artiklen er forsynet med to billeder. Det ene er vist på forsiden. Billedteksten til nedenstående billede lyder:
STS’ lokale repræsentanter sammen med en af lægerne i hospitalets venteværelse:

STS skriver til Politiken Somalia: Kampene i Mogadishu fortsætter


