| Vælg kategori: |
Flygtninge på Afrikas Horn
5. September 2010
Langt de fleste flygtninge og internt fordrevne på Afrikas Horn kommer fra Somalia – og deres fremkomst beror ingenlunde på nogen tilfældighed. Den er det indirekte resultat af den kendsgerning, at hver gang det somaliske folk i de sidste 20 år, har forsøgt at blive herrer i deres eget hus, så er det blevet forhindret i det af udenlandske magter som USA, EU, Vesten, Etiopien, Somalias fjendtlige nabostater m.fl. som har brugt de brutale somaliske krigsherrer som et vigtigt våben.
Det, der interesserer udlandet, er Somalias strategiske beliggenhed. Den, der har baser i Somalia, kan her fra kontrollerer trafikken i verdens vigtigste olieområde. Desuden er Somalia selv rigt på mange naturressourcer, herunder olie.
To gange i de sidste ti år har Somalia forsøgt at frigøre sig.
Første gang var da en stor forsoningskonference i Arta i Djibouti med over 2000 deltagere fra alle egne af Somalia og fra diaspora mødtes i sommeren 2000. I løbet af blot fem måneder lykkedes det for denne store forsamling at vedtage et overgangsprogram, at vælge et parlament, en præsident, Abdulkassim Salad Hassan, og lave aftaler om dannelsen af en regering. En måned efter kunne alle overgangsinstitutioner flytte til Mogadishu under beskyttelse af militser fra forretningsverdenens militser ½ og hilst velkommen af en entusiastisk befolkning.
Den nye regering blev anerkendt af FN som Somalias eneste legale regering!
STS på besøg hos Somalias tidligere præsident, Abdulkassim Salad Hassan i august 2005:
Nye ”fredsforhandlinger”
Men knapt var den blevet dannet, før den blev udsat for økonomiske, diplomatiske og endog militære forsøg på at få den væltet. Disse bestræbelser førte allerede i 2001 til indkaldelse af en ny såkaldt fredskonference i Kenya. For at sikre sig, at den somaliske befolkning ikke blandede sig, blev kun de traditionelle og ikke-valgte ledere af de somaliske klaner indbudt til „fredskonferencen.“
Disse traditionelle ledere var næsten alle de krigsherrer, som i årevis havde undertrykt, udbyttet, plyndret og myrdet civile i Somalia.
Det var ikke nemt at styre krigsherrerne!:
Efter to og et halvt års forhandlinger mellem disse krigsherrer lykkedes det endelig at sammensætte et parlament og en regering. Den værste krigsherre af dem alle blev valgt som præsident.
Det siger sig selv, at et sådant parlament og en sådan regering, der består af nogle af verdens værste krigsforbrydere, heller ikke var populære i den somaliske befolkning. Efter at have tilbragt yderligere et halvt år i Kenya blev parlament og regering nærmest tvunget til at forlade Kenya og flyttede til landbrugsbyen Baidoa, relativt tæt på den etiopiske grænse, hvor de kunne beskyttes af etiopiske tropper.
”Jeg er Somalias største krigsherre. Jeg har aldrig lidt et nederlag. Hvis nogen kan styre Somalia, så er det mig”, sagde den nye præsident Abdullahi Yusuf i sin takketale. Her aflægger Yusuf (til højre) ed til forfatningen. Til venstre ses den daværende parlamentsformand forretningsmanden Sheik Sharif Aden, der efter en nærmest kamæleonagtig karriere i somalisk politik nu igen er parlamentsformand.
De islamiske domstole
Den anden gang somalierne selv forsøgte at bestemme over deres egen skæbne, var da man i et forsøg på at gøre en ende på lovløsheden begyndte at danne islamiske domstole i Mogadishu, der dømte efter en blanding af islam og gammel somalisk sædvane-ret. Denne ide blev grebet af andre, og da USA i panik begyndte at finansiere krigsherrerne i februar 2006, udbrød der et folkeligt oprør, som i juni 2006 bragte Unionen af Islamiske Domstole til magten i det meste af Somalia. I løbet af kort tid blev der faktisk skabt fred i det meste af Somalia.
Men dette var også for stærk kost for USA. I slutningen af december 2006 lod man derfor den stærke etiopiske hær angribe Somalia med fuld amerikansk støtte. Ud fra rene militære betragtninger var det indlysende, at den stærke etiopiske hær – Afrikas næststørste – relativt let kunne løbe pjaltehæren fra de islamiske domstole over ende, men ud fra enhver politisk betragtning, var det nærmest hul i hovedet. Etiopien havde været Somalias arvefjende siden midten af 1500-tallet.
Uhyrlige grusomheder, en ydmyg exit og mod et nyt nederlag til Vesten
Den somaliske tegner Amin Amir beskrivelse af nogle af etiopiernes grusomheder i Mogadishu:
På trods af uhyrlige grusomheder – omfattende plyndringer, fordrivelsen af mere end 700.000 mennesker af heftige og folkeretsstridige bombardementer af civile områder, da man i Mogadishu rejste sig til åben opstand i foråret 2007, mord, der inkluderede, at man skar struben over på folk, der var for svage til at flygte – så blev den etiopiske invasion accepteret af FN’s sikkerhedsråd, og den somaliske krigsforbryderregering bliver stadig kaldt ”den FN-støttede regering”.
Den etiopiske hær måtte i lighed med den amerikanske hær i 1993 beskæmmet trække sig ud af Somalia. Da det begyndte at stå klart, at de etiopiske elitetropper var på vej til at lide et stort nederlag, blev der sendt bud efter Den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM, som p.t.omfatter omkring 6000 mand.
Mens dette skrives, er der igen kampe i Mogadishu, hvor oprørerne ståt tæt ved tæt ved præsidentpaladset, mens regeringens tropper og AMISOM synes hårdt trængt.
Det virkelig resultat af terrorkrigen
Med det kombinerede amerikanske og etiopiske angreb på Somalia – accepteret af et enigt Sikkerhedsråd på et møde den 6. december 2006, som Danmark også deltog i – blev Somalia den tredje front i Bush’s globale terrorkrig. Ligesom i Irak og i Afghanistan var den officielle begrundelse, at man ville bekæmpe de islamistiske fundamentalister.
Men ligesom de andre steder, hvor terrorkrigen raser, har det virkelige resultat været det stik modsatte af det officielt tilsigtede.
De islamiske fundamentalister er ikke forsvundet lige så lidt, som de er blevet nedkæmpet. De står tværtimod stærkere end nogen sinde før.
For Somalias vedkommende konkluderede en rapport fra USA’s egen hær i december 2007, at Al Qaeda uden held i ti år havde forsøgt at oprette operationelle baser i Somalia. Det kan man formentlig godt i dag, fordi en del af Al Shabab angiveligt skulle være tilhængere af Al Qaeda. Og Al Shabab, som ikke havde synderlig tilslutning før den etiopiske invasion, regerer nu sammen med en mindre oprørsorganisation, Hizbul Islam, i langt størstedelen af det centrale og sydlige Somalia, mens regeringen kun kontrollerer nogle få blokke i Mogadishu.
Dette har også stor betydning STS’ mange medlemmer i Somalia.
STS i Somalia
STS International Solidarity begyndte at arbejde i Somalia for 11 år siden – i 1999. Vi har i alt væsentligst arbejdet i Mogadishu-området og i det sydlige og centrale Somalia, som kun meget få andre organisationer har vovet sig ind i. Men for os har det indtil den etiopiske invasion ikke været noget problem, fordi vi vidste, at vores venner i STS Somalia nok skulle sørge for vores sikkerhed, når vi besøgte områderne.
I løbet af de 11 år har vi opbygget paraplyorganisationen STS Somalia, som i dag består af 24 medlemsorganisationer med forskellige specialer og af forskellig størrelse.
En demokratisk organisation
Blandt medlemsorganisationer er Somalias Lærerforbund, professorer og studerende ved Hamar Universitet, lærere og elever ved Somalias sygeplejeskole, Sammenslutningen af Somaliske Kooperative Bevægelser, der havde mere end 206.000 enkeltmedlemmer, da den blev tilsluttet i 2002, kvindeorganisationer, AIDSOM, hvis primære formål er at bekæmpe AIDS, diverse freds- og udviklingsorganisationer og undervisningssektionen i Al-Mathal Development Association, der har som erklæret formål at konkurrere med de mange arabiske friskoler, hvorfra fundamentalisterne bl.a. hverver medlemmer, og som finansieres fra Saudi-Arabien.
Af statutterne fremgår det, at STS Somalia støtter en demokratisk udvikling i Somalia, samt at den respekterer og arbejder for udbredelsen af alle menneskelige rettigheder.
Hvad der ikke længere er muligt
To gange har medlemmer af STS deltaget i store folkelige fester i havnebyen Marka 90 km. syd for Mogadishu, som blev afholdt af AIDSOM og dennes lokale kvindegruppe med meget morsom underholdning, heriblandt fra orkestre, der spillede moderne rockmusik, og med moderne sange – afvekslende med korte taler. Formålet med festerne, der sluttede med dans, hvori selv børnene deltog, var at advare mod AIDS, men også at oplyse om de skadelige virkninger af omskæring af piger, propagandere imod kvindeundertrykkelse og sågar polygami.
Den slags lader sig ikke gøre længere i Marka i hvert fald for et stykke tid, for kontrollen over byen er i dag i hænderne på Al Shabab i samarbejde med lokale klaner.
Men det betyder ikke, at man har tabt modet. I april indviede man et nyt hovedkvarter i Marka som supplement til hovedkvarteret på Bakara marked, som er blevet bombet konstant – først af de etiopiske tropper og nu af de såkaldte fredsbevarere.
I august indviede STS et hospital for AIDS og tuberkulosepatienter i Marka, som STS havde fået ansvaret for at bygge, men som drives sammen med den schweiziske hjælpeorganisation Swisso Kalmo.
Lokale repræsentanter for STS sammen med en læge på et venteværelse for patienter:
På hospitalet arbejder blandt andet to læger:
Flygtninge andre steder
I Pakistan må millioner flygte for vandmasserne under de store oversvømmelser, som har ramt landet.
Her samler STS penge ind til hjælpearbejdet, som drives af Labour Relief Campaign (LRC). Hovedkraften i LRC er Labour Education Foundation, der omfatter 28 faglige organisationer, inklusive en komite, der samler repræsentanter for 22 organisationer for de jordløse pakistanske bønder.
STS har samarbejdet med Labour Education Foundation, hvis dannelse væsentligt skyldtes støtte fra svenske faglige organisationer og Oluf Palme-instituttet, i fem år, og vi betragter den som både effektiv og pålidelig.
Somalia: Kampene i Mogadishu fortsætter MANGLENDE OPDATERING!