/
Vælg kategori:

Somalia: Kenyas offensiv synes stadig at være gået i stå

23. January 2012

Kenyanske tropper begyndte deres invasion i Somalia den 16. oktober. Men tre måneder efter ser det stadigt ud, som om angrebet er gået i stå i hvert fald på landjorden. Men desto mere bruger Kenya sit luftvåben, suppleret af fly fra Frankrig og donerangreb fra USA.

Den 15. januar angreb kenyanske fly landsbyen Jilib i et Al Shabab-kontrolleret område, skrev Garowe Online. Det kostede syv mennesker livet inklusive 5 børn. Angrebet har vakt voldsom harme i den somaliske befolkning. Den somaliske premierminister sagde den 19, at angrebet vil blive undersøgt, et somalisk parlamentsmedlem har krævet, at Kenya betalte erstatning, og Puntlands regering fordømte den 20. januar attentatet mod de civile i Jilib.

Somaliske islamiske lærde vendte sig den 16. januar også kraftigt imod angrebet, og gjorde den somaliske regering medansvarlig, fordi den har tilladt den kenyanske invasion. Ifølge Garowe Online krævede man, at regeringen levede op til sit ansvar om at beskytte det somaliske folk.

Men dette angreb er langt fra det eneste. For bare at nævne et par dage, så skrev Shabelle den 16. januar:

”Fly, der mistænkes for at være kenyanske har endnu engang angrebet en islamistisk-kontrolleret landsby i Nedre Jubba regionen, hvad der kostede et ukendt antal indbyggere livet”. Denne gang var det igen landsbyen Afmadow, der gik ud over.

Det er lidt svært at se, hvordan den somaliske befolkning skal se Kenya som befrier fra Al Shabab under disse omstændigheder.

Dertil kommer amerikanske droneangreb. For eksempel meddelte Press TV, den 5. januar, at 16 civile var blevet dræbt under et droneangreb. Det gør ikke USA mindre upopulært, end det i forvejen er.

Kritik fra Human Rights Watch

“Kenyanske sikkerhedsstyrker begår overgreb på civile og flygtninge i den nordøstlige del af landet”, sagde den New York-baserede Human Rights Watch (HRW) den 14. januar til AFP.

Organisationen påstod, at hver gang Kenya blev angrebet af Al Shabab, så hævnede man sig på den civile somaliske befolkning, der bor i den nordøstlige del af Kenya.

HRW sagde, at den seneste begivenhed, deres observatører havde bemærket, var, da en gruppe somaliske indbyggere i områdets hovedstad, Garisa, blev hentet til en militærlejr for at blive banket.

”Når militære styrker kan slå civile i fuldt dagslys uden at frygte repressalier, er det klart, at straffrihed er blevet det normale”, sagde Daniel Bekele, HRW’s Afrika-direktør”.

Ufattelig grusomhed

”Mindst seks somaliske flygtninge er ifølge vidner blevet brændt ihjel af den kenyanske hær nær en flygtningelejr, mens angreb mod politi, militær og civile mål stiger”, skrev Shabelle den 12. januar under titlen: ”Kenyas hær slår og brænder seks somaliske flygtninge til døde”. Og fortsætter:

”Mohamud Hassan Mohamed, en flygtning i IFO-lejren bekræfter pr. telefon til Shabelle Media, at Kenyas hær med vilje har brændt seks somaliske flygtninge ihjel, mens de levede”.
De var passager i en bil, der var på vej fra Hagarder og til flygtningelejren, da de blev standset af det kenyanske militær.

Hæren satte ild til bilen, efter man havde bedt om at se deres identifikationspapirer.

Flygtningelejren Dadaab er verdens største. Der bor omkring 460.000 somaliere.

Kenyas hær synes altså at gøre, hvad den kan, for at drive befolkningen i det nordøstlige Kenya i armene på Al Shabab.

Kenyansk islamistisk gruppe tilslutter sig Al Shabab

”En stadigt mere højrøstet islamisk gruppe siger, at dens ledere er blevet udnævnt til at repræsentere den islamistiske gruppe Al Shabab, med forbindelser til Al Qaeda, i Kenya, og dermed understreges de farer, kenyanerne står overfor”, skrev Associated Press den 15. januar.

”Erklæringen fra den kenya-baserede Muslim Youth Centre kommer under en strøm af advarsler for ambassader om planlagte terrorangreb i Kenya. Den militante Al Shabab-gruppe har lovet at angribe Kenya takket være dens beslutning om at sende tropper til Somalia”, fortsatte Associated Press, og ifølge den, var Muslim Youth ikke den eneste muslimske gruppe i Kenya, der havde tilsvarende planer.

Men en henvendelse til Al Shabab for at få meddelelsen bekræftet blev ikke besvaret, skrev Associated Press også.

Langsom fremrykning

Trods mange sejrsmeldinger – den sidste går ud på, at den kenyanske hær havde nået halvdelen af sine mål med den militære kampagne – fra Kenyas regering, så forekommer det kenyanske felttog i det ugæstfrie og ukendte terræn at være ved at gå i stå.

Man er i hvert fald ikke kommet nær til Al Shababs hovedfæste, havnebyen Kismayo, der kun ligger 100 kilometer fra Kenya.

Al Shabab fortsætter sine nålespidsaktioner og angriber den kenyanske hær i hit and run aktioner. Det gør man også i Kenya, men på det sidste har Al Shabab advaret imod tilfældige terrorangreb, som kan ramme uskyldige civile.

For eksempel skrev BBC den 13. januar, at ”revolvermænd har dræbt seks mennesker og bortført tre andre i det sidste angreb i det nordøstlige Kenya ifølge Kenyas politi”.

Revolvermændene var krigere fra Al Shabab, som havde angrebet en politistation og hovedkvarteret for den lokale kenyanske administration i Wajir-distriktet i Kenya. De havde taget to embedsmænd som fanger, og billeder og papirer blev senere lagt ud på nettet.

Mareeg Online fortalte den 17. januar, at Al Shabab mener, at de etiopiske og de kenyanske invasioner er slået fejl og ”havde påpeget, at nogle af de militante fra Al Shabab var inde i Kenya, hvor de angreb.”

Talsmanden hævdede også, at de kenyanske bombardementer var et symbol på, at deres fremrykning på landjorden var gået i stå. Han sagde også, at Kenya kun med besvær visse steder var rykket 60 kilometer ind i Somalia nogenlunde så langt, som Al Shabab var rykket ind i Kenya, og at antallet af krigere fra Al Shabab i Kenya svarede så nogenlunde til antallet af kenyanske soldater i Somalia. I Kenya udfører Al Shababs krigere ”drab, bombeattentater og bortførelser.”

Manglende lønninger

Soldater, ”der kæmper for regeringen i de krigshærgede områder i det sydlige Somalia, hævder de ikke har fået løn, siden den nye premierminister trådte til for flere måneder siden”, skrev Shabelle den 20. januar.

Men soldater i regeringshæren i Mogadishu har ikke fået løn i mere end et halvt år, sagde lederen af AMISOM den 19. januar. ”Det går ud over deres moral og en del er deserteret”.

Udtalelsen faldt i et interview, hvor AMISOM’s leder berettede om et ny offensiv mod Al Shabab, som han mente nu helt var jaget ud af Mogadishu. Men der har i hvert fald været nok tilbage til, at Al Shabab havde gennemført et modangreb. Dertil kommer, at der også er tale om hit og run-aktioner, bombesprængninger m.m.

På den anden side erklærede Al Shabab på en pressekonference den 6. august sidste år, at det ville trække sig ud af Mogadishu og for fremtiden nøjes med at føre guerillakrig i Mogadishu. Formentlig har man også været nødt til at udtynde antallet af militser i Mogadishu, fordi man nu er angrebet på i alt tre fronter.

(Vi vil snarest muligt vende tilbage til den etiopiske invasion.)

E-mail denne artikel