/

En veldokumenteret succes!

16. October 2008

For 50.000 kr. årligt kan STS International Solidarity i samarbejde med Labour Education Foundation i Pakistan sørge for en kvalificeret undervisning af omkring 100 børn af meget fattige familier i Paniola distriktet i Kashmir.

Dette stod bl.a. klart for deltagerne i et møde, arrangeret af STS den 13. oktober, hvor Jamal Bakhteyar, som er medlem af bestyrelsen for Københavns Lærerforening, fortalte om sin rejse i sommer til Fikr-e- Noa-skolerne i selve Paniola og i den nærliggende landsby Bangoin.

Jamal kan selv tale urdu, som er det normale sprog i området. På nogle af de mange videooptagelser, han bragte med sig hjem, kunne man høre ham interviewe både børn, forældre og lærere på skolerne samt repræsentanter for Labour Education Foundation. Videooptagelserne viste, hvordan rejsen var foregået, og de beskrev også resultaterne af den tidligere indsats, som STS har været med til at støtte – f.eks. opførelsen af over 100 huse til familier, der var blevet hjemløse efter jordskælvet.

En elev skrives ind i skolen:
Om forældrenes situation fortalte Jamal, at mange familier var så fattige, at de fik for lidt at spise – ofte kun et større måltid om dagen. Denne fattigdom smittede også af på børnene, hvoraf nogle ikke havde mad med i skolerne.

Om lærernes kvalifikationer kunne Jamal fortælle, at de fleste af dem havde en ret høj uddannelse. Desuden medvirkede også nogle andre i arbejdet med skolerne. En højtkvalificeret lærer underviste gratis på en af skolerne (mest i IT) , men Jamal udtrykte frygt for, at han skulle få et andet arbejde, som var lønnet.

Familiemedlemmer til nogle af de ansatte underviste børnene i praktiske fag, såsom at lære dem at sy – på to gamle hånddrevne symaskiner.

At det faktisk var omkring 100 børn og ikke blot 60, der fik udbytte af den gratis undervisning, var en glædelig oplysning for deltagerne i det givtige møde.

Der forestår nu et stort arbejde med at redigere det meget videomateriale, båndede interviews og billeder, som Jamal bragte med sig hjem.

”Utraditionel” humanitært arbejde

Nisar Shah, områdeleder for Labour Education Foundation, fortæller om skolen. I baggrunden skolelederen og Jamal:
Jamal var under sin rejse til Kashmir ledsaget af bl.a. Nisar Shah. Shah stammer selv fra Paniola. Han er advokat og har spillet en vigtig rolle i opbygningen af advokaternes bevægelse, som var en af grundene til, at den tidligere militære diktator i Pakistan, Musharraf, for nylig måtte træde tilbage.

Shah er en fremtrædende leder af både Labour Education Foundation og Labour Party Pakistan, et parti, der sammen med andre partier og faglige organisationer forsøger at udvikle faglige bevægelser i Pakistan, som kan medvirke til at stille krav om en ordentlig uddannelse af befolkningen på dagsordenen i Pakistan.

Traditionel humanitær bistand er neutral. Men det humanitære arbejde, STS støtter, tager også sigte på at styrke de kræfter i modtagerlande, som ønsker en ændret fordeling af ressourcerne både lokalt og på verdensplan.

Den 11. oktober afsendte STS 27.700 kr. til Labour Education Foundation. Beløbet dækker dels de 25.000 kr., som vi har forpligtet os til for den anden halvdel af vores eget ”skoleår” frem til den 15. maj 2009, og dels 2700 kr. fra Thora Petersen, sektorformand for HK-stat, som havde bedt gavegivere til hendes 60 års fødselsdag om at give bidrag til Fikr-e-Noa-skolerne.

VÆR MED!

Vil du være med til at støtte et velfungerende humanitært arbejde, der samtidig er en hjælp til udvikling af faglige organisationer i Pakistan, så hører vi meget gerne fra dig.

Du kan ringe til STS på telefon nr. 46 37 44 94. Sende en mail til sts@intsol.dk eller give os besked ved at gøre brug af tilmeldingen under “Kontakt”.

I 2010 måtte skolen i Panionala lukke. Den holdt til i lejede lokaler, som ejeren selv skulle bruge. Til gengæld er alle børnene nu anbragt på skolen i Bangoin, hvor det lokale samfund stiller gratis lokaler til rådighed.

E-mail denne artikel