/

Interviews med somaliske feminister og AIDSOM aktivister

27. April 2009

Som et resultat af den fejlslagne krig mod terror er kontrollen med Lower Shabelle regionen, hvor havnebyen Marka er hovedstad, overgået til en gruppe fra Al Shabab i en koalition med lokale klaner. Al Shababs fundamentalistiske syn på kvinder harmonerer dårligt med feminisme. Dette vil stille store krav til det nyåbnede kontor for STS Somalia, såvel som til AIDSOM, som altid har haft hovedkvarter i Marka, og ikke mindst til de kampe AIDSOM og dens lokale kvindegruppe i årevis har ført. Foruden at oplyse befolkningen om AIDS og HIV, blandt andet gennem afholdelsen af store folkelige fester, har man også bekæmpet omskæring af små piger, kvindeundertrykkelse og polygami. Som en hyldest til disse modige kvinder og mænd i Marka bringer vi her to interviews med dem, som blev taget under et besøg i Marka i 2003.

’VI HAR INTET ANDET VALG END AT HANDLE’

*Interview med aktive kvinder i AIDSOM

Af Jenny Mees og Aldegonde van Alseneyey

Medlemmer af AIDSOM kvindegruppe i Marka i 2003:

I Marka mødtes vi med nogle kvinder fra AIDSOM og fra den lokale kvindegruppe. Vores trofaste Halima, som havde gjort turen med fra Kenya til Somalia, oversatte.

Dagen før havde vi set en mere legende side af dem under AIDSOM’s festaften. De var aktive deltagere i sangene og i de teaterstykker AIDSOM havde sat op for at informere befolkningen om farerne ved HIV. Med deres smukke og bedste tøj lignede de en flok farvestrålende fugle. Alle var ikke-betalte frivillige, som også måtte passe deres egne husholdninger, og som også måtte sørge for, at deres børn fik noget at spise.

Fra den morsomme folkefest: En ”ægtemand” forsøger at overbevise sin ”kone” om, at deres datter ikke skal omskæres:

Amina Ahmed Salah er en ung sygeplejerske og en åbenhjertig og bestemt person. Hvorfor er hun aktiv i AIDSOM?

”AIDS dræber i Afrika. Vi har ingen midler til at regne ud, hvor langt den har spredt sig i Somalia, men vi kan se, den er her, og at den påvirker vores befolkning. Vi må beskytte vore nærmeste og kære. Der er ingen regering eller overordnede strukturer, som kæmper imod denne sygdom, så vi må handle selv. Vi har intet valg”.

Fatuma Osman Ahmed, som er husmor og formand for den lokale Fatha Kvindeorganisation, er enig: ”Vi må danne små støttegrupper for ofrene. Særligt er vores opgaver store, fordi kun kvinder kan nå ud og informere andre kvinder. Vi må gå fra landsby og til landsby og besøge bønderne og nomadefamilierne”.

Med sit typiske barske og pæne udseende, ser hun ud til at være en formidabel kvinde og meget ansvarlig. Man ønsker ikke at have hende som modstander.

Hun introducerer øjeblikkeligt emnet om kvindelig omskæring eller FGM, da hun siger: ”Det er en forbandelse for os somaliske kvinder med denne gamle praksis. Vi må lære kvinderne, at den ikke er nogen foreskreven muslimsk regel. Den er obskur og barbarisk og meget skadelig. Ikke blot på grund af lemlæstelsen selv, men nu også på grund af faren for infektion med AIDS”.

Fatuma Osman Ahmed diskuterer kvindefrigørelse med et mandligt medlem af AIDSOM:

Asha Hussein Maalin er ung og genert, og alle smiler: ”Hver torsdag eftermiddag organiserer vi et møde på vores kontor, hvor vi modtager kvinder, der søger hjælp, men hvor vi også bruger tiden på at informere os selv om sygdommen. Vi lærer om de nye kommunikationsmidler med Internet osv. De computere, STS har bragt os, er meget velkomne”.

Folkene i landsbyerne har en anden måde at leve på end I selv, som er byboere. Er de ikke mistroiske og måske ligefrem fjendtlige?

_Fatuma: ”Vi mødte fjendskab i begyndelsen, og det var også farligt for nogle af vore medarbejdere. Men nu er vi velkomne og kendte som sundhedsarbejdere. Vi kan give dem hjælp med mange slags helbredsproblemer, selvom vi har meget lidt materiale og medicin”.

Amina: ”Vi er også hustruer og mødre, så de stoler på os. Kvinder er mere i farezonen end mænd. Sygdommen overføres seksuelt, og kvinderne er undertrykte. Man kan endog sige, at de er uden grundlæggende menneskerettigheder. De kan ikke selv bestemme, hvordan de skal leve. De er overladt til deres mænds nåde. De ved ikke, hvad han gør, de kan ikke protestere, når han tager sig en anden kone”.

Her spørger Fatuma os om kvinderne i Europa er klare over det åg, de somaliske kvinder må leve under, og om de ikke kan hjælpe dem med at uddanne de somaliske mænd om seksualitet og kvindernes rettigheder. Først bliver vi en smule tavse, men beslutter så at fortælle dem, at vi tror, det er deres egen kamp som vore bedstemødre og mødre og vi selv må kæmpe vores egen kamp og stadig kæmper. En meget lang diskussion bryder nu ud imellem dem, hvor Halima deltager, men ikke oversætter. Det foregår med en masse grin og latter, og bagefter fortæller Halima os, at det drejede sig om sex og deres mænd… som vi allerede havde gættet.

Asha: ”Polygami er meget skadeligt for kvinder. Ofte forlader manden sin kone og sine børn for at danne en ny familie med en yngre kvinde. Han ønsker en masse børn, men det er kvinden, som må tage sig af dem.”

Fatuma: ”Vi ønsker at oplyse mødrene. Vi ønsker, at de skal tjekke om manden, der frier om deres datter, allerede er gift eller ej. Vi beder dem om ikke at tillade, at pigerne gives væk til mænd, der allerede er gift. De må også oplyse deres sønner. De må lære at respektere alle kvinder, ikke blot deres egen mødre, De må se til, at deres børn gifter sig på grund af kærlighed, så de kan blive lykkelige. De må se til, at deres sønner behandler deres koner med kærlighed og respekt.”

Vi spørger dem om, hvad de mener om omskæring. De erklærer alle, at som mødre kæmper de imod omskæring af hensyn til deres døtre. De fortæller os ikke, om de har succes med det i deres egne familier, fordi de også fortæller os, at næsten alle kvinder uden undtagelse er omskåret. Så svaret på spørgsmålet, om de selv er omskåret, er temmelig klart.

Fatuma: ”Sagen er, at i fortiden ønskede mændene ikke en kvinde, som ikke var omskåret. Men nu begynder flere og flere mænd at sige, at de foretrækker kvinder, der ikke er omskårne. I ved, at den somaliske form for omskæring er den såkaldte pharnosoniske, som lemlæster en kvinde meget. Mænd synes nu i stigende grad, at omskæring er ”umoderne”. Det er nu de ældre folk, særligt bedstemødre, der stadig ønsker denne praksis. De frygter, at deres døtre ikke kan finde en passende mand at gifte sig med, hvis de ikke er omskårne”.

Asha: ”Vi må fortælle folk, at det er imod menneskerettighederne! Vi må også lære dem, at omskæring er med til at fremme HIV. De fleste somaliske kvinder er ikke uddannede, de må arbejde meget, meget hårdt og de er brutaliseret af fattigdom og savn”. Dette har vi selv set: overalt har vi set kvinder og børn, der bærer tunge byrder, brugt som kvæg til at bære byrder – med ansigter, der er forvrænget af anstrengelserne.

Amina: ”Der findes et særligt program for traditionel fødselshjælp (TBA) eller jordmødre-system. Det er meget almindeligt og er ofte det eneste, der kan hjælpe kvinderne med fødsel og barnepleje. Det praktiserer også omskæring. Så vi ønsker at lære dem, hvor skadelig omskæring er for unge kvinder – den foregår mellem 7 og 10 år. Vi må også give seksuel oplysning, fremme brug af kondom og hjælpe HIV-smittede mødre og deres børn.”

AIDSOM distribuerer kondomer – bruger folk dem?

Amina: Ja, folk bruger dem faktisk som midler til fødselskontrol, og når de er bange for at blive smittede med AIDS. Men en kone kan ikke tvinge sin mand til at bruge kondom, når hun er bange for at blive smittet”.

Her må vi standse samtalen, fordi mændene er vendt tilbage. Der er tid til fotografering. Men i lang tid fortsætter Fatumo og Halima en animeret diskussion med deres mandlige kolleger om sex og kvinders rettigheder. Ja – kampen bliver hård og langvarig, men deres mod svarer til opgaven.

AIDSOM-AKTIVISTER FORDI DE SYNES, DET ER DERES PLIGT


Mohamed Giumale Abdi, læge – Hussein Ali Mo’hed, sundhedsmedarbejder – Dayib MoHamed, frivillig AIDSOM-aktivist – Mohud Farah Nor, frivillig AIDSOM-aktivist – Hassan A. Abdi, udviklingsarbejder – Ali Mohamed Haji, sygeplejerske

Af Jenny Mees og Aldegonde van Alseney

Mens vi var i Marka fik boede vi i det lukkede og beskyttede Ayuub landsby center. Det var blevet grundlagt af prinsesse Mana Sultan Abdurahman Ali Isse i 1992. Dets formål er at yde beskyttelse til børn og mødre, særligt enker og forældreløse.

Husene i centret er meget smukke og traditionelt byggede. Centret tager sig af 823 forældreløse børn, som er anbragt hos plejefamilier i landsbyen eller i husene på selve centret. Kvinderne og de ældre børn trænes i håndværk, mekanik og tæppevævning, så de kan tjene til deres daglige mad. Kvinderne udgør hjørnestenene i Ayuub-landsbyen. Centret byder også andre organisationer velkomne og kan sørge for sengeplads, mad og konferencerum; dette medvirker også til at skabe indtægter. Ayuub får donationer fra Water for Life (en italiensk NGO), WFO og fra UNICEF.

Da vi var der, havde UNICEF organiseret en konference for forskellige NGO-er omkring AIDS og HIV. Skønt AIDSOM også deltog i konferencen, var deres holdning præget af stor kritik overfor UNICEF’s og de andre NGO-er. De hævdede, at ingen af de andre NGO-er eller af de tilstedeværende virkeligt arbejdede i marken, sådan som AIDSOM gør. Deres følelser var præget af bitterhed, når de konstaterede, at de selv manglede handsker, sprøjter og andre grundlæggende redskaber.

Senere samme aften havde AIDSOM sammen med Fatha Kvindeorganisationen og Ayuub organiseret en festlig aften. En masse sange, en masse danse – alle omkring HIV, AIDS og omskæring. En traditionel sanger, en religiøs leder, en traditionel leder, formanden for kvindeorganisationen… talte alle og rejste spørgsmålet om ægteskabelig troskab, kvindernes rettigheder, uddannelse, omsorg for AIDS-ofre og så videre. Men aftenen var meget munter: en masse små komiske teaterstykker viste, hvad sygdommen var, og hvordan man kunne beskytte sig imod den. Med denne musik og med teateroptræden drager AIDSOM rundt i landsbyerne og lokalsamfund for at uddanne folk. Vi var forundrede over, hvor direkte de beskrev emner som omskæring og kvindernes ret til at nyde sex, og hvor slemt det var, når gifte mænd jagtede andre kvinder uden at bryde sig om deres egne familier, eller hvordan kvinderne kunne beskyttes for smitte ved hjælp af kondomer.

Da vi talte med de frivillige fra AIDSOM, understregede de alle, at de var aktivister, fordi de følte, det var deres pligt over for deres hærgede og delte samfund. De ser, hvordan sygdommen spredes under omvæltningerne, borgerkrige og økonomiske katastrofer. De ønsker at advare befolkningen om, at denne sygdom ikke kan helbredes, og at den spreder sig på grund af manglende kundskaber og på grund af traditionelle vaner som omskæring og polygami.

De understreger, at sygdommen kan vinde frem, fordi de mangler alting: handsker, medicin, test kits og så videre.

Hussein Ali Mohammed: ”Før perioden med alle disse krige, vort land nu er sunket ned i, gav regeringen i det mindste sundhedspersonalet en træning i bekæmpelsen af epidemiske sygdomme. Men da Somalia er et muslimsk land, fandt man det ikke fornødent at pege på farerne ved kønssygdomme. Kønssygdomme blev ikke betragtet som et problem for Somalia. Nu, med de sidste års krige, er alle slags sygdomme trængt ind over vore grænser. Flygtninge, der var i Kenya eller Uganda, er blevet diagnosticeret som syge her, og de er kommet tilbage uden at fortælle deres slægtninge, at de er syge”.

Dr. Giumale: ”HIV er blevet en almindelig sygdom, men i det mindste er der en voksende opmærksomhed om det. Som sundhedsarbejdere mangler vi værktøjer til at forfølge sygdommen. Vore testkits var ikke gode, eller den teknik, vi brugte var mangelfuld. Nu har vi skolet os selv, og vi kan få gode og billige testkits… men vi mangler penge”.

Dayib Mohamid: ”Somalia er et samfund, hvor familierelationer og slægtninge er yderst vigtige. Jeg er først og fremmest medlem af min familie og min klan; vi må bekæmpe denne sygdom, selvom vi ikke er betalt og har meget få midler. Det er en pligt over for samfundet. Denne krig og denne sygdom ødelægger vort land. Hvis jeg ønsker et behageligt liv for mine børn, må jeg gøre det bedste, jeg kan for at udgøre en forskel.”

Mohud Farah Nor: ”Som du ved, er hovedparten af somalierne nomader. De har ikke traditioner for formel skolegang, for at læse og skrive. Det er derfor, vi laver propaganda med sange, musik og teater, som du vil se det i aften. Med latter kan vi få sandheden om omskæring, polygami, skilsmisse og så videre frem”.

Interviewerne: ”I fortæller os, at det er meget vigtigt at forfølge sygdommen,. Men hvad kan I tilbyde de smittede? Hvis I diagnosticerer dem som positive, har I ingen medicin… Det må være meget hårdt for fok at skulle lade jer teste dem”.

Dr. Giumale har allerede et svar parat: ”Vi prøver at observere patienten for at se, om der er mistanke om HIV. Hvis de er syge af tuberkulose, og hvis de ikke reagerer på medicin, betragter vi dem som mulige HIV-patienter og tilbyder dem at blive testet. Også når folk giver blod, eller hvis en kvinde føder, tilbyder vi en test, Hvis de er positive, er det meget, meget hårdt for dem. Vi har ingen medicin, vi kan kun give dem råd om, hvordan de får så meget ud af livet som muligt. Vi fortæller dem, at de bør være ansvarlige, hvilket betyder ingen børn og ingen sex (eller kun med kondom); for et enkeltindivid i vores samfund er dette meget vanskeligt”.

Ali Mohamed Haji tilføjer: ”Vi må altid finde en balance mellem at udbrede kendskabet til AIDS og HIV og at tage hensyn til stigmatiseringen. Så vores information siger en masse om, at man må være omhyggelig uden at blive paranoid. En moskito kan give malaria, men ikke AIDS. Et kys eller en omfavnelse er ikke smitsomt. Normal daglig omgang med en HIV-positiv person er mulig. Vi har en lille teaterforestilling, som viser, at det er nødvendigt for en tandlæge at gøre sit redskab omhyggelig rent efter at have brugt det.”

Nu på dette tidspunkt kunne vi tænke os at stille selve spørgsmålet: er de selv smittede, eller har de nogen i deres familie, der er HIV-positive? Men vi vurderer dette spørgsmål til at være for provokerende. De har gentagne gange understreget, at AIDS ikke var et somalisk problem, men at det var importeret udefra på grund af krigen. Vi tror, at uanset, hvad de fortæller, så er der stadig en del tabu om sygdommen. Som det er, bliver AIDS forbundet med noget diskriminerende og skamfuldt.

Først når alle har adgang til medicin, vil det være muligt at bryde tabuet fuldstændigt; først da vil folk acceptere at lade sig teste helt frivilligt. Men da er der ingen anden vej at bekæmpe sygdommen på, end den, som AIDSOM allerede bruger: at vække opmærksomheden, at overbevise en masse mennesker om at få sig selv testet for at lokalisere virusset, at uddanne folk, så de kan bruge kondomer og tage afstand fra omskæring.

At behandle smittede personer med medicin kan ikke være på dagsordenen nu. Der er ingen midler til det. Behandling med den gældende medicin er meget kostbar og kompliceret. Hvis det ikke gøres rigtigt, risikerer man at udvikle nye typer af virus. Men AIDSOM ønsker ikke at lade ofrene i stikken.

Ali Mohamed Haji: ”Hvis vi tester folk, ønsker vi ikke, at de lever isoleret fra samfundet. Også deres børn må der tages vare på. Vi un derstreger det faktum, at en HIV-positiv person kan leve i sit samfund uden at være til fare for andre.”

Her spørger vi dem, om de kender ofre for sygdommen. Jo, en sundhedsarbejder, de kender, er HIV-positiv, men ingen af deres egne slægtninge eller venner er det… HIV og AIDS berører det mest intime aspekt af menneskelig opførsel: det seksuelle. For at gøre noget ved det, må alle være sikre på, at samfundet ikke vil fordømme dem. Modige og endog heroiske, som disse AIDSOM-aktivister er, kan de ikke placere sig selv uden for deres samfund. Og det somaliske samfund er – som vi har set det – meget hierarkisk og meget patriarkalsk. Det er et samfund, som giver støtte til alle sine medlemmer, som har deres plads, men det er også hårdt og hævnfyldt over for alle afvigere, være sig en oprørsk kvinde eller barn, en homoseksuel person eller en person med en skamfuld sygdom.

Alle beslutninger tages demokratisk. Afstemning ved generalforsamling i AIDSOM i januar 2004:

E-mail denne artikel