Mindeord ved Vagn Rasmussens død

VagnDet er med stor sorg at STS må fortælle at Vagn Rasmussen, STS’ stifter og formand, døde i juli efter en hård kamp mod kræft. Nogle har selvfølgelig set dødsannoncerne i dagbladene Politiken og Information. Denne beklagelige forsinkelse med at annoncere hans død på hjemmesiden skyldes, at det har taget rigtig lang tid at få samlet de tilbageblivende tropper i STS for at danne et overblik af situationen, og for at se om STS overhoved kunne fortsætte dens virke, efter tabet af Vagn. Han var STS’ største skribent og resurse. Men nu forsøger vi at komme i gang, vi starter med at genoptage arbejdet med hjemmesiden ved at bringe følgende mindeord om Vagn.  Snart vil der følge noget om foreningens mulige fremtid.

 

Bisættelsen d. 22. juli

Ved bisættelsen var der et stort fremmøde og fra mange sider blev der sagt mange mindeværdige ting. Noget af det der blev sagt samt nogle billeder kan ses længere nede på siden, men vi starter med en fin nekrolog skrevet af Svend Vestergaard Jensen i Socialistisk Information: http://socinf.dk/side.php?id=1668. Svend også er mangeårigt medlem af STS International Solidarity og dækker her mange af de vigtige aspekter i Vagns virke:

Her i sommer døde Vagn Rasmussen, en mangeårig politisk aktivist, som i august ville være blevet 80 år. Ikke mindst solidaritetsarbejdet var en central del af Vagn Rasmussens aktiviteter, uanset hvor i verden der var brug for støtte.

Vagn Rasmussen blev født i et socialdemokratisk arbejderhjem i Viborg. Som 14 årig meldte han sig ind i DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og han skulle snart bevæge sig længere ud til venstre. Det meste af sit liv var han medlem af Fjerde Internationales danske grupper.

Opvæksten i den socialdemokratiske familie satte sit præg på Vagn. Fra DSU blev den unge mand som 18-årig medlem af Socialdemokratiet. Kontingentet blev betalt af den 10 år ældre storebror Henning, som senere blev borgmester i Esbjerg og indenrigs- og justitsminister under Anker Jørgensen. Senere blev han også formand for Folketinget.

Til København

Vagn Rasmussen rejste som ganske ung til København. I slutning af 1950´erne blev han formand for DSU i Københavns Amt, hvor han til stor fortrydelse for partiledelsen var med til at udgive det partikritiske blad Socialistisk Horisont, som blandt andet lagde afstand til NATO.

I arbejderbevægelsen var der dengang kun to hovedstrømninger, Socialdemokratiet og kommunisterne i DKP. Men stalinismen blev aldrig et alternativ for Vagn. Til gengæld åbnede der sig muligheder, efter Stalins død i 1953 og ikke mindst på grund af mange kommunisters utilfredshed med den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956, for et alternativ til såvel socialdemokratismen som stalinismen. Et første forsøg blev gjort med dannelse af Danmarks Socialistiske Parti (DSP) i 1957. Året efter blev Aksel Larsen – DKPs mangeårige formand ekskluderet. Han og mange andre dannede Socialistisk Folkeparti, SF.

Trotskisterne

Vagn Rasmussen var tiltrukket af de nye partier til venstre for Socialdemokratiet, og allerede i 1960 blev han landsformand for SUF – Socialistisk Ungdoms Forum, som var tilknyttet SF. Og Vagn vandrede videre mod venstre. Til SI sagde han i 2012: “Det har været i starten eller midten af 1960´erne, at vi var nogle SF’ere, der startede Socialistisk Oplysningsforbund. Det afholdt blandt andet en møderække om dialektisk materialisme – over 15 aftener! Her mødte jeg nogle af de danske trotskister – Poul Møller, Gunner Jensen og Ole Thorbek. Jeg syntes, de havde de rigtige analyser og meldte mig ind i deres gruppe, Revolutionære Socialister”.

Nogle af trotskisterne havde været aktive i dannelsen af DSP og var med i SF fra starten. Op i 1960´erne tog gruppen – som var den danske sektion af Fjerde Internationale – på trods af et meget beskedent antal mennesker en række initiativer, der fik bredere opbakning. Det største var den danske Vietnambevægelse, Giro 1616, som blev dannet på et møde i april 1966. Initiativet fik en række anbefalere på et grundlag, som gav en ubetinget støtte til den vietnamesiske befrielseskamp. Det stod i modsætning til DKP’ernes ønske om at lave en bredere bevægelse på et humanitært grundlag, men gruppens initiativ vandt gehør også på venstrefløjen i DKP.

Splittelse og enhed

SF drejede i denne periode mere og mere til højre. De unge i SUF udgjorde en uformel venstrefløj i partiet og havde stor fremgang op gennem 1960´erne. Ved folketingsvalget i 1966 gik SF frem fra 10 til 20 mandater, og Socialdemokratiet og SF havde dermed et absolut flertal, men venstrefløjen i SF mente, at deres parti var for eftergivende over for den socialdemokratiske regering under Jens Otto Krag. Allerede i slutningen af 1967 faldt regeringen, og SF blev splittet, da seks SF’ere nægtede at stemme for indefrysning af en dyrtidsportion. Resultatet var et nyt parti, VS – Venstresocialisterne.

Næsten alle fra SUF gik også med i det nye parti. Men da flertallet af de danske trotskister i 1972 brød med VS og dannede en ny selvstændig organisation (RSF), ville Vagn Rasmussen ikke med. Han blev i VS sammen med en lille gruppe under navnet Revolutionære Socialister (RS), hvor han var den uofficielle leder.

I 1982 blev de danske trotskister alligevel genforenet. RS mente, at VS ikke længere var det samme som tidligere, og på næsten alle politiske spørgsmål var Vagn og de andre i RS enige med SAP – som det hed efter en navneforandring fra RSF til SAP. Mindre enig var han i SAPs taktik i denne periode om at opstille selvstændigt til folketingsvalg. Valgresultaterne var da heller ikke særlig opløftende, så da SAP med stor energi begyndte at arbejde for en fælles opstilling på venstrefløjen, som i 1989 førte til dannelsen af Enhedslisten, var det et resultat, som Vagn var meget tilfreds med.

Den subjektive faktor

Vagn var til sin død medlem af Enhedslisten, selv om han kritiserede partiet og dets ledelse for at være for højreorienteret. Han blandede sig ofte i diskussioner om internationale spørgsmål og fulgte interesseret med i klassekampens udvikling overalt i verden. Da han i et interview med SI i 2012 blev spurgt, hvordan han overordnet vurderede udsigterne for den socialistiske sag, svarede han:

“På den ene side indser mange, at det er nødvendigt at sætte markedsøkonomien under folkelig kontrol. Polarisen smelter, luftforureningen vokser, og så videre. Mennesker vil ikke overleve, med mindre vi får socialisme. Det er profitinteresser, der er ved at ødelægge jorden, det er der mange, der kan se. Problemet er opbakningen til et socialistisk svar, der kan få kontrol med markedskræfterne. Den subjektive faktor, den er næsten ikke-eksisterende”

Vagn så i det arabiske forår en ny optimisme. Dog vendte udviklingen sig hurtigt. Han så her en kontrarevolution, hvor de folkelige kræfter blev slået tilbage. Men som han sagde i omtalte interview demonstrerede opstandene dynamikken i den permanente revolution – at folkelige opstande i udviklingslandene vil bryde med rammerne for den borgerlige stat, og at socialistiske løsninger er nødvendige, hvis man skal opnå ordentlige levevilkår og demokrati.

Men analysen af den arabiske opstand og specielt udviklingen i Syrien var også det, der fik Vagn til at bryde med SAP og Fjerde Internationale for et par år siden. Han støttede Assad-regimet i Syrien (mod imperialismen) og gav i stigende grad udtryk for en ’to-lejr-tænkning’ (”din fjendes fjende er din ven”), som stod i modsætning til Fjerde Internationales grundlag. Han fandt SAPs og Socialistisk Informations dækning af begivenhederne fejlagtige og valgte at forlade den politiske organisation, han i årtier havde været en del af.

 

STS – International Solidarity

Vagns vigtigste aktivitet gennem de sidste mange år var solidaritetsorganisationen STS International Solidarity, hvor han spillede den ledende rolle. STS startede med støtte til demokratiske og multietniske lærerkræfter i den bosniske by Tuzla i midten af 1990´erne – heraf navnet ’STS’, Støt Tuzlas Skoler. Det arbejde spredte Vagn og andre til Kosova, Somalia og Pakistan. Gennem STS International Solidarity satte han projekter i gang, lavede indsamlinger og arrangerede solidaritetsbesøg, samtidig med at han var redaktør af organisationens blad og hjemmeside, hvor han flittigt udbredte sine meninger om USA-imperialismens svinestreger og den internationale udvikling i almindelighed. Vagn Rasmussen var en klassekæmper til det sidste.

Vagn efterlader sig sin samlever, Birgit og tre døtre fra to tidligere forhold – Jette og Helle samt Anna.

Fotoer fra bisættelsen

Lægning af roser på Vagns kist

Vagns datter Helle lægger sin rose

STS bestyrelsesmedlem Xhemil Zeqiri venter at lægge sin rose.

STS bestyrelsesmedlem Xhemil Zeqiri venter på at lægge sin rose.

Familie, venner og kammerater udenfor kapellet

Familie, venner og kammerater udenfor kapellet

Ved receptionen efter bisættelsen: Her ses Jørgen Holst og fungerende STS formand, Jørgen Madsen, blandt andre

 

 

 

 

 

 

 

Der har været mange kondolencer fra STS kollegaer og venner, samt STS partnere i Pakistan, Somalia og Kosovo:

Nekrolog for Vagn Rasmussen af Jørgen Holst – Vagns kammerat og SAP’er i mange år:

Vagn Rasmussen sov stille ind i sit hjem i Roskilde lørdag den 9. juli, efter en svær sygdom. Vagn var til det sidste skarp i sin tænkning og et meget aktivt menneske, som hele sit liv har kæmpet for at forbedre forholdene for de svageste i samfundet.

Vagn engagerede sig tidligt i politiske aktiviteter i DSU og senere i Socialistisk Ungdoms Forum (SUF), som i 1962 blev SF’s ungdoms organisation og han udviklede sig hurtigt til at blive en markant person på den yderste, ikke Stalinistiske venstrefløj.

I sit faglige virke som skolelærer, blev Vagn ansat på Herlufmagle Skole i begyndelsen af 1970’erne og fra den tid fik diskussionerne på lærerværelset en ny, faglig og aktiv politisk drejning. Det var altid inspirerende og spændende at have dialog med Vagn. Hans store engagement var altid medvirkende til større indsigt og udvidelse af egen viden og erfaring.

Skolens lærere gik lokalt i spidsen for at danne en opposition til den samarbejdsvenlige linje i Danmarks Lærerforening, og det lykkedes – sammen med progressive kolleger fra kredsens andre skoler – at få valgt en af skolens lærere som ny kredsformand i kreds 61.

Dette gav mange hede diskussioner på lærerværelset og resulterede bl.a. i støtte til strejkende havnearbejdere og senere arbejdsnedlæggelser og deltagelse i demonstrationer på Christiansborgs Slotplads i 1982 i protest mod Schlüterregeringens indgreb i de offentligt ansattes takt- og dyrtidsregulering.

Da VS blev dannet i 1968 gik Vagn og det meste af SUF med i det nye revolutionære parti og SUF udviklede sig mere og mere i Trotskistisk retning, med tilknytning til 4. internationale. Vagn gik med den Trotskistiske gruppe Revolutionære Socialister (RS) ud af VS i 1982, for at slutte sig sammen med den eksisterende sektion af 4. internationale. Dermed var alle de danske Trotskister, der sympatiserede med 4. internationale igen samlet i èn gruppe, Socialistisk Arbejder Parti, og Vagn kom straks med i SAP’s hovedbestyrelse. I slutningen af 1980’erne, gik Vagn og SAP meget stærkt ind i processen med at samle og forene den svækkede venstrefløj og den Rød/Grønne valg alliance ”Enhedslisten” blev dannet af partierne SAP, VS og DKP.

I alle de år, hvor Vagn var politisk aktiv for at fremme udviklingen af et stort, bredt og stærkt socialistisk og internationalistisk parti i Danmark, eller i Danmarks Lærer Forening, arbejde han ofte selv, som opbygger og aktivist med forskellige internationale kampagner. Fra udviklingen af Vietnam bevægelsen i 1960’erne, til Vagn’s største og længstvarende nuværende internationale kampagne ”Støt Tuslas skoler” fra 1992, som udsprang af Krigen i Bosnien og som udviklede sig til ”STS-International Solidarity”.

Men Vagn var også et meget socialt menneske, der også var herlig i et festligt lag. Alle, som kom i kontakt med Vagn fik en indsigt i de voldsomme problemer, der var rundt om i verden. Vagn havde en stærk tro på, at det kunne nytte at gøre noget, ikke bare sidde og se verden gå forbi.
Med Vagn’s død har den revolutionære venstrefløj i Danmark, i Europa, i Verdenen, samt venner, kolleger og familie mistet en utrættelig, uegennyttig, internationalistisk revolutionær socialist, som viede sit liv til kampen mod udbytning og imperialistisk undertrykkelse og militarisme. Vagn var i hele sit voksne liv aktiv for forbedringer for de dårligst stillede, for en bedre verden for os alle. Æret være Vagn’s minde.

(Sammendrag fra lærer kolleger: Jørgen Nielsen, Jørgen Bentzen og Erik Scheibel, den 16. juli 2016, samt Jørgen Holst Enhedslisten og SAP)

 

Fra Lëvizja VETËVENDOSJE!:

I was deeply saddened to hear the news about the death of Mr. Vagn Rasmussen. On behalf of Lëvizja VETËVENDOSJE! (Movement for Self-Determination) in Kosova, and on my own behalf, I would like to convey our heartfelt condolences to STS International Solidarity and to the family of Mr. Rasmussen.

The passing away of Mr. Vagn Rasmussen is a loss for our Movement and the state of Kosova, as he was an activist who supported the struggle of Albanian people for freedom and equality. The international solidarity shown by him, is crucial to all Liberation struggles, and serves as an example to all of us.

In this time of mourning, our thoughts are with Mr. Rasmussen’s family and colleagues.

Visar Ymeri

President, Lëvizja VETËVENDOSJE! (Movement for Self-Determination)

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.