STOP MASSAKRENE I UKRAINE!

Engang imellem sender STS International Solidarity en mail ud til alle de kontakter, vi har i vores mailkartoket. Den sidste NYT FRA STS drejer sig udelukkende om situationen i Ukraine set ud fra vores synspunkt.

Den kan læses her:

Kære venner

Den 17. juli blev et malaysisk passagerfly med over 295 mennesker, heraf 80 børn, skudt ned over det østlige Ukraine. Dette har endnu engang henledt opmærksomheden på de forfærdelige ting, der foregår i dette land.

Efter hændelsen gik der er et døgn – og så var alle brikker mirakuløst faldet på plads for de fleste vestlige medier!

”Putins ansvar”, hed Politikens leder den 19. juli. I den gør chefredaktør Bo Lidegaard det klart, at Rusland har skylden, for det er Rusland, der angiveligt har forsynet de pro-russiske oprørere med missilsystemet, som gjorde nedskydningen mulig.

Denne form for journalistik gør det let at deltage i den internationale kampagne imod ”oprørerne”, som nu kører på højeste gear, og hvor man gengiver alt, hvad den ukrainske regering hævder, er sket.

Som sandhedskriterium er den uanvendelig – den er nemlig ren propanda!

Men når mange medier nu hævder det samme, så får propandaen ikke desto mindre en effekt.

For at føre andre synspunkter frem i debatten har vi besluttet at fremskynde arbejdet med at lave en ny udgave af NYT FRA STS, sådan som vi har sendt den med mellemrum til alle de personer, der står i vores e-mail-adressesystem.

Du kan slette denne mail, og hvis du ikke ønsker at modtage flere mails af denne karakter fra STS, skal du bare returnere denne.

Martin Lidegaard – og den danske hjælp til den ukrainske regering

Bo Lidegaard er bror til den danske udenrigsminister Martin Lidegaard.

Under et besøg i Kiev for nogen tid siden lagde den danske og den svenske udenrigsminister, den stærkt anløbne Carl Bildt – vi kender ham fra Bosnien! – blomster ved ofrene for skyderierne på Maidanpladsen i Kiev den 22. februar, som medførte, at den nye regering kom til magten.

Under de efterfølgende samtaler med repræsentanter for den nye regering lovede Lidegaard på den danske regerings vegne, at de danske skatteydere vil give den ukrainske regering en hjælp på i alt 18,4 millioner kroner – herunder til den ukrainske regerings arbejde for at finde frem til de skyldige for massakren den 22. februar.

Massakrerne

Siden den nye regering er kommet til magten, er der foregået et veritabelt folkemord i Ukraine, og i modsætning til de fleste andre, mener vi det også muligt at finde frem til, hvem morderne er.

Anført af Azov Bataljonen og af Nationalgarden drager svært bevæbnede militser på straffeaktioner til de oprørske byer i det østlige Ukraine, hvor de dræber nogle af deres ubevæbnede modstandere samtidigt med, at de beskyder byerne fra sikker afstand, som denne video viser:

http://www.youtube.com/watch?v=WN_Mbe9u-vE

Azov Bataljonen er en paramilitær styrke. Officielt blev den stiftet den 5. maj 2014. Den har dog i nogen tid forinden været kendt som ”de sorte mænd”, og den optager også nynazister fra Rusland, Sverige, Italien og andre lande i sine rækker.

Nationalgarden er en anden paramilitær styrke, der kan føre sine rødder tilbage til de kræfter, der stod bag kuppet mod Ukraines tidligere præsident Janukovitj den 22. februar – i øvrigt dagen efter, at EU havde fået forhandlet en aftale på plads mellem Janukovitj og oppositionen om dannelse af en samlingsregering.

Både Azov Bataljonen, Nationalgarden såvel som den ukrainske hær ledes af Andrej Parubiy. Parubiy har nemlig magten i Ukraines Sikkerheds- og Forsvarskomite, som leder alle væbnede styrker. I 1990 var han med til at stifte Ukraines Nationalsocialistiske Parti – som senere har skiftet navn til Svoboda, som betyder ”Frihed”. 

Videoen er offentliggjort af den alternative hjemmeside Global Research, hvis adresse findes her:

http://www.globalresearch.ca/

Under overskriften: “The United Nations is Complicit in the Massacre of Civilians in Ukraine”, bragte Global Research foruden denne video, endnu flere videoer fra folkemordet i det østlige Ukraine:

http://www.intersol.dk/?p=5969

Hvad RT har skrevet

Det er mærkeligt, at mange synes at være tilfredse med, hvad NATO hævder, at russerne mener.

Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen løj jo over for Folketinget, da han skulle have Danmark til at deltage på amerikansk side i krigen mod Irak.

Men det er der ikke desto mindre, hvad det meste af den vestlige presse gør. Umiddelbart virker det tåbeligt – for det er slet ikke svært at finde frem til, hvad russerne selv mener, de mener.

Bare et par klik på computeren vil bringe frem til hjemmesiden:

http://rt.com/

Uden på nogen måde at ville påstå, at RT (eller Itar-Tass, Pravda og andre russiske nyhedsmedier, som også er relativt lette at finde frem til) er de rene sandhedsvidner, mener vi alligevel, at deres billede af, hvad der foregår i Ukraine, afviger meget fra det, vi ellers informeres om.

Langt de fleste vestlige medier støtter USA, NATO og EU.

Derfor tager deres historier sigte på at overbevise os om, at de, der efter kuppet kom til magten i Kiev, er sande demokrater, som fortjener vores fulde støtte.

De forvrænger virkeligheden og fortæller os ikke sandheden!

For eksempel vil det være naivt at tro, at videoer om Azov Bataljonens myrderier nogensinde vil blive vist på danske fjernsynsstationer, for gjorde de det, ville hele deres omhyggeligt udvalgte fortælling om, hvad der sker i Ukraine, øjeblikkeligt begynde at krakelere.

For dem, der ikke vil nøjes med denne propaganda, er der ingen andre muligheder end at supplere den med det, man kan få at vide – dels gennem de russiske medier og dels gennem de mange alternative hjemmesider, som brugerne selv betaler for, og som i stigende grad er dukket op på Nettet.

Og gør man så det, vil man opdage mange ting, som slet ikke beskrives af de vestlige medier.

Man ville for eksempel få at vide, at man i folkedrabet også bruger ulovlige våben, som klyngebomber og fosforbomber – som man jo også i vid udstrækning gjorde brug af under krigen mod Irak.

Den 12. juni bragte RT denne artikel (og video) som viser brug af fosforbomber over Slavjansk:

http://www.youtube.com/watch?v=2KYuQtlMVRc

En gang om ugen bringer RT en større artikel under navnet: ”Thuthseeker”. Her interviewes forskellige eksperter – i den sidste blandt andet en tidligere amerikansk sikkerhedsagent, en tidligere chefanklager i sagen mod ”gasprinsessen”, Julio Tymoshenko, som selv sad i fængsel, indtil hun blev løsladt af den nye regering, og hendes partner, Pavel Lazarenko, som har siddet fængslet i seks år, for at have tilranet sig store formuer fra offentligheden, da de to tilsammen ledede gastransitmonopolet – Forenet Energisystem.

Den sidste Thuthseeker havde titlen:

” Ukraine Gangster State Calls for ‘Nuclear Strikes’”

Den findes her:

http://www.intersol.dk/?p=5951

Den er virkelig umagen værd at se! 

Masseødelæggelsesvåben

Af artiklen fremgår det også, at nynazisterne i Ukraine har fået adgang til at bruge kemiske og biologiske våben til afpresning af den øvrige verden.

Man bør heller ikke glemme, at store dele af Sovjetunionens forsvarsindustri var bygget op i Ukraine – herunder anlæg til at fremstille atomvåben og raketter til at fyre dem af med.*

Da Ukraine blev selvstændigt var det verdens tredje største atommagt – kun overgået af USA og Rusland.

Og hvis man vil vide mere om, hvem Ukraines nye præsident i grunden er, kan man læse denne artikel:

http://www.strategic-culture.org/news/2014/05/24/weapons-prostitutes-drugs-things-poroshenko-associated-with.html

Rusland

En af Anders Fjogh Rasmussens sidste handlinger som generalsekretær i NATO var, at få udråbt Rusland til at være en fjende.

I modsætning til tiden under Sovjetunionen foregår kampen mellem Øst og Vest dog ikke længere mellem to forskellige systemer: fælles ejendomsret i form af statsejede virksomheder, kollektive landbrug og økonomisk planlægning i det ene, og repræsentativ demokrati og fri konkurrence i det andet.

I dag hylder både den østlige (med ganske få undtagelser) og den vestlige side det repræsentative demokrati, hvor vælgerne med mellemrum får et par minutter til at sætte kryds ved de opstillingberettigede partier eller enkeltkandidater, som derefter repræsenterer dem, mens ledelsen af landenes økonomi overlades til markedsmekanismerne.

Det er ikke valgte forsamlinger, der bestemmer. Det er nemlig børserne, og ethvert forsøg på at begrænse deres magt, bliver afvist som et anslag mod markedsøkonomien. Det er for eksempel typisk for situationen i Rusland, at da parlamentet trak bemyndigelsen til Putin om hans ret til at sætte russiske tropper ind for at beskytte de russiske borgere og de russiske interesser i det østlige Ukraine tilbage, så steg rublens værdi kraftigt på børsen i Moskva.

Der er altså ikke længere tale om en alvorlig modsætning mellem to uforlignelige systemer.

Der er snarere tale om en konkurrence mellem to blokke. På den ene side Den Nord Altandiske Forsvarsalliance – NATO – hvor det hensygnende amerikanske imperiums interesser spiller første violin, og Rusland og den russiske føderation på den anden.

Meget tyder på, at Rusland er tvunget til at føre en defensiv politik på grund af NATO’s våbentekniske overlegenhed og aggressive politik. For eksempel lovede man Sovjetunionens sidste præsident Mikael Gorbatjov under forhandlingerne om Tysklands genforening, at NATO ikke ”ville udvikle sig så meget som en tomme imod øst”.

Men knapt var løftet blevet givet, før NATO medvirkede til at danne en række uafhængige stater både på det opløste Sovjetunionens eget territorium, men også fra lande, der tidligere var medlemmer af Warszawapagten. Og langt de fleste af disse lande blev optaget i NATO.

NATO’s generalsekretær påstod også, at der var mange russiske soldater i Ukraine, og at Rusland havde opmarcheret mange divisioner ved grænsen til Ukraine. Igen en løgn.

Da journalisten, forfatteren og filmmageren, Andre Vltchek, rejste fra Kiev og til det østlige Ukraine i marts fandt han ikke en eneste russisk soldat eller tanks.

Vltchek gik også ud på broen, som skiller Ukraine og Rusland ved den lille russiske enklave Transdnistria. Han kunne ikke selv få øje på nogen russiske tanks eller svært artilleri, og da han spurgte den russiske grænsevagt på broen om, hvor den russiske hær var henne, kiggede han forvirret på Vltchek (som vi i øvrigt vil vende tilbage til).

Tyskland

I virkeligheden var den tyske befolkning de første ofre for Hitlers magtovertagelse – og den var også blandt hovedofrene for den efterfølgende Anden Verdenskrig. Det spiller stadigvæk en stor rolle.

En opinionsundersøgelse, der blev foretaget af den statslige Tv-kanal, ADR, kunne i begyndelsen fortælle, at 49 procent af den tyske befolkning var imod NATO’s udvidelser mod øst og gik ind for tysk neutralitet i forholdet mellem NATO og Rusland. 45 procent så dog Tyskland som forankret i NATO, hævdede ADR:

http://www.intersol.dk/?p=4527

Efterhånden som NATO’s aggressivitet er steget, har endnu flere tyskere meldt sig som modstandere af NATO’s udvidelser mod øst:

Næsten trefjerdele af den tyske befolkning (74 procent) er imod permanente NATO-baser i Polen og de baltiske lande, meddelte Reuters den 24. juni. 18 procent gik ind for det:

http://www.intersol.dk/?p=5726

Dette er også med til at forklare, hvorfor den tyske kansler, Angela Merkel, indtager en mindre krigerisk holdning, end den amerikanske regering gør.

Selvom hun stadig støtter den ukrainske regering, var hun meget aktiv i et forsøg på at standse blodsudgydelserne i Ukraine ved udarbejdelsen af en aftale mellem Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine, man mente, at være nået frem til den 1. juli på et møde i Berlin:

http://www.intersol.dk/?p=5818

Men på trods af at enigheden ikke har virket, er de fire lande – dengang! – dog enige om at mødes igen.

Et andet land som har lidt meget under den nazistiske besættelse, er Ukraine. Det nazistiske hovedkvarter for Riechkommissariat Ukraine var placeret i byen Rovno, som i dag er en del af Ukraine. Desuden blev nogle af Anden Verdenskrigs vigtigste kampe mellem den nazistiske Wehrmacht og den Røde Hær udspillet på Ukraines territorium.

Omkring 3 millioner ukrainere blev myrdet af nazisterne og deres ukrainske håndlangere. Heriblandt over 800.000 jøder.

I Rusland, i den russisk dominerede ukrainske befolkning, men også hos andre i befolkningen i Ukraine spiller minderne om, hvordan Den Røde Hær nedkæmpede de angribende nazistiske styrker under Anden Verdenskrig en altafgørende rolle, for krigen betød, at mere end 25 millioner borgere i Sovjetunionen blev dræbt – mange af dem blev udryddet som Untermenchen.

Dannelsen af folkerepublikker

Den russiske politik over for Ukraine har været svingende. Først fordømte Putin de kræfter, der kom til magten i Kiev som et resultat af det, han kaldte et nynazistisk kup mod den lovlige ukrainske regering, den 22. februar. Ganske vist var Viktor Janukovitj også oligark, men han var i det mindste en demokratisk valgt præsident.

Putin nægtede at forhandle med den nye regering, som han kaldte ulovlig. Og han opmuntrede befolkningen i det østlige Ukraine til at fastholde deres modstand imod regeringen i Kiev.

Men allerede dengang synes det at stå klart, at lighederne i de økonomiske og politiske forhold mellem Vesten og Rusland, dikterede ham at følge en mere forsonlig linje end den, han gav udtryk for offentligt. Han var indstillet på et kompromis med NATO og Vesten.

Men et vendepunkt i Putins politik begyndte at tage form den 11. maj, hvor befolkningerne i Donetsk og Lugansk holdt folkeafstemninger om uafhængighed. I Donetsk stemte omkring 90 procent for, at man skulle erklære sig uafhængige af Kiev. I Lugansk stemte 92 procent for uafhængighed.

På basis af disse folkeafstemninger udråbte man dannelsen af to selvstændige republikker, som tilmed fik navnene Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk.

De fik med andre ord de samme navne, som delrepublikkerne i det tidligere Sovjetunionen: http://www.intersol.dk/?p=5137

Baggrunden

I Intersol nr. 120 bragte vi under overskriften ”Stemmer fra Ukraine – Kiev: folk er ikke kvæg!” dele af en artikel af førnævnte Andre Vltchek.

Vltchek, der er født i Leningrad, har rejst i mangfoldige lande i konflikter og krige. Hans artikler adskiller sig fra de fleste andres for hans formål med sine rejser er først og fremmest at lade ganske almindelige mennesker komme til orde og fortælle, hvad de tænker og mener.

Vltchek skrev blandt andet:

”Flertallet i dette land med 44 millioner indbyggere er koncentreret i det sydlige, sydlige og sydøstlige Ukraine, rundt om de enorme industrielle virksomhedscentre og mineindustrier omkring Donetsk, Dnepropetrovsk og Krivoi Rug.

Der er Odessa i syd, og Kharkov, ”den anden hovedstad”, i øst. Og folk i alle disse områder taler hovedsageligt russisk. Og de ser det, der er sket i Kiev, som et uceremonielt kup, der er sat i værk og ledet af Vesten.”

”Realiteterne på jorden”, skrev Vltchek også, ”adskiller sig skarpt fra de ”eventyrfortællinger”, der er betalt af og propaganderes fra de vestlige massemedier og af ”den frie ukrainske presse”.

I det østlige Kharkov flyver sovjetiske flag side om side med russiske flag i vinden. Tusinder af mennesker er samlet foran den gigantiske statue af Lenin i disse blæsende dage den 28. og 29. marts. Der var taler og ovationer. Den krænkede menneskemængde mødte erklæringerne om, at de vestlige magter havde foranstaltet det ”fascistiske kup” i Kiev med høje råb: ”Rusland, Rusland!”

Gamle kvinder, kommunistiske ledere og min ven Sergej Kirichuk, lederen af det venstreorienterede Borotba, folk fra internationale solidaritetsorganisationer holder taler. Tilsyneladende er regeringen i Kiev allerede begyndt at skære ned på de sociale ydelser, der er tilbage inkluderet gratis medicinsk hjælp. Adskillige hospitaler er blevet tvunget til at lukke.

Folk var parate til at kæmpe. Til at forsvare sig mod den forhadte neoliberalistiske politik, for hvis indførelse (eller det modsatte) ingen af dem havde fået ret til at stemme om.”

På sin rejse beskrev Vltchek er land, hvor alting synes at være gået i stå. Industrien og landbruget eksisterer stort set ikke mere. Bøndernes huse og de mindre fabrikker, der fandtes på landet ligger øde hen. Kun et enkelt sted støder Vltchek og hans to ledsagere på deres rejse på en ældre kvinde, der stædigt arbejder med at dyrke jorden i Ukraine – engang kendt som Sovjetunionens brødkammer. De er enige om, at alt det vigtigste i Ukraine blev bygget i sovjettiden:

http://www.intersol.dk/?p=5069

USA, EU og NATO er naturligvis også klare over, at langt størstedelen af Ukraines rigdomme ligger i områder i det østlige og sydøstlige Ukraine. Derfor er det en betingelse for udbetalingen af lånet fra IMF – som allerede har medført store nedskæringer for den almindelige befolkning – at regeringen får gjort op med ”oprørerne” i disse områder.

I sin oprindelse er Ukrainsk en dialekt af russisk. Men der har alligevel været meget tvivl om fordelingen mellem de russisk talende og de ukrainsk talende indbyggere i Ukraine. For at belyse dette spørgsmål, vil vi bringe dette kort over fordelingen mellem disse to sprog i Ukraine:

Privatiseringer

Da Sovjetunion brød sammen, var der omkring 180 millioner industriarbejdere i unionen. Det er dem, der har betalt den højeste pris for privatiseringsbølgerne, som for alvor tog fart efter Boris Jeltsins blodige militærkup mod Gorbatjovs glasnost- og perestrojkapolitik i oktober 1993.

I noget, der er kaldt verdenshistoriens største røveri, blev magten i Sovjetunionen, som jo også omfattede Ukraine, overtaget af et lille lag af stenrige oligarker.

Væsentlige dele af den sovjetiske industri – og især af forsvarsindustrien – var som sagt placeret i Ukraine. Også det havarerede atomkraftværk, Tjernobyl, ligger i Ukraine.

Men de ukrainske industriarbejderes vilkår er endnu dårligere end deres russiske kollegers. Det kan være en medvirkende årsag til, at ideen om at forsøge at genskabe Sovjetunionen fødtes af den russisk talende befolkning i det østlige og sydlige Ukraine.

”Der eksisterer en stærk nostalgi for Sovjetunionen”, sagde den 20-årige historiestuderende Irina Drazman til Vltchek.

”Hvis bare det kunne genskabes og konceptet kunne forbedres, ville de fleste i Ukraine være lykkelige for at blive en del af det igen”.

Putins problem er, at han selv er oligark og samtidigt repræsentant for de russiske oligarker. Han er afhængig af dem såvel som af de ukrainske oligarker. Han er for eksempel gudfader til en datter af den stenrige ukrainske oligark, Victor Medvedchuk.

James Petras, som har skrevet omkring 60 bøger, og hvis artikler har været offentliggjort i New York Times, The Guardian, The Nation, Christian Science Monitor, Foreign Policy og mange andre aviser og tidsskrifter, går endnu videre.

I en lang artikel med titlen: ”Kiev-kuppet: Oprørske arbejdere tager magten i øst”, og som vi har offentliggjort en mindre del af i Intersol nr. 120, argumenterer Petras for, at NATO’s aggressive politik kan resultere i et uventet tilbageslag, nemlig at oprørske arbejdere tager magten.

Petras beskriver Ruslands dybe afhængighed af den ukrainske industri, som har fremstillet de vigtigste dele til Sovjetunionens forsvar. Blandt andet rumraketter, helikoptere, jetjagere, mange tanks med mere. Han beskriver også, hvordan NATO har fået sine håndlangere i den ukrainske regering til at forsøge at standse samhandelen mellem Ukraine og Rusland.

Han beskriver også Putins afhængighed af det russiske og ukrainske oligarki. Til slut skriver Petras:

”Lad os gøre det fuldstændigt klart: kampen i Ukraine foregår ikke mellem USA og Rusland. Det er en kamp mellem den NATO-støttede junta af neoliberale oligarker og fascister på den ene side, og industriarbejderne, deres militser og demokratiske råd på den anden. Den første støttes af og adlyder IMF og Washington. Den sidste henter sin styrke i evnen til at producere i den lokale industri og ved at lytte til flertallet i befolkningen”:

http://www.intersol.dk/?p=5112

Vi er enige med Petras i hans opstilling af hovedmodsætningerne, hvad angår Ukraine. Men vi vil gå knapt så langt som Petras. Muligheden for en ny revolution imod oligarkiet er absolut til stede! For meget er endnu ikke afgjort.

Militser forlader Slavjansk og Kramatorsk

Den 5. juli forlod militser fra Folkerepublikken Donetsk Slavjansk i det østlige Ukraine og trak sig tilbage til det nærliggende Kramatorsk. Timer efter forlod de også Kramatorsk. De tog retning mod hovedstaden i folkerepublikken – Donetsk by.

Tilbagetrækningen blev udråbt som en stor sejr for den ukrainske regering og også i de vestligt orienterede danske medier.

Nu er størstedelen af det østlige Ukraine befriet for oprørere, jublede man. Nu manglede man bare at befri hovedbyerne i folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk, og oprøret var langt om længe nedkæmpet.

Azor Bataljonen og Nationalgarden gik derefter til angreb på Donetsk. Men det gik ikke godt. Oprørerne har dræbt mere end 30 af vores soldater og udryddet deres udrustning med Grad-raketter, jamrede regeringen i Kiev.

Måske er der en behjertet sjæl blandt Kiev-regeringens mange venner, der kan oplyse den om, at en krig ikke afgøres af hvem, der har de største kanoner men af karakteren af de kræfter, der kæmper.

Når Kiev-regeringen er så meget på r….., at den må bruge de værste fascister og mordere til at kæmpe for sig, så er det logik for burhøns, at de på forhånd har tabt kampen.

Tilbagetrækningerne var taktiske. De foregik på en måde, hvor det lykkedes for styrkerne at bevare størstedelen af deres sværeste våben.

Slavjansk er en industriby med omkring 100.000 indbyggere. Den har været under angreb siden slutningen af april.

Den 11. maj fortalte den tyske avis, Bild am Sonntag, at omkring ”400 elitesoldater” fra det berygtede amerikanske sikkerhedsfirma Academi (tidligere Blackwater) var ankommet i nærheden af Slavjansk ”for at tage del i de militære operationer mod anti-regeringsstyrkerne i det sydøstlige Ukraine.”

Nu var der næsten ingen – heller ikke de amerikanske ”elitesoldater” – der har været inde i selve byen.

I stedet har de kontant bombarderet den fra sikker afstand, hvad der naturligvis også har ramt civile. Der er ikke et helt hus tilbage i byen. Leveringen af strøm og vand har gentagne gange været afbrudt. Og den 5. juli valgte militserne derfor at forlade byen – og regeringen tog derefter fat på at finde frem til de sidste ”oprørere”, som bevidst var blevet efterladt i byen.

Hvordan evakueringen af Slavjansk og Kramatorsk egentlig foregik, kan man læse om her:

http://www.intersol.dk/?p=5895

Af artiklen fremgår det også, at den russiske regering vil afbryde leveringen af våben til – Ukraine!

Værre end Hitler!

“For hver soldat, der bliver dræbt”, sagde den nye ukrainske præsident, Petro Poroshenko, til Reuters den 11. juli ”vil de militante komme til at betale med snesevis og hundredvis af deres egne liv. Alle vil få, hvad de fortjener”.

Også Hitler benyttede sig af denne metode. Men han var relativt beskeden. Hvis en tysk soldat (eller en værnemager i Danmark) var blevet dræbt nøjedes han i regelen med at gengælde drabet med højst et drab på 10 civile.

Men for Poroshenko og de kræfter, der står bag ham både i Ukraine selv, men også i udlandet, er dette ikke nok. Der skal dræbes hundredvis af civile for hver dræbt nynazist eller soldat!

Folkedrabet fortsætter

Mens vi har været optaget af at skrive ovenstående, fortsætter folkedrabet i det østlige Ukraine uanfægtet.

Et af de sidste eksempler var, da missiler den 15. juli ramte den lille landsby Sijsne, der kun ligger 20 km. fra Rusland. Mindst 11 civile blev dræbt.

Mens ”separatisterne” mener, det var den ukrainske regering, der havde ansvaret, kaldte en talsmand for Ukraines Nationale Sikkerhedsråd angrebet for ”en kynisk og blodig provokation”.

Nå, men lederen af dette råd er jo også førnævnte Andrej Parubiy, som er nynazist.

Og den slags løgne har nazister benyttet sig af før.

Når Hitler den 30. januar 1933 overhovedet kom til magten i Tyskland, var det fordi den daværende tyske præsident, general Paul von Hindenburg, mente det var bedst for Tysklands interesser at udnævne ham til Rigskansler på baggrund af den uro, der var opstået i Tyskland efter, at Rigsdagsbygningen kort forinden var blevet brændt af.

På trods af at man hængte en sindsforvirret hollandsk kommunist ud som gerningsmanden, er der ingen tvivl om, at branden var nazisternes eget værk.

Da Hitler angreb Polen i 1939, skete det efter et fingeret ”polsk angreb” på en tysk radiostation i det daværende tyske område af Polen.

Også nynazisterne i Ukraine har benyttet sig af vold – og af løgne.

Janukovitj blev afsat den 22. februar. Det skete efter, at snigskytter ved Maidan-pladsen havde dræbt over 100 mennesker aftenen og natten før både af politibetjente – som i øvrigt var uden våben – og af demonstranter.

Den 25. februar sagde den etniske udenrigsminister, Urmas Paet, som opholdt sig i Kiev, til EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton: ”Der er nu en stærkere og stærkere forståelse for, at snigskytterne ikke kom fra Janukovitj, men derimod fra nogen i oppositionen”.

Det er formentlig den samme metode, som er anvendt ved nedskydningen af det malaysiske passagerfly over det østlige Ukraine, og som vi netop er blevet opmærksomme på:

http://www.intersol.dk/?p=6057

 

Vil separatisterne blive nedkæmpet?

Azor Bataljonens og Nationalgardens myrderier af civile finder kun sted, hvor der ikke er modstand, eller hvor modstanden er ringe.

Det var Azor Bataljonen, der først og fremmest stod bag den forfærdelige brand i Odessa den 2. maj, hvor 297 regeringsmodstandere omkom, da de havde søgt tilflugt i Fagforeningernes Hus i byen. De fleste blev brændt ihjel, da fascisterne, der ikke kunne storme bygningen fordi indgangene var forskansede, ramte vinduer med molotovcocktails i stedet:

http://www.intersol.dk/?p=5097

Dette massemord foranledigede, at resten af den oprindeligt store jødiske befolkning – før nazisterne erobrede Odessa under Anden Verdenskrig, var en tredjedel af befolkningen jøder – til at forberede sig på at flygte.

Bag Azor Bataljonen og de øvrige fascisters vold, stod der også en jøde, nemlig den stenrige israelsk-ukrainske oligark, Igor Kolomoisky. Det var ham, der betalte Azor Bataljonen og de øvrige fascister for at begå udåden.

Det er ligeledes gratis i form af egne menneskeliv – i dag – at udføre såkaldte straffeaktioner i den sydlige havneby Mariopol, for her hersker i dag den endnu rigere oligark Sergej Taruta. Både Kolomoisky og Taruta er så velhavende, at de kan udruste deres egne væbnede enheder.

Men centrene for modstanden mod regeringen ligger hverken i Odessa eller i Mariopol. De ligger længere mod øst.

Det var typisk for fascisternes virkelige mod, at de først vovede sig ind i Slavjansk efter, at forsvarsstyrkerne fra folkerepublikken Donetsk var trukket tilbage.

Det er heller ingen sag at bombardere byerne Donetsk og Lugansk fra luften eller fra sikker afstand.

Men i det øjeblik man forsøger at trænge ind i selve byerne skifter krigen totalt karakter, for så bliver man involveret i gadekampe. Det er fascisterne i Ukraine ikke meget for.

Det er den samme frygt for gadekampe, som så længe har afholdt Israel fra igen at gå ind i Gazastriben.

”Pres” på Rusland

I et forsøg på dog at gøre noget lægger de vestlige magter et stigende pres på Rusland, idet de hævder, at det er russerne, der står bag volden.

En af metoderne er at indføre sanktioner.

De sidste sanktioner den amerikanske regering indførte var særligt ”barske”, for man forbød amerikanske firmaer, at arbejde i Rusland.

Men som Putin bemærkede ramte dette først og fremmest USA selv. Dermed forbød man nemlig også de store amerikanske olie- og gasselskaber, at være med til at udnytte de russiske olie- og naturgasforekomster i det arktiske område af Rusland.

Desuden er sanktioner i alle retninger et tveægget sværd, og da EU er stærkt afhængigt af naturgasleverancer fra Rusland, var EU’s sanktioner knapt så slemme.

Derudover har sanktionerne og økonomisk afhængighed af USA og dollaren fremmet et stærkt ønske om at frigøre sig fra denne økonomiske dominans.

Det kom især frem på det sidste møde i de såkaldte BRIKS-lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – i Brasilien, hvor man besluttede at starte sin egen Verdensbank og sit eget Valutafond:

http://www.intersol.dk/?p=6036

Endelig er det spørgsmålet om nogen i Ukraine overhovedet vil rette sig ind efter Putin, som af mange ses som en forræder af Folkerepublikkerne i Ukraine.

I øvrigt vedtog bestyrelsen for STS den 22. marts en udtalelse som svar på det umådelige hysteri, man havde gang i, da man fordømte folkeafstemningen på Krim, som betød, at Krim nu er en del af den russiske føderation. Udtalelsen havde titlen ”Topmålet af Hykleri”, og den kan læses her:

http://www.intersol.dk/?p=4424

Vores særlige måde at betragte udviklingen på, gør det svært at trænge igennem hos de større medier, men indimellem lykkes det dog. Efter udsendelsen af NYT FRA STS nr. 20 blev vi ringet op at Thomas Harder, som redigerer ekstrabladet.dk

Han ville gerne bringe et interview med STS. Interviewet kan læses her:

http://ekstrabladet.dk/nationen/article4673202.ece

INTERSOL

INTERSOL er dels et trykt tidsskrift, der udkommer omkring hver anden måned. De to sidste numre kan ses her:

http://www.intersol.dk/wp-content/uploads/INTERSOL-119.pdf

http://www.intersol.dk/wp-content/uploads/INTERSOL-120.pdf

Det er også navnet på en hjemmeside, hvor vi gør os umage med at bringe nye artikler næsten hver dag.

Hjemmesiden kan findes her:

http://www.intersol.dk/

Vi havde mange andre ting, vi ville fortælle jer om, men det må vente til en anden gang.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for STS International Solidarity

—————

STS, der yder humanitær bistand, mener, at problemerne i verden ikke skyldes mangelen på tekniske, industrielle eller økonomiske ressourcer, men den måde ressourcerne anvendes på. For blot nogle få procent af de store ressourcer, der bliver brug til at føre krig med eller til andre forsvarsformål, kan man sikre hvert eneste menneske på jorden en anstændig tilværelse. Derfor samarbejder STS fortrinsvis med kræfter, der lige som os selv ønsker en anden lokal og global fordeling af ressourcerne.

Intersol | Et mødested for international solidaritet

 

PS:

På grund af de stigende spændinger omkring situationen i Ukraine, vil vi gerne fremføre yderligere argumenter for vores linje.

De første er hentet fra vores Facebook:

Malaysian Airlines Flight MH17 Downed Over Warzone Ukraine. Who Was Behind It? Cui Bono?

ARTIKEL FRA INTERSOL: I lyset af den hidtidige amerikanske politik over for Ukraine analyserer Tony Carlalucci i denne artikel sandsynligheden for, at nedskydningen af det malaysiske rutefly kan skyldes separatisterne og/eller russerne: http://www.intersol.dk/?p=6064

Ukrainsk Buk missilsystem var klar i det østlige Ukraine

ARTIKEL FRA INTERSOL: To gange har det været hævdet, at den ukrainske regering havde anbragt det russisk byggede Buk missilsystem i det østlige Ukraine. Det var det system, der efter al sandsynlighed skød det malayiske passagerfly ned: http://www.intersol.dk/?p=6073

Was Ukraine’s Ministry of Interior behind the Downing of Malaysian Airlines MH17?

ARTIKEL FRA INTERSOL: Hvordan kunne Kiev-afdelingen af det spanske flyselskab på sin Twitter fortælle, at ukrainske jetjagere fulgte flyet og tvang det ind over ukrainsk territorium, spørger Michel Chossudovsky blandt andet i denne artikel: http://www.intersol.dk/?p=6082

Ukraine: 15 civile er blevet dræbt, og 53 er blevet såret i bombardementer af Lugansk

ARTIKEL FRA INTERSOL: ”Regeringen har indtaget endnu en by”, kunne man den 18. juli læse som overskrift til en artikel på DR’s Tekst Tv. Artiklen var dog knapt så triumferende, og set fra Lugansk egen side er situationen unægtelig en anden: http://www.intersol.dk/?p=6096

Sanctions And Airliners

ARTIKEL FRA INTERSOL: ”I et forsøg på at isolere Rusland har tåberne i Det Hvide Hus isoleret Washington”, skrev en af de skarpeste kritikere af USA’s regering, Paul Craig Robers. Roberts har bl.a. været vicesekretær i finansministeriet under Ronald Reagan og medredaktør af Wall Street Journal: http://www.intersol.dk/?p=6080

Ukraine: 10 spørgsmål til den ukrainske regering russerne gerne vil have svar på

ARTIKEL FRA INTERSOL: Den russiske viceforsvarsminister, Anatoly Antonov, har i en samtale med RT undret sig over, at nogle vestlige lande og Kiev har haft så travlt med at finde tegn på russisk involvering i nedskydningen af MH17. De har ingen beviser for deres påstande:http://www.intersol.dk/?p=6093

OSCE er også bekymret over folkemordet i Lugansk

Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – OSCE – er en vestligt domineret organisation. Men også den er bekymret over det folkemord, der for tiden finder sted i Lugansk.

Dens særlige undersøgelseskommission hævdede den 19. juli, at mindst 250 civile var blevet dræbt og over 850 var blevet såret i Lugansk regionen i juni og i juli: http://www.intersol.dk/?p=6108

Hjælp os med at sprede artiklen til andre!
Tryk på “Synes godt om” og send den videre til din egen Facebook, hvis du har en sådan. 
Du kan også kopiere sidens e-mail-adresse og sende den videre til andre. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.