Vejen til socialisme

 

OKT 13, 2015by REDAKTIONin

Af Vagn Rasmussen

Alle partier, der ønsker socialisme, må finde ud af, hvor de vil lægge hovedvægten af deres arbejde.

Skal de lægge den på de kampe, som befolkningen selv i gang med?

Eller skal hovedvægten lægges på det parlamentariske arbejde?

I VS var vi ikke i tvivl. Vi var rådssocialister og havde ingen tillid til nogle af det borgerlige og kapitalistiske samfunds institutioner. Folketinget blev alene betragtet som en platform, hvor vi kunne rejse de krav, som befolkningen og arbejderne stillede.

Vi var naturligvis klare over, at vi med vores indstilling til parlamentarisk arbejde aldrig ville blive noget stort parti under normale omstændigheder.

Vi forsøgte at kompensere for vores lidenhed ved at indføre dobbeltorganisering. Foruden at være organiseret i lokale afdelinger var medlemmerne også organiseret i henhold til, hvilken fagforening de var medlemmer af.

I lang tid holdt Erik Sigsgaard, MF for Enhedslisten, ugentligt møde med tillidsfolk fra arbejdspladserne.

Vi så vores ideer bekræftede af datidens strejkebevægelser. Ikke mindst spillede påskestrejkerne i 1985, der var organiseret af tillidsmandsringe, en stor rolle for os.

Enhedslistens program

Medlemmer af VS og andre radikale grupper var i 1989 med til at danne Enhedslisten.

Det sås tydeligt af Enhedslistens program. Også Enhedslisten mente, at vejen til socialisme først og fremmest lå i at mobilisere de folkelige bevægelser. Og man var imod det borgerlige samfunds magtorganer.

I principprogrammet hed det blandt andet:

”Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare ”overtage” den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund.”

Men et parti, der går ind for en revolution er selvfølgelig ikke særlig populær i den borgerlige presse.

I agurketiden i 2012 kastede Jyllandsposten (JP) – som for en stund synes at have glemt, at den betegnede de omvæltninger, hvorunder borgerskabet selv havde erobret magten, som revolutioner – sig over det revolutionære indhold i Enhedslistens program.

JP ringede til Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Smidt-Nielsen, for at høre, hvad hun mente.

Hun hævdede blandt andet, at venstrefløjen i 70-erne var ”skrivebordsgeneraler”, men at der dog stadig er brug for forandringer af kapitalismen. Hun mente, at det ”er dybt godnat” at drage paralleller til revolutionerne i Nordafrika (for i Danmark lever vi ”i et demokratisk samfund, hvor forandringerne naturligvis skal gennemføres af en fredelig og demokratisk vej”). Hun mente, der fortsat er brug for politiet, som hun er glad for at kunne ringe til, når hun får en dødstrussel. Hun mener også, at Danmark har brug for et militær.

Den 22. juli 2012 dukkede en artikel op på Enhedslistens officielle hjemmeside med en overskrift der hed, ”Vi vil en demokratisk samfundsforandring”.

Artiklen var en gentagelse af, hvad der stod i Jyllandsposten. Og da det ikke er muligt at protestere imod, hvad der står på denne hjemmeside, blev Smidt-Nielsens egne private udtalelser udlagt som Enhedslistens officielle linje.

Smidt-Nielsens udtalelser var ikke desto mindre i klar strid med det daværende program.

Det nye principprogram

Alle var dog enige om, at principprogrammet var alt for langt. Derfor nedsatte årsmødet i 2012 et udvalg, der havde til opgave at lave et kortere program.

Men hvad kom der så ud af arbejdet? I afsnittet om overgangen til socialismen, står der blandt andet:

”Det er helt fundamentalt for Enhedslisten, at kun et flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændig frie valg til repræsentative forsamlinger. På samme måde er det indlysende, at et flertal i befolkningen gennem demokratiske valg til enhver tid kan ændre samfundet i andre retninger. Men flertallets beslutninger skal også respekteres af den økonomiske elite, som mister den magt og de privilegier som den har i dag.”

Man behøver ikke at være særlig skarpsindig for at finde ud af, at enhver ide om at lægge hovedvægten på arbejdernes og befolkningens egne initiativer, nu er opgivet. Partiets bedste svar til de utilfredse er at stemme anderledes ved næste valg.

Med andre ord: Enhedslisten er i dag SF nr. 2. Og mærkelig nok synes forsikringen om, at man nok skulle følge den parlamentariske vej ikke at have hjulpet synderligt på opbakningen bag partiet, hvis man da skal tro opinionsundersøgelserne.

Tager man det nye program alvorligt?

Enhedslisten skal nu enten alene eller sammen med andre ”røde” partier erobre et flertal ved et folketingsvalg for indførelse af socialismen.

Hvis man virkeligt troede på sin egen ide, var det ikke et øjeblik for tidligt at begynde at arbejde på ”lovforslag om socialismens indførelse i Danmark”. Man kunne begynde arbejdet alene eller sammen med andre partier i ”den røde blok”.

Der er dog en god grund til, at man viger tilbage fra dette arbejde. Hvis et udvalg i et parti eller sammen med udvalg fra andre partier gik i gang med dette arbejde, vil de hurtigt komme til at forstå, at et sådant lovforslag vil blive enormt indviklet og enormt langt.

Forslaget må nemlig indeholde alle aspekter:

Hvordan bliver politi, militær og domstole socialistiske? Hvordan bliver A.P. Møller-koncernen socialistisk? Hvad stiller man op med Grundfoss? Hvad med Lego? Hvad med bankerne? Hvad med forholdet mellem de ansatte og ledelsen af de socialiserede virksomheder osv., osv.

Det forekommer at være lettere, dengang man stadigt stolede på de folkelige bevægelser. For dengang gik man ud fra, at de folkelige bevægelser nok skulle løse alle disse spørgsmål, mens kampene foregik.

I øvrigt findes der mig bekendt ikke et eneste sted, hvor det er lykkes at lave socialisme ad parlamentarisk vej.

Allendes’ forsøg i Chile i 1970-erne endte i et blodigt militærdiktatur. Desuden prøver lande som Venezuela, Bolivia, Brasilien m.fl. ligeledes at gennemføre socialisme ad parlamentarisk vej, men så længe de borgerlige samfunds undertrykkelsesapparater stadig eksisterer, og samfundenes rigdomme ikke er nationaliseret, har man ingen garanti for, at det vil lykkes.

Hvordan man ikke skal gøre

Efter det sidste valg i Danmark gav Johanne Smidt-Nielsen udtryk for sin store skuffelse. Nu var tiden kommet til protestdemonstrationer, sagde hun.

Men protestdemonstrationer kan ikke bare bestilles, fordi et parti er blevet skuffet over et valgresultat. Protestdemonstrationer opstår mere eller mindre af sig selv, og partiets mulighed for at øve indflydelse på dem, afhænger selvfølgelig af, hvordan man stiller sig til dem.

Da resultatet af det forrige valg stod klart, hilste Enhedslisten det med en vis begejstring velkomment. Nu skulle der endelig føres ”rød politik” i Folketinget.

Den nye regering var knapt nok trådt til, før der skulle indgås et skatteforlig i Folketinget. I uger forhandlede Enhedslisten med regeringen, og Enhedslisten så frem til et ”rødt” skatteforlig. Men bag ryggen på Enhedslisten forhandlede finansministeren også med de borgerlige partier – ikke mindst med Venstre.

Det var de borgerlige partier, man indgik et skatteforlig med. Resultatet af dette forlig blev endnu engang, at det var de mindrebemidlede, der betalte.

Så snart indholdet af skatteforliget blev kendt, mødte mange spontant op foran Folketinget i harme over, at det endnu engang var de fattige, der skulle betale.

En synlig rystet Johanne Smidt-Nielsen udtalte i Tv, at ”regeringen havde pisset på sine egne vælgere”, og at Enhedslisten fra nu af var i opposition til regeringen. Og når det var Venstre, man lavede skatteforlig med, så var det også Venstre, man måtte henvende sig til for at få lavet et finanslovsforlig.

Venstre ville dog alligevel ikke lave finanslovsforlig med regeringen. Forhandlingerne endte med et forlig med Enhedslisten.

Finanslovsforliget indeholdt også angreb på den almindelige befolkning.

Denne holdning til de spontane demonstrationer er ikke den bedste for et parti, der gerne vil se dem starte og øve indflydelse på dem.

Det repræsentative demokrati

VSiden de franske og amerikanske revolutioner fandt sted i slutningen af 1700-tallet, og de borgerlige revolutioner fandt sted i midten af 1800-tallet, har de fleste ”fremskredne” lande været styret at det, der kaldes det repræsentative demokrati, og dette demokrati opfattes af de fleste som den eneste form for folkestyre, der kan eksistere på denne jord.

I Danmark indkaldes vælgerne med jævne mellemrum til valgurnerne, hvor de får et par minutter til at sætte kryds ved de opstillingsberettige partier eller enkeltpersoner. Når krydset er sat, har de overgivet det til de valgte personer at repræsentere dem. Men da det kan være farligt med al den vælgerindflydelse, har man indrettet grundloven sådan, at alle de valgte repræsentanter kun er ansvarlig over for deres egen samvittighed, hvis de da har en sådan.

Når valgene er overstået, er der ingen grund til, at vælgerne blander sig. Folketinget udpeger nemlig en statsministerkandidat, og herefter udpeger han eller hun de forskellige ministre, som bliver sat i spidsen for deres ministerier – skønt det normale er, at det er departementscheferne, der har den virkelige magt i dem. Derefter styres samfundet i realiteten oppe fra og nedefter.

Det repræsentative demokrati og den private kapital

Det mest betænkelige ved det repræsentative demokrati er imidlertid, at det siden det blev grundlagt i 1840-erne har overladt styringen af samfundenes økonomi til den private kapital, der arbejder i henhold til de ”frie markedsmekanismer”.

Kapitalen arbejder alene ud fra kortsigtede profitinteresser, og den afviser enhver form for offentlig kontrol og styring. Og det er vel at mærke ikke blot ”blå blok”, der mener, at de ”frie markedsmekanismer” er de bedste til at styre økonomien. Det gør mange i ”rød blok” også.

Hvis man ser på de sidste årtiers historie, vil man opdage, at nedskæringer og privatiseringer faktisk breder sig mere under en socialdemokratisk ledet regering end under en borgerlige ledet. Det er fordi, Socialdemokratiet er bedre til at sikre ro på bagsmækken, dvs. i toppen af det faglige bureaukrati, end de borgerlige partier er.

Tidligere finansminister Bjarne Corydons salg af aktier i DONG til Goldman Sachs er også et godt eksempel på sammenfaldet mellem socialdemokratiske interesser og interesserne hos privatkapitalen. For øjeblikket gør den nye socialdemokratiske leder også, hvad hun kan for at forsikre privatkapitalen om Socialdemokraternes interesse i fortsat at støtte den.

Hvordan bureaukratiet opstår

Lige siden kapitalismen opstod i midten af 1800-tallet har der været nærmest været et hav af arbejderpartier og organisationer, som har kæmpet imod den. De er alle dannet af ligestillede medlemmer, og derfor har de været meget demokratiske.

På et tidspunkt opstår der dog et behov for at vælge nogen til at lede dem eller til at repræsentere dem.

Og gradvist og næsten umærkeligt tiltager ledelserne og repræsentanterne sig en stadig større del af den magt, som medlemmerne oprindeligt havde. De bliver bureaukrater med deres særlige kendetegn, der også går på ud på at forsvare deres egne interesser – også i form at en meget større levestandard end dem, der vælger dem selv har. Til sidst bliver mange af disse valg også til rene formaliteter.

Ser vi på den interne magtfordeling også i arbejderpartier, vil man opdage, at det rent faktisk er deres repræsentanter i Folketinget, der i sidste ende afgøre partiernes politik.

Især er Folketinget farligt. For Folketinget er også en arbejdsplads, hvor ”arbejdstagerne” deler mange fælles vilkår. Det er almindelig kendt, at man er tilbøjelig til at tage farve efter sine kolleger på sin arbejdsplads.

Som på andre arbejdspladser opstår der også sociale relationer mellem medlemmerne, der går på af politiske skillelinjer. Politisk uenighed er en ting. Personlige relationer en helt anden ting.

Undertiden tager ”forbrødringen” i Folketinget helt groteske former, som da medlemmer af Folketinget for nogle år siden dannede en ølklub med det formål at få danske bryggerier til at stille gratis øl til rådighed, når ølklubben holdt møder.

Kan vi undgå at tage stilling?

Uanset hvad vi gør, vil vi i de kommende år se en serie af opstande bryde løs mod kapitalismen, og den ubærlige tilstand, den byder størstedelen af menneskeheden.

At stille krav om, at de skal overholde parlamentariske spilleregler, forekommer at være omsonst.

Vi kan vælge at gå med – dvs. at stille os på oprørernes side – eller vi kan vælge at forholde os passive.

Vælger vi ikke at engagere os, risikerer vi, at de, der er imod kapitalisme, falder for pseudoløsninger som at støtte Syriza i Grækenland eller Podemos i Spanien.

Vælger vi derimod at støtte de utilfredse, har vi også mange problemer.

At det er nødvendigt med socialisme, hvis vi skal standse udbytningen og driften mod livets undergang, er noget, der står klart for mange mennesker.

Det kan man nemlig selv erfare sig til.

Men hvis opstandene ikke skal ende i blodige nederlag, må de tilføres elementer udefra.

Et af disse elementer er en grundig gennemgang af alle erfaringer med folkelige opstande – også historiske – der er så grundig som overhovedet muligt.

Det er heller ikke svært at indse, at man bliver udbyttet. Men hvordan foregår denne udbytning egentligt?

Når arbejderpartier – i deres begyndelse – altid har været tæt knyttet til marxisme, er det dels, fordi marxismen kan forklare, hvordan udbytningen foregår, og dels fordi, den kan anvise veje til at komme den til livs.

Vi må ”genfinde” marxismen og brede kendskabet til den ud til så mange som muligt.

Og det haster!

Selv med et overfladisk kendskab til marxismen, står det klart, at den økonomiske krise, verden oplevede i 2008, er det rene vand i forhold til den krise, der nu er på vej.

 

Vi har altså store opgaver.

 

Til gengæld kan vi trøste os med, at antallet af mennesker, der er ofre for kapitalismen i verden aldrig har været større, end den er i dag, mens antallet af mennesker, der har fordel af den bliver mindre og mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.